Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Hoxha (1908-85), fra 1941 leder af Albaniens kommunistiske parti (AKP) som i 1948 tog navnet Arbejdets Parti i Albanien (APA).

Hoxha blev født i Gjirokastër i Sydalbanien som søn af en muslimsk godsejer. Han fik sin grundlæggende uddannelse på det franske lycée i Korcë. I mellemkrigstiden fik Hoxha som mange andre unge albanere statsstipendier for at studere i Vesteuropa, og i 1930 rejste han til universitetet i Montpellier. Efter et år mistede han sit stipendium, da han angiveligt ikke passede sine studier, og drog til Paris. Her kom han i kontakt med en gruppe albanske kommunister. To år senere rejste han videre til Bruxelles, hvor han arbejdede i Den kongelige albanske legation, samtidig med at han studerede jura. I 1936 vendte han hjem til Albanien uden at have taget nogen endelig eksamen. Her fik han arbejde som lærer på sin gamle skole i Korcë.

I 1920-30'erne spillede hjemvendte udenlandsstudenter en betydelig rolle i oprettelsen af kommunistiske grupper rundt omkring i Albanien. Gruppen i Korcë var den ældste og bedst organiserede. Den var også den eneste, som havde en vis kontakt med folk fra arbejderklassen, og blikkenslageren Koci Xoxe var et fremtrædende medlem sammen med intellektuelle som Hoxha og Nako Spiru. Hoxha blev pga. sin politiske aktivitet i Korcë udelukket fra statstjenesten, måtte slutte som lærer og slog sig ned i hovedstaden Tirana som tobakssælger.

Da udsendinge fra Tito i Jugoslavien i november 1941 tog initiativ til at få dannet en samlende organisation af de splittede albanske kommunistgrupper, blev Hoxha valgt til provisorisk generalsekretær i det nye parti. Han var samtidig en ledende skikkelse i Den nationale befrielsesbevægelse LNC (Levizja Nacional Clirimtare), som AKP dominerede politisk. En provisorisk regering som udsprang af LNC blev etableret i maj 1944 med Hoxha som premierminister. Samtidig blev han generaloberst og øverstkommanderende for LNC. I oktober samme år havde LNC kontrol over hele landet. Knapt tre år efter det var blevet dannet, havde AKP gennem LNC taget magten i landet. Tre fjerdedele af partiets medlemsmasse bestod af intellektuelle med småborgerlig klassebaggrund, og som hovedsagelig var uddannet i udlandet. Hoxha var en typisk repræsentant for disse intellektuelle.

Allerede før AKP havde taget magten, udbrød der hårde fraktionskampe i partiet mellem de intellektuelle ledet af Hoxha og de mere proletariske medlemmer ledet af Koci Xoxe. Hoxha blev kritiseret af Xoxe for at favorisere de intellektuelle og diskriminere de proletariske medlemmer. Hoxha blev også kritiseret for at være vestligt orienteret, eftersom han havde oprettet diplomatiske forbindelser med Italien - fra hans side øjensynlig tænkt som en modvægt mod den stærke jugoslaviske indflydelse i landet. Jugoslavien var på den tid mønsterstaten blandt folkedemokratierne, var stærkt på vagt overfor den intellektuelle ledelse i AKP og støttede Xoxe og den proletariske fløj. Meget tyder på, at Xoxe som chef for sikkerhedspolitiet prøvede at isolere Hoxha og de intellektuelle i partiets ledelse i tiden frem til Jugoslaviens brud med Sovjetunionen i 1948. Xoxe gik også stærkt ind for oprettelsen af en Balkanføderation, hvor Albanien skulle deltage. Stalin havde oprindelig også støttet denne plan. Hoxha var nok modstander af Balkanføderationen, men gik ikke åbent mod den, som Nako Spiru gjorde. Hvis Jugoslavien ikke var blevet udstødt af Kominform, er det meget sandsynligt, at det ville have været Xoxe som likviderede Hoxha og ikke omvendt. Jugoslaviens brud med Sovjet i juni 1948 gav Hoxha anledning til med sovjetisk støtte at skille sig af med Xoxe og knække den proletariske fløj. Xoxe blev arresteret i 1949, dømt ved en hemmelig retssag som agent for Tito og skudt. Udrensningerne fortsatte imidlertid frem til 1951. I 1954 gik Hoxha af som premierminister og overlod stillingen til Mehmet Shehu. Hoxha beholdt imidlertid stillingen som førstesekretær i centralkomiteen.

Khrustsjovs tilnærmelsesforsøg overfor Jugoslavien i 1955 indebar stor fare for Hoxha personligt. Især fordi Khrustsjov pressede på for at få Xoxe rehabiliteret og fordi Hoxhas stærke stilling i APA var et resultat af bruddet med Jugoslavien. Denne nye linie fra Sovjet - som Albanien var nært forbundet med og som det havde modtaget omfattende hjælp fra siden 1948 - styrkede oppositionen i APA mod Hoxha. Men Hoxha var ikke villig til og kunne heller ikke forandre sin politiske linie uden at sætte sin stilling på spil. De politiske modsætninger i partiet blev løst gennem udrensninger i 1955 og 1956 og med henrettelsen af Hoxhas politiske modstandere.

Mod slutningen af 50'erne aftog den sovjetiske bistand, og Albanien begyndte at modtage økonomisk bistand fra Kina. I 1960 støttede albanerne åbent kineserne på det rumænske kommunistpartis kongres i Bukarest, og forholdet mellem Sovjet og Albanien forværredes fortløbende. Sovjetunionen prøvede i denne periode at støtte en pro-sovjetisk fraktion i APA, og var indblandet i forberedelser til et væbnet kup mod Hoxha. Dette blev imidlertid afværget, og i maj 1961 fandt der en offentlig proces sted i Tirana, hvor en række fremtrædende politikere og officerer var anklaget for at have taget del i en sammensværgelse mod ledelsen i APA. Alle tilstod og blev fundet skyldige. Fem blev henrettet. På kommunistmødet i Moskva i november 1960 tog Hoxha åbent afstand fra Sovjet. Efter den tid var Hoxhas position i Albanien ikke længere truet, og han tog klart stilling til fordel for Kina i striden med Sovjet.

Mens kulturrevolutionen var i gang i Kina, igangsatte Hoxha revolutionskampagner i Albanien - omend af langt mindre omfang end i Kina og uden at partiet mistede kontrollen over udviklingen. Hoxha blev også genstand for en betydelig persondyrkelse, selv om den aldrig antog de dimensioner som dyrkelsen af Mao i Kina. I forbindelse med en kampagne for ateismen på denne tid udtalte Hoxha, at den eneste tro for en albaner var «Albanismen». En udtalelse der også var egnet til at karakterisere den politik Hoxha i over 45 år førte som leder for landets eneste politiske parti. Hoxha fulgte en ekstrem nationalistisk linie, som især gav sig udslag i forholdet til Jugoslavien, og det var forholdet til Jugoslavien der var bestemmende for de økonomiske og politiske forbindelser, som Hoxha indgik med andre stater.

Hoxha døde i 1985 og blev erstattet på posten som statschef af Ramiz Alia.

J.I.B.