Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

EZLN (Ejército Zapatista de Liberación Nacional)

Den nationale zapatistiske Befrielseshær (1983-), også kaldet zapatisterne, indiansk oprørshær og -bevægelse i Mexicos sydligste delstat Chiapas.

Zapatisterne har taget deres navn fra revolutionshelten Emiliano Zapata, som var en af lederne i den mexicanske revolution fra 1910. Zapata kæmpede for de fattige bønders rettigheder og en mere retfærdig jordfordeling.

Mødet i Aguas Calientes i Chiapas i juli 1996, arrangeret af EZLN, skulle være første skridt på vej mod organiseringen af et verdensomspændende modstandsneværk vendt mod neoliberalismen. IF's fotoarkiv

Chiapas

Chiapas er den sydligste delstat i Mexico der med grænser op til Guatemala og Belize dækker et areal på omtrent 75.600 km², hvilket svarer til 3,7% af Mexicos samlede areal. Det skønnes, at der i Chiapas lever 3,5 millioner mennesker, hvoraf 35% er indianere fordelt på forskellige etniske grupper, der alle definerer sig som de legitime efterkommere af Maya-indianerne: Tzotzil, tzeltal, chool, tojolabal, zoque, mam, etc. Omtrent 68% af befolkningen er katolikker mens 17% er evangelister. Chiapas er rig på ressourcer og betegnes ofte som det øvrige Mexico’s køleskab. Udover forekomster af olie og uran produceres kaffe, majs, bananer, tobak, kakao, mahogni, kvæg og vandkraft/elektricitet. Samtidig med at Chiapas ressourcemæssigt er en af de rigeste regioner i Mexico, lever langt over halvdelen af befolkningen under FN’s fattigdomsgrænse - 67% af befolkningen regnes for underernærede. Mere end halvanden million er uden reelle muligheder for sundheds- og lægehjælp. Tre-fjerdedele af børnene når aldrig videre end 1. klasse, og over halvdelen af alle skoler (og de er meget få og meget dårlige i de indianske landsbyer) tilbyder ikke undervisning til mere end 3. klasse, hvilket betyder at 60% af børnene i den skoledygtige alder er uden undervisning.

Samtidig med at den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA trådte i kraft den 1. januar 1994 og Mexico dermed officielt trådte ind i den såkaldte 1. Verden, oplevede landet samme nytårsmorgen et velorganiseret væbnet oprør med indtagelse af en række vigtige byer i delstaten Chiapas, heriblandt las Margaritas, Altamirano, Ocosingo og San Cristóbal de las Casas.

Kampen for frihed, retfærdighed og demokrati

Med råbet YA BASTA (NU ER DET NOK) og basale krav om jord, tag over hovedet, mad på bordet, sundhed og medicin, skoler og uddannelse, lykkedes det fattige indianske bønder at få sat Chiapas på verdenskortet og alverdens avisforsider, og zapatisternes komunikéer dybt inde fra Lacandona-junglen kunne nu læses verden over via internettet:

«Vores mål er ikke at tage magten, heller ikke at indtage poster i en eller anden regering, eller at omdanne os til et politisk parti. Og vi har ikke rejst os for at blive spist af med hverken almisser eller kreditter. Vi ønsker ikke kontrollen over det mexikanske territorium og vi ønsker heller ikke at separere os fra Mexico. Vi spekulerer ikke i ødelæggelse og vi forsøger ikke at vinde tid. Vores primære krav er anerkendelsen af de oprindelige folk samt demokrati, frihed og retfærdighed»,

lyder det i nytårskommunikéet.

Dialog og fredsaftaler

Kampene varer i tolv dage, hvorefter regeringen erklærer våbenhvile og villighed til at indgå fredsforhandlinger. Forhandlingerne løber fra 21. februar til 2. marts med den ansete befrielsesteolog og biskop i San Cristobal, Samuel Ruiz som mægler, men de landsbyer, der udgør zapatisternes base afslår regeringens forhandlingsudspil. Den 8. februar 1995 udsteder regeringen arrestordrer på zapatisternes talsmand, Subcomandante Marcos og en klapjagt på zapatisternes ledende kommandanter indledes, samtidig med en stor militær offensiv i de civile landsbyer i de områder der kontrolleres af EZLN. Massive demonstrationer i Mexico og internationalt pres tvinger dog i april parterne tilbage til forhandlingsbordet og Den Nationale Dialog om en Retfærdig og Værdig Fred med deltagelse af hundredevis af rådgivere og inviterede fra hele Mexico indledes. De første delaftaler i denne Dialog om de Oprindelige Folks Rettigheder og Kultur - de såkaldte San Andrés-aftaler mellem EZLN og regeringen - blev underskrevet den 16. februar 1996. Biskop Samuel Ruiz har udmærket sig som mægler i konflikten gennem sit lederskab af den nationale mæglingskommission CONAI (Comisón Nacional de Intermediación). I dialogen deltog desuden freds- og forsoningskommissionen COCOPA (Comisión de Concordio y Pacificación) bestående af lovgivere fra de fire største partier i kongressen hvis primære formål var at bistå og støtte parterne under forhandlingerne frem mod opnåelse af en aftale og dens efterfølgende implementering i lovgivningen. Dialogen har dog siden september 1996 været indstillet, da det blev klart for zapatisterne at regeringen ikke ønskede at opfylde aftalerne, der bl.a. ville indebære en ændring af grundloven. Lovgiverne i COCOPA udarbejdede i december i forsøget på at løse konflikten et forfatningsændringsforslag, der skulle kunne imødegås af begge sider, hvilket EZLN da også indvilligede i, selv om det på en række områder betød en svækkelse i forhold til de oprindelige aftaler. Regeringen afslog imidlertid pure og udarbejdede et modforslag, der reelt var en underminering af San Andrés-aftalerne. Siden har dialogen været endelig brudt sammen og næste runde i forhandlingerne om Retfærdighed og Demokrati har lange udsigter.

EZLN forhandlede i 1995 med den mexikanske regering i byen San Andrés i Chiapas. Militæret holdt byen i et jerngreb. Foto: Kenneth Haar, IF's fotoarkiv

EZLN har på sin side benyttet dialogen til på nationalt plan at få inddraget og samlet de mange oppositionelle kræfter i diskussionen af landets problemer og i opstillingen af krav om anerkendelse af de oprindelige folk og deres rettigheder, fordeling af jorden og reel demokratisering. Regeringen har på sin side blot trukket tiden ud under forhandlingerne og benyttet lejligheden til en gennemgribende militarisening af Chiapas og en intensivering af den lavintensive krigsførelse mod de civile indianske landsbyer.

Med oprøret er det lykkedes at få skabt en anden dagsorden i Mexico. Zapatisternes kamp har åbnet et politisk rum og rystet étpartistyret i landet, hvor det regerende institutionelle revolutionsparti PRI (Partido Revolucionario Institucional) ellers gennem massiv undertrykkelse, korruption og valgfusk har haft monopol på magten siden 1929 (det dengang Nationale Revolutionsparti PNR) og således er det længst siddende regeringsparti i verden.

Zapatisterne - en ny tids revolutionære

Oprøret kom i en tid hvor de traditionelle guerillabevægelser i Mellemamerika ellers var i gang med at nedlægge våbnene og søge indflydelse ad parlamentarismens veje. Men zapatisterne kan heller ikke betegnes som nogen traditionel guerilla. De adskiller sig på en lang række centrale punkter fra de «gamle» marxist-leninistiske guerillaer. EZLN kæmper for at forandre verden, men ikke for at tage magten i landet, og de anser sig ikke som nogen revolutions avantgarde, der skal lede masserne på rette vej. EZLN har gjort op med en stor del af den marxist-leninistiske diskurs og strategi og har rejst flere spørgsmål end de giver svar på. «Zapatismen» er ikke bare EZLN - den er også det civile samfunds deltagelse i forskellige modstandsformer, politiske fora og opbygningen af alternativer. Zapatisterne ønsker at udvikle politikken sammen med de udstødte og undertrykte ved hen ad vejen at lytte og tale sammen. Vejen bort fra den traditionelle marxisme begyndte tidligt i bevægelsens historie. Gennem overføringen og integreringen af den marxist-leninistiske universitetskultur og de ideer - som kernen af initiativtagerne til EZLN havde med sig dengang de drog ud i Lacandona-junglen i 1983 - til den indianske kultur og virkelighed skete der en reel transformation. De virkelige skabere og teoretikere af zapatismen er således ikke den håndfuld mestizer, der forlod alt for i al hemmelighed at opbygge en traditionel mellemamerikansk guerilla, men de indianske folk som de kom i kontakt med og som i dag efter den langsomme opbygning af EZLN udgør ikke blot rygraden i bevægelsen men udgør selve bevægelsen. Disse folk skabte en ny måde at se verden på - en ny måde at lave politik på. At den zapatistiske bevægelse er så åben og udefineret er ikke et udtryk for mangel på analyse eller strategi. Det er en klar pointe i hele den zapatistiske ideologi, og afspejler hvordan bevægelsen er i konstant forandring. Zapatisternes kamp er et opgør med firkantede definitioner, det er en kamp mod alle former for undertrykkelse og for en «verden med plads til mange verdener».

EZLN udgør ikke nogen reel militær trussel overfor Mexicos føderale hær, og deres styrke ligger ikke i de sparsomme våben, macheter, hakker og gevær-attrapper af træ, som de da heller ikke har haft i brug siden oprørets første dage i 1994. Zapatisternes styrke ligger i organiseringen af de indianske landsbyer og de spørgsmål, de gennem behændig planlægning og stædig kamp er lykkedes dem at få rejst og sat til debat - ikke kun i Mexico men i hele verden. En kamp for at få inddraget det civile samfund i kampen for grundlæggende forandringer. Det er lykkedes dem at bryde tavsheden og løgnen, og ikke mindst den militære mur omkring landsbyerne i Chiapas og deres råb har vundet gehør og givet genlyd verden over.

«Velkommen til oprørsområdet EZLN». Folk ankommer til Aguas Calientes i 1996 IF's fotoarkiv

Kernen og den langsomme opbygning af den zapatistiske bevægelse

Selvom zapatisterne syntes at være dukket op ud af intet, var deres fremkomst et resultat af over 20 års indiansk organisering i området, og for selve oprørsbevægelsen EZLN lå der over ti års forberedelser bag det oprør, der så at sige tog det officielle Mexico på sengen.

Dannelsen af EZLN betegnes af mange som genfødslen af guerillaen de Nationale Befrielsesstyrker, FLN (Fuerzas de Liberación Nacional), som opstod i slutningen af tresserne i Monterrey, Nuevo León i det nordlige Mexico. Guerillaen bestod hovedsageligt af universitetsstuderende og -lærere fra middelklassen. I 1974 blev flere af bevægelsens vigtigste celler nedkæmpet i Monterrey, Mexico By samt den ledende kerne, der havde etableret sig på fincaen «el Diamante» i Chiapas. Dannelsen af den zapatistiske oprørshær omkring 10 år senere kan ses som en genopliven af FLN, idet militante medlemmer - fra hvad der var tilbage af FLN efter 1974 - gik sammen med andre kræfter for at til sidst at udgøre det, der senere udviklede sig til det EZLN, vi kender i dag.

I 1983 bestod organiseringen af tre mestizer (blandingen mellem indianere og spaniere) og tre indianere. De sidstnævnte overbeviste de andre om, at Lacandona-junglen ville være det ideelle sted at starte opbygningen af en guerillahær. Rekrutteringen foregik ekstremt langsomt, og kontakten til de lukkede indianske samfund var ikke nem at etablere. Første skridt var at opnå forbindelse til de stærkt politiserede dele af den indianske bevægelse, som havde lange traditioner for modstand bag sig. I takt med at de socio-økonomiske forhold forværredes for småbønderne i løbet af firserne, voksede EZLN imidlertid i størrelse. I begyndelsen var det en defensiv bevægelse med dannelsen af selvforsvarsgrupper som værn mod godsejernes private vagtværn og lejemordere. Bevægelsen tilpassede sig undervejs den indianske virkelighed og organisationsformer og blev udover en hær også en reel basisorganisering af landsbyerne.

I 1992 gennemførte daværende præsident Carlos Salinas en lang række privatiseringer og en forfatningsændring af grundlovens artikel 27. I loven fra 1917 - efter den mexicanske revolution - sikredes landsby- og jordfællesskaberne tilstrækkelig med jord og vandressourcer, der gennem Ejido-systemet og som statens ejendom var beskyttet mod videresalg og opkøb af storgodsejere. Salinas’ ændring af artikel 27 fjernede denne beskyttelse, hvorfor mange fattige bønder så sig nødsaget til at opgive og sælge deres jorde og således stod uden muligheder for at brødføde familien.

EZLN voksede kraftigt i løbet af halvfemserne og talte tusindvis af kvinder og mænd. Bevægelsens geografiske spredning rejste behovet for koordinering, hvorfor CCRI dannes. EZLN’s øverste civile ledelse er således i dag Den Hemmelige Revolutionære Indianske Undergrundskomité - Generalkommandoen CCRI-CG (Comité Clandestino Revolucionario Indígena - Comandancia General), som kontrollerer kampen og står for kontakten mellem selve zapatisthæren og de civile landsbyer, der udgør dens civile basis. Denne base er samtidig bestemmende for zapatisthærens linie og aktioner, idet det er de beslutninger der tages under landsbyernes fællesråd, som udgør de ordrer EZLN følger. Soldaterne i zapatisthæren lever skjult i junglen, og kan således ikke indgå i landsbyfællesskabernes daglige gøremål. Hver tredje af disse fuldtidssoldater er kvinder, mange af dem med høje militære grader. Bl.a. var det en kvindelig kommandant, der var ansvarlig for indtagelsen af Chiapas turistmæssige hovedby San Cristobal i 1994.

EZLN’s øverste militære leder er den karismatiske Subcomandante Marcos, der samtidig fungerer som organisationens officielle talsperson og som står bag bevægelsens mere poetiske kommunikéer.

En anden vigtig faktor i zapatisternes organisering er militsen (fuerzas mexicanas de milicia), der udgør zapatisternes mobiliseringsstyrke, og som er den del af befolkningen, der modtager militær træning og som kan indkorporeres i zapatisthæren om nødvendigt. Til daglig lever militsen som bønder sammen med resten af familien i deres respektive landsby- og jordfællesskaber, de såkaldte ejidos.

Kvinderne og de indianske landsbyer

En stor del af kampen foregår i de civile landsbyer, der udover at være ansvarlige for EZLN’s forsyninger, kommunikation og rekruttering, må stå for skud for de regeringstro paramilitære voldsgruppers hærgen. I forsvaret af landsbyerne mod regeringssoldaternes og de paramilitæres utallige menneskerettighedskrænkelser er det kvinderne der spiller den centrale rolle, idet det er dem, der har ansvaret for sikkerheden. Ubevæbnede eller blot med kæppe og sten danner de mur mod tungt bevæbnede soldater for at hindre deres ulovlige indtrængen i landsbyerne. I de traditionelle indianske samfund er kvinden stærkt bundet til familien og må adlyde mandens ønsker. Hun bliver gift tidligt - ofte med en partner hun ikke selv har valgt, måske allerede som 13-årig - og da er hendes opgaver allerede definerede. Hun føder typisk mellem 6 og 10 børn, som hun har ansvaret for, har ingen ret til at eje jord og er fuldstændig udelukket fra de politiske beslutninger. Udover at deltage i den væbnede kamp må de zapatistiske kvinder altså kæmpe en kamp for at frigøre sig fra de mandsdominerede værdier og traditionelle kønsroller. Gennem EZLN er det lykkedes de indianske kvinder at fremme kravet om kvinders rettigheder, hvilket bl.a. kommer til udtryk i EZLN’s Revolutionære Kvindelove fra 1993, der fastslår kvinders ret til deltagelse i de politiske fora og den revolutionære kamp.

Biskop Samuel Ruiz ankommer til EZLN's konference i Aguas Calientes i 1996 IF's fotoarkiv

Autonomi

I Lacandona-junglen, i højlandet Los Altos og i Zona Norte - den nordlige del af Chiapas - har zapatisterne dannet adskillige oprørs-kommuner, hvor egne autonome styringsformer bryder med de officielle strukturer. De autonome kommuner bygger dels på de gamle indianske styreformer med landsbyråd og vægt på de kollektive værdier, og desuden det zapatisterne kalder «at lede adlydende» (mandar obedeciendo). Autonomien er et vigtigt skridt i demokratiseringsprocesserne og hænger naturligt sammen med kravet om anerkendelse af de oprindelige folks rettigheder og kultur. Det EZLN foreslår er ikke et repræsentativt demokrati eller et partipolitisk system, men et direkte demokrati, hvor beslutningerne tages nedefra. Problemet er ikke hvem der repræsenterer en landsby eller en gruppe, men at denne repræsentant udfører det, folket ønsker. Autonomien udgør ligeledes en modstand mod og et alternativ til den økonomiske globalisering, og landsbyfællesskabet står i skarp kontrast til den neoliberale individualisering.

Øget militarisering og skjult krigsførelse

De indianske samfund i Chiapas står i dag overfor en massiv militarisering. Ud over de 70.000 regeringssoldater der er udstationeret i Chiapas, er antallet af paramilitære terrorgrupper - der støttes af politikere fra regeringspartiet, og trænes og bevæbnes af både hæren og sikkerhedspolitiet - stærkt stigende. De paramilitære grupper udgøres af indianere fra de samme områder som zapatisterne, der som brikker i PRI-politikernes spil er lovet en vej ud af fattigdommen ved at samarbejde med regeringen om bekæmpelsen af det zapatistiske oprør. De udgør rygraden i den beskidte krig i Chiapas, der sideløbende med regeringens civile kampagner - der på den ene side med løfter om udviklingsprogrammer og byggeprojekter i regeringsloyale landsbyer og på den anden side med truslen om udsigt til forfølgelse og et liv i nød og elendighed - lokker fattige bønder til at bakke op om og stemme på PRI. Som en konsekvens af militariseringen er volden i Chiapas stærkt stigende. Det hidtil værste eksempel er Acteal-massakren, hvor 45 civile indianske flygtninge blev dræbt i en lille landsbykirke af den paramilitære gruppe Mascara Roja, der i blodig voldsrus, skød flygtende børn ned bagfra og skar gravide kvinder op med macheter og kastede deres fostre op i luften som trofæer. Forgængerne for disse voldsgrupper er de såkaldte hvidgardister (guardias blancas), som har eksisteret siden 1961, da man vedtog en lov, som gav de store gods- og kvægejere ret til at bevæbne vagter for at beskytte deres jorder mod jordløse bønders besættelser. Dagens paramilitære grupper er en del af statsapparatet, og de paramilitære grupper - hvoraf de mest berygtede er Paz y Justicia, MIRA, Los Chinculines og Mascara Roja - opererer stort set under straffrihed og deres voldelige gerninger, nedtones fra officiel hold og karakteriseres som resultatet af familiestridigheder, religiøse uenigheder eller hændelige ulykker

Zapatistene inspirerer til øget opposition både på nationalt og internationalt plan

Zapatisterne forsøger gennem forskellige initiativer at samle et organiseret udtryk for den voksende opposition, som man har kunnet se ved den stigende tilslutning til venstre-centrum oppositionspartiet PRD (Partido de la Revolución Democrática) og den udbredte opbakning til zapatisthæren fra forskellige sektorer i det mexicanske samfund. Inden valget i 1994 tog EZLN således initiativ til Det Nationale Demokratiske Konvent (Convención National Democrática, CND), der midt i den ufremkommelige Lacandona-jungle samlede over 6.000 repræsentanter fra et bredt spektrum af den mexicanske opposition kun to uger før valget. I foråret 1995 brød CND sammen på grund af indre modsætninger mellem de mere radikale og sekteriske dels af den mexicanske venstrefløj og de mere moderate fra PRD. I august 1995 gennemførte EZLN en høring blandt den mexicanske befolkning på baggrund af CND’s sammenbrud. Over en million mennesker besvarede høringen, der blandt bl.a. indeholdt spørgsmålet om, hvorvidt EZLN skulle danne sin egen politiske organisation og tage initiativ til en bredere sammenslutning. Zapatisterne forsøgte sig med begge dele. De opfordrede til dannelsen af en National Befrielsesbevægelse (Movimiento para la Liberación National, MLN). Men dette initiativ blev overtaget eller kuppet af de samme kræfter fra den yderste venstrefløj, der var med til at splitte CND - heriblandt Folkefronten Francisco Villa. Under et møde i Acapulco i Guerrero danner de Den Brede Front til Opbygning af den Nationale Befrielsesbevægelse, FAC-MLN, der samler en række folkelige organisationer og aktivister fra den oppositionelle fagbevægelse.

To år efter oprørets start udsendte EZLN i januar 1996 på baggrund af den nationale hørings resultat Den Fjerde Deklaration fra Lacandona-junglen med opfordring til dannelsen af en civil zapatistisk front FZLN (Frente Zapatista de Liberación Nacional). Et langt forberedelsesarbejde indledtes med opbygningen af lokale komitéer frem til Frontens formelle stiftelse i september 1997. 1.111 zapatister marcherede til Mexico By for at markere begivenheden, hvor FZLN stiftes af 2500 delegerede fra 31 af Mexicos 32 delstater.

Udover dannelsen af de to fronter, opstår der andre initiativer og bevægelser i perioden, til dels inspireret af zapatisternes oprør og den politiske udvikling, der sætter stadigt større spørgsmålstegn ved landets styre. Her er den fremvoksende opposition indenfor fagbevægelsen stærkt iøjnefaldende. Den 1. maj 1996 vælger den regeringskontrollerede fagbevægelse CTM af frygt for oppositionen ikke at indkalde til den ellers traditionelle hyldest-march til regeringen i Mexico By. En koordinering af forskellige fagforeninger indkalder til gengæld til en demonstration mod regeringens politik. En million arbejdere går på gaden på denne opfordring. Dermed er PRI’s monopol på den faglige organisering brudt.

Oprettelsen af den Nationale Indianske Kongres (Congreso National Indígena, CNI), der på landsplan forsøger at samle de over 70 forskellige indianske folkegruppers krav om anerkendelse er ligeledes et resultat af zapatisternes initiativer.

I sidste halvdel af 1996 dukker der flere nye bevæbnede grupper op forskellige steder i Mexico. Den nok eneste reelt organiserede af disse er Folkets Revolutionære Hær, EPR (Ejército Popular Revolucionario), der første gang kom til syne den 28. juni 1996 på årsdagen for massakren på bønder i Aguas Blancas. EPR opererer først og fremmest i delstaterne Oaxaca og Guerrero, er i det store hele politisk på linie med FAC-MLN og bygger på et traditionelt marxist-leninistisk grundlag med de samme politiske strømninger som i f.eks. MPI (Movimiento Popular Independiente), der bl.a. er stærkt repræsenteret blandt arbejderne i «Ruta 100» - buschaufførerne i Mexico By - og PROCUP (Partido Revolucionario Obrereo Clandestino - Union del Pueblo), som en gang har påstået at være EZLN’s politiske avantgarde, hvilket dog er blevet afkræftet af Subcomandante Marcos, der overhovedet ikke anerkender PROCUP’s ideologi og praksis. EPR har på den ene side søgt en vis tilnærmelse til EZLN, man har på den anden side samtidig også forsøgt at mobilisere i zapatisternes områder. Begge dele har zapatisterne dog på det kraftigste har frabedt sig. Dertil er de politiske ideologier og praksis for forskellige.

I juli 1998 opfordrede EZLN med den Femte Deklaration på ny civilsamfundet til at involvere sig yderligere i kampen og inviterede brede dele af oppositionskræfterne til et forberedende møde i San Cristobal, der skulle planlægge en ny høring i Mexico. 5.000 zapatister drog ud fra junglen og ned fra bjergene og rejste rundt i de mexicanske kommuner for at mobilisere til deltagelse i høringen, der afholdtes den 21. marts 1999 og som lagde det ud til det mexicanske civilsamfund at bakke op om kravet om regeringens opfyldelse af San Andrés-aftalerne. Omkring tre millioner mennesker svarede positivt på høringen og op mod 60.000 mexicanere i udlandet - heraf de fleste «illegale» indvandrere i USA - var enige heri. Men svaret fra myndighedernes side på zapatisternes initiativer har blot været øget repression og fornyede angreb på de autonome kommuner. Med udsigt til præsidentvalg i år 2000 og efter sympatimøder og zapatistaktioner strejkede universitetsstuderende og de progressive dele af lærernes fagforeninger samt elektricitetsarbejdere i kamp mod nedskæringer og privatiseringer, har den militært overlegne føderale hær siden august 1999 belejret 30 zapatistiske landsbyer. Hvorvidt den civile modstand i Mexico - og internationalt - kan nå at vokse sig så stærk, at den kan forhindre en militær offensiv og nedslagtning af den indianske befolkning i Chiapas, kan kun tiden vise. Zapatisternes fortsatte kamp og overlevelse bliver et kapløb med tiden...

Zapatisterne ser ikke undertrykkelsen af den indianske befolkning i Chiapas som et udelukkende regionalt eller nationalt anliggende, men som led i den internationale økonomiske verdensorden, der med ønsket om udnyttelse af de naturressourcer (bl.a. olie- og uranforekomster, vandkraft samt produktion af kaffe, majs og kvæg) som Chiapas er så rig på, og med krav om markedskræfternes frie spil søger at nedbryde ethvert fællesskab og reducere menneskerne til isolerede individer, der konkurrer mod hinanden. Zapatisternes modstand mod den neoliberale politik og kampen for frihed - ikke frihandel - ses således også som et internationalt ansvar. Som led i opbygningen af nye modstandsformer overfor den verdensomspændende neoliberale politik inviterede EZLN folk fra klodens fem kontinenter til det første «Interkontinentale Møde mod Neoliberalismen for en mere Menneskelig verden». Over 4.000 mennesker fra fagforeninger, solidaritetsorganisationer, feministiske grupper, økologiske produktionskollektiver, menneskerettighedscentre, venstrefløjspartier, bondeorganisationer, etc. mødtes således i juli 1996 i zapatisternes fem politisk og kulturelt vigtige modstandscentre midt i junglen og bjergene - det såkaldte Aguascalientes - som et første skridt i opbygningen af et globalt modstandsnetværk. Netværket har siden zapatisterne tog initiativ hertil fået eget liv, og den andet Interkontinentale møde afholdtes i juli/august 1997 i Europa på den iberiske halvø. Netværket skal ses som en koordinering og sammenkædning af forskellige kampe, ikke en styring eller en ny internationale. Der er ingen ledelse eller noget fælles parti-politisk manifest. Netværket er et forsøg på at udvikle og praktisere nye måder at organisere sig på og med inddragelse af marginaliserede grupper at nedbryde de eksisterende magtrelationer mellem mennesker.

Ma.S.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 61.675