Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Danske Bank A/S

Danske Bank (1871-), dansk finansiel koncern og kriminel organisation. Danmarks uden sammenligning største finanskapitalistiske agent og bank for den danske stat. Ud over selve banken indgår Realkredit Danmark, Danica Pension, Nordania Leasing og Home i koncernen. De formidler henholdsvis realkreditlån, livsforsikring, pension leasingprodukter og ejendomsformidling.

Den Danske Landmandsbank, Hypothek- & Vexelbank i Kjøbenhavn vlev stiftet i 1871 af vekselerer Gottlieb Hartvig Abrahamson Gedalia. Gedalia gik selv personligt konkurs i 1875 pga. spekulative investeringer, men banken fortsatte. Den første direktør (1871-1910) var Isak Glückstadt, der samtidig var medstifter af Østasiatisk Kompagni (ØK). Banken havde dermed fra starten gode forbindelser til de største danske virksomheder. Ved Glückstadts død i 1910 var banken Nordens største, og posten som direktør blev overtaget af hans søn Emil. Den nye direktør søgte at øge bankens magt gennem opkøb af mindre provinsbanker og sparekasser og gennem omfattende aktiespekulation. Banken var dog i vid udstrækning et københavnerfænomen. I 1910 havde den 18 filialer: 10 i København og 8 i resten af landet. I 1920 var antallet af filialer i provinsen vokset til 20.

Bude bærer sække af penge fra Nationalbanken til Landmandsbanken efter krakket i september 1922. Banken skulle holdes i live.

1914-22 Bedrageri og krak

Emil Glückstadt havde under 1. Verdenskrig i hemmelighed - men med bestyrelsens vidende - brugt bankens midler til aktiespekulation. Krigen gav kapitalen kronede dage og aktiekurserne i bl.a. ØK fordobledes år for år. Men efter krigsafslutningen skulle regningerne betales, og en lavkonjunktur satte ind. I 1922 gik banken derfor konkurs. Allerede på det tidspunkt spillede den imidlertid en dominerende rolle, så den danske stat lod overføre millioner af kroner til banken for at holde den i live. Et mønster der fortsat er gældende.

Efter krakket blev der nedsat en statslig undersøgelseskommission, der skulle undersøge omstændighederne. Kommissionen fik dog en kort levetid. Da det i løbet af få måneder viste sig, at kongehuset og ØK's direktør H.N. Andersen var implicerede i de kriminelle aktiviteter, blev kommissionen i al hast nedlagt, og der blev indgået en aftale mellem de højtstående kriminelle og staten om at gøre Glückstadt til syndebuk.

I 1923 indledtes straffesag mod bankens direktører og bestyrelse. Emil Glückstadt og direktør i Nordisk Kabel & Trådfabrikker, H.P. Prior blev idømt fængsel for bedrageri og 10 andre - bl.a. en admiral og en tidligere konservativ statsminister - fik høje bøder. I forhold til komplottets omfang gik de mest fremtrædende kriminelle fri, og de der blev udset til syndebukke fik blot mindre straffe. Provinsaviserne (der ikke var under konservativ kontrol) og Socialdemokratiet rasede over den manglende undersøgelse af kriminaliteten i samfundets top, og Stauning erklærede, at der var tale om «kapitalismens ynkelige fallit». Han argumenterede samtidig for omdannelsen af Landmandsbanken til en statslig bank og for en langt strengere kontrol med finanskapitalen. Da Stauning få år senere overtog posten som statsminister var nationaliseringen af finanskpitalen dog glemt.

1928 A.P. Møller træder ind

De følgende år var fortsat turbulente for banken, og staten måtte flere gange skyde penge i den for at hindre nye sammenbrud. I 1928 var banken i realiteten på statslige hænder pga. de statslige indskud. Men det betød ikke, at banken blev en statsbank. Tvært imod. Staten udpegede i stedet skibsredder A.P. Møller til formand for bestyrelsen, og det indledte et symbiotisk forhold mellem landets største virksomhed og banken. De følgende årtier opkøbte A.P. Møller bankens aktier, når staten ønskede at sælge sine andele, og fik samtidig sat en foreløbig stopper for spekulationsvirksomheden. Møller fortsatte som bestyrelsesformand frem til 1952.

I efterkrigstiden begyndte banken atter at ekspandere. I 1958 havde den filialer i 53 provinsbyer samt 58 filialer i København.

I 1976 igangsatte den en international ekspansion. Den skiftede navn til Den Danske Bank for at understrege sin oprindelse og hegemoni og oprettede filialer i Luxembourg (1976), New York (1982), London (1983) og Hamburg (1984).

I 1990 gennemførtes den hidtil største bankfusion, da Danske Bank opkøbte Handelsbanken og Provinsbanken. Baggrunden var en længerevarende bankkrise, der satte bankernes profitter under pres. Ny bestyrelsesformand blev den administrerende direktør for de Forenede Bryggerier, Poul Svanholm. Fra nu af gik det stærkt. Deregulering af finanskapitalen gjorde det muligt for banken at gå ind på områder, der ikke tidligere havde været tilgængelige pga. lovgivning. I 1995 købte den Danica Pension. I 1997-98 købte den børsmæglervirksomheder i Norge, Sverige og Finland samt banker i de to førstnævnte lande. I 2000 opkøbte Danske Bank Realkredit Danmark og ejendomsmæglerkæden Home for 27 mia. kr. Begge fortsatte som selvstændige brands, men som en del af koncernen. Med Realkredit Danmark fulgte også BG Bank, der i 2007 blev fusioneret helt ind i Danske Bank.

2007 Finanskrise

Opkøbene fortsætter i 00'erne. I 2004 bliver Northern Bank i Nordirland og National Irish Bank i Irland købt for 10,4 mia. kr. I 2005 køber banken ejendomsmæglerkæder i Norge og Sverige. Banken er gennem ejendomsmæglerkæder og Realkredit Danmark tæt forbundet til ejendomsmarkedet, der i disse år er præget af høj vækst og endnu højere spekulation. I 2006 køber banken den finske Sampo Bank for 30,1 mia. kr.

A.P. Møller havde gennem 1990'erne øget sin ejerandel i banken. Omfanget havde indtil da været en hemmelighed, men lå i 1990 omkring 10%. I december 2004 ejede Møllers Almenfonden 20,1% af aktierne i Danske Bank. Det fik stor økonomisk betydning. Pr. 1. januar 2005 blev Danske Bank optaget som associeret virksomhed i A.P.Møller-Mærsk koncernen. Det indebar, at Danske Banks resultatopgørelse indgik i Mærsks årsregnskaber og at Danske Banks overskud blev skattefrit. I juni 2006 ejede Mærsk koncernen i alt 22,27% af Danske Banks aktier.

00'erne var præget af global høj økonomisk vækst, der overvejende baserede sig på ejendomsspekulation. Boblen sprang i oktober 2008, da Lehman Brothers krakkede i USA og var tæt på at trække hele den nordamerikanske finanskapital med i faldet. Den blev kun reddet gennem indskud på flere hundrede milliarder US$ fra forbundsregeringens side. Lige så galt gik det i Danmark, hvor bankerne havde lyttet til statsminister Anders Fogh Rasmussen, der havde lovet evigt kapitalistisk solskin og en afskaffelse af begrebet økonomisk krise. Næsten alle danske banker havde været involveret i ejendomsspekulation ved at give lån til tvivlsomme projekter. En række banker krakkede nu med Roskilde Bank og Amager Bank som de største. Danske Bank måtte i disse år afskrive omkring 100 mia. kr på spekulation, og kunne være gået konkurs, hvis det ikke var fordi staten som i 1922 atter greb ind. Den kunne ikke tillade, at finanssektoren brød sammen. Bankpakke I og II blev vedtaget af alle folketingets partier med undtagelses af SF og Enhedslisten. Der var tale om flere hundrede mia. kr der blev foræret til bankerne uden nogen form for kontrol. Erhvervsminister Lene Espersen modsatte sig med næb og kløer enhver form for kontrol med gaveregnen. «Vi er jo ikke Nordkorea», erklærede den talende kavallergang. Hendes konservative parti var i forvejen tæt knyttet til Danske Bank og dets kriminelle aktiviteter.

2007-18 Banken hvidvasker 1500 mia. kr fra kriminelle aktiviteter

Med bankens køb af den finske Sampo Bank i 2007 fulgte en lille filial i Estland. Allerede samme år henvendte de russiske myndigheder sig til både Danske Bank og den danske Finansinspektion med oplysninger om, at den estiske filial var indblandet i hvidvask af penge fra russiske kriminelle. Både Finansinspektionen og Danske Bank valgte at ignorere de russiske advarsler, der blev opfattet som russisk modvilje mod Estland. Over de følgende 10 år hentede banken milliardoverskud på at deltage i hvidvasken af penge fra kriminelle aktiviteter i Rusland, Azerbadjan og andre lande i den tidligere Østblok, der i 1990'erne var blevet omdannet til Wild-west kapitalistiske stater. Filialen havde ved overtagelsen i 2007 2.500 udenlandske «klienter». Dette tal voksede i de følgende år til 10.000. De følgende år væltede milliarderne gennem den lille filial, og en procentdel af hvidvasken nåede efterfølgende koncernens regnskaber som overskud. Sidstnævnte forhold gjorde, at banken ikke var særlig interesseret i at lukke ned for den givtige virksomhed. Kort før jul 2013 og i starten af 2014 sendte den tidligere afdelingschef i banken, Howard Wilkinson en omfattende dokumentation af de kriminelle aktiviteter til bankens direktion. Oplysningerne udløste panik i topledelsen og et ønske om at få standset hvidvaskningen, men dette blev i sidste ende stoppet af den administrerende direktør Thomas Borgen, der ikke ønskede den profitable kriminelle virksomhed i Estland stoppet. Syv år efter advarslerne fra Rusland om kriminelle aktiviteter lå dokumentationen nu langt om længe på bordet. Ikke pga. bankens egne udredninger, men pga. whistlebloweren Wilkinson. Men aktiviteterne blev ikke stoppet. De fortsatte uforandret.

Der kom til at gå endnu halvandet år inden der blev ryddet delvist op i Estland. Oplysningerne om kriminelle aktiviteter havde da ramt de danske medier, men der var fortsat koncensus i samfundets top om at lægge låg på ulovlighederne. Frem for at afsløre den enorme kriminelle aktivitet blev den i Børsen omtalt som «sjusk i Estland». Der var ikke tale om sjusk, men om målrettet kriminalitet med dansk og estisk deltagelse. I 2016 erklærede den danske erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), at nu «måtte mobningen af bankerne stoppe», med henvisning til beskyldningerne mod Danske Bank for hvidvask. Da alle digerne omkring Danske Banks kriminelle aktiviteter brast i 2018, skyndte Brian Mikkelsen sig videre til en direktørstilling i Dansk Erhverv.

I 2017 blev det afsløret, at de kriminelle aktiviteter ikke var indstillet. Azerbadjan anvendte den estiske filial til bestikkelse af bl.a. højreorienterede europæiske politikere. Denne del af skandalen blev ikke opdaget i Estland eller Danmark, men i Italien hvor en bankansat slog alarm over mystiske pengeoverførsler til en fremtrædende borgerlig politiker. Skandalen understregede, at i Danske Bank var det business as usual. Der skulle fortsat tjenes penge på kriminelle transaktioner. Banken var ikke interesseret i at stoppe den lukrative aktivitet og slet ikke i at undersøge hvor stort omfanget havde været siden 2007. Også det danske Finanstilsyn sad på hænderne. I september 2016 udnævnte erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) Henrik Ramlau-Hansen til bestyrelsesformand for Finanstilsynet. 5 måneder tidligere var Hansen gået af som økonomidirektør i Danske Bank og bar sin del af ansvaret for de foregående års kriminalitet i Estland.

De nye oplysninger om økonomisk kriminalitet tvang Danske Bank til at igangsætte en «tilbundsgående» undersøgelse. For undersøgelsen skulle bankens eget advokatselskab Bruun & Hjejle stå. De danske myndigheder glimrede fortsat ved deres fravær. Det var den kriminelle, der skulle undersøge sig selv. Alligevel var opmærksomheden og presset fra omverdenen - altså verden udenfor Danmark - tilstrækkeligt stort til, at undersøgelsen gik langt. I september 2018 blev resultaterne fremlagt. Banken havde da siden 2007 ladet 1500 mia. kr gå igennem kriminelle konti i Estland. Skandalen eksploderede over verdens avisforsider. Men den betød ikke, at hverken den administrerende direktør Thomas Borgen eller bestyrelsesformand Ole Andersen blev fjernet. Bruun & Hjejles «undersøgelse» frikendte direktion og bestyrelse for juridisk ansvar. Godt nok meddelte banken, at Borgen ville gå af, men han ville fortsætte på posten, til der var fundet en ny direktør.

Som i 1922 skulle der udpeges nogle enkeltpersoner som syndebukke, og i oktober indkaldte A.P. Møller derfor til en ekstraordinær generalforsamling i banken, der besluttede at fyre bestyrelsesformanden og den administrerende direktør med øjeblikkelig virkning.

«Det er en dybt beklagelig sag, og der skal ikke herske tvivl om, at A.P. Møller Holding, ligesom Danske Bank synes, at enhver form for hvidvask er helt uacceptabelt. Danske Banks processer har tydeligvis ikke været gode nok, og håndteringen af sagen har også været mangelfuld. Det er Danske Bank de første til at erkende, og har taget ved lære af», udtalte Robert M. Uggla, administrerende direktør i A.P. Møller Holding. Og fortsatte: «Vi tager Danske Banks rapport til efterretning, herunder de anbefalede tiltag. Det vigtigste er nu at sikre, at dette ikke kan ske igen og få genoprettet tilliden til banken. Vi respekterer Thomas Borgens beslutning om at trække sig og vil gerne takke ham for 5 år som CEO for Danske Bank, hvor han har etableret Danske Bank som en ledende bank i Norden inden for kundetilfredshed, digital udvikling og profitabilitet. Nu er det tid til at kigge frem, lære af sagen, og udpege en ny CEO, hvis vigtigste opgave bliver at genopbygge tilliden til banken»

Amputeringen af Danske Banks topledelse svækker banken overfor omverdenen. Indtil da har den danske Finansinspektion, bagmandspolitiet og staten været i lommen på banken, der havde formået at afværge enhver indgriben. Det samme gjaldt den estiske Finansinspektion, der i mange år var blevet moppet af den danske Finansinspektion og af Danske Bank. Den gik ikke længere. I december 2018 anholdt de estiske myndigheder 10 tidligere ansatte i Danske Bank filialen, og i februar 2019 meddelte den estiske Finansinspektion, at banken skulle lukke alle sine forretninger ned i Estland indenfor 8 måneder, og indenfor 20 dage fremlægge en plan for, hvordan dette skulle ske. Samtidig lovede inspektionen, at der ville falde dagbøder på 100.000€ hvis fristerne ikke blev overholdt. I september blev direktøren for den estiske filial i årene 2007-15, Aivar Rehe fundet død i sin have. Rehe var ikke blandt de arresterede i december 2018, men havde tidligere ved flere lejligheder erklæret, at han aldrig var stødt på nogen uregelmæssigheder omkring milliarderne, der strømmede gennem banken.

Med 12 års forsinkelse gik bagmandspolitiet i marts 2019 i aktion og arresterede 9 personer med tilknytning til Danske Banks topledelse, deriblandt den tidligere administrerende direktør Thomas Borgen og den tidligere formand for bestyrelsen i Finanstilsynet Henrik Ramlau-Hansen. Sideløbende med den danske og estiske efterforskning igangsatte USA's justitsministerium efterforskning af kriminaliteten. Samtidig med at US$ er den valuta der globalt oftest anvendes ved kriminelle transaktioner, rummer USA's lovgivning mulighed for at efterforske sådanne sager og til at give bøder, også til udenlandske koncerner. Denne lovgivning anvendes samtidig til at svække udenlandske konkurrenter. US og britiske myndigheder har tidligere givet bøder på ialt 700 mio. US$ til Deutsche Bank for pengevask.

De øverste ansvarlige for de kriminelle aktiviteter i Danske Bank var administrerende direktør i banken Peter Straarup, der sad i direktørstolen frem til 2012, og Thomas Borgen der sad i stolen 2014-18. Dernæst bestyrelsen der kendte til aktiviteterne i Estland, men ikke greb ind. Finansinspektionen og den danske stat var i lommen på banken og greb heller ikke ind overfor aktiviteterne. Så sent som i oktober 2018 valgte staten Danske Bank til at stå for statens bankforretninger i perioden 2019-22.

Under omstilling

Bankddriften i alle banker har været under betydelig forvandling i takt med digitaliseringen af pengestrømmene. Det startede i 1980'erne med Dankort, Betalingsservice og Kontantautomater, der begyndte at flytte betalinger over på den digitale platform og reducerede behovet for bankfilialer. Denne udvikling tog yderligere fart fra slutningen af 1990'erne, hvor bankerne i stigende grad tilbød deres kunder at gennemføre bankforretninger gennem Netbanker. Denne udvikling fik et yderligere skub i 2013, da Danske Bank introducerede MobilePay, der muliggjorde betalinger via smartphone. Konsekvensen for antallet af bankfilialer var dramatisk. Alene i perioden 2001-18 faldt antallet af Danske Bank filialer fra 675 til 95. Også medarbejdersammensætningen blev ændret dramatisk. Antallet af kassemedarbejdere faldt drastisk, mens antallet af bankrådgivere steg.

Bankens indtjening var tidligere i høj grad knyttet til rentemarginalen - forskellen mellem ind- og udlånsrente. Men i takt med de faldende renter gennem 00'erne blev denne mulighed snævret ind. Indtjeningen flyttede i stedet til gebyrer på rådgivning og blot det at have konti i banken. Bankernes gebyrfest introducerede et nyt ord i det danske sprog: «gebyrgrib». Et udtryk for ofte høje gebyrer på blot at have en konto, et plastikkort eller have adgang til netbank. I 2013 erstattede Danske Bank dette udskældte system med en såkaldt «abonnementsordning», der dog grundlæggende dækker over det samme. Ændringen var en konsekvens af, at banken endnu en gang var blevet kåret til Danmarks dyreste at være kunde i. Det er banken fortsat.

Hvidvaskskandalen medførte, at titusindvis af kunder forlod banken i 2017-19, overskuddet faldt og aktiekursen faldt til under en tredjedel. Men i global sammenhæng er banken fortsat unik ved sin nationale dominans. Dens aktiver er mere end det dobbelte af det danske bruttonationalprodukt. Den burde være splittet op allerede i 1920'erne, men trods skandaler er der ikke udsigt til, at det sker foreløbigt. Den er «too big to fall» og har som institution fortsat de danske myndigheder i sine lommer. Banken er fortsat i lommen på landets største virksomhed, A.P. Møller.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 12/1 2020

Læst af: 40.303