Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Žižek, Slavoj

Slavoj Žižek

Slavoj Žižek (1949-), slovensk filosof, ansat ved instituttet for Sociologi og Filosofi på universitetet i Ljubljana.

Žižek blev født i Ljubljana, hovedstaden i Slovenien i det tidligere Jugoslavien. Hans far var økonom og ansat i Prekmurje i det østlige Slovenien. Hans mor var bogholder og ansat i en statslig virksomhed. Begge forældre var ateister. Han tilbragte en stor af sin barndom i kystbyen Portorož, hvor han stiftede bekendtskab med vestlige film og populærkultur. I teenageårene flyttede familien til Ljubljana, hvor han gik på gymnasiet.

I 1967 blev Žižek optaget på universitetet i Ljubljana, hvor han studerede sociologi og filosofi. Allerede før sin optagelse var han begyndt at læse franske strukturalister, og offentliggjorde samme år han blev optaget en oversættelse af Jacques Derrida til slovensk. En vigtig inspirationskilde på universitetet var Božidar Debenjak, der underviste i tysk idealistisk filosofi. Han bragte Frankfurterskolen til Slovenien, og hans læsning af Marx ud fra Hegels perspektiv havde indflydelse på mange slovenske filosoffer, herunder Žižek.

Žižek frekventerede intellektuelle dissidentmiljøer med bl.a. Tine Hribar og Ivo Urbančič. Han publicerede artikler i alternative slovenske magasiner som Praxis, Tribuna og Problemi. I 1971 fik han arbejde som forskningsassistent, men blev hurtigt fyret efter hans kandidatafhandling var blevet betegnet som umarxistisk. I 1981 fik han en doktorgrad fra universitetet i Ljubljana på afhandlingen Theoretical and Practical Relevance of French Structuralism.

Gennem 1980'erne oversatte og redigerede han værker af Jacques Lacan, Sigmund Freud og Louis Althusser. Han lod sig inspirere af Lacan til at fortolke Hegels og Marx' filosofi. I 1985 fik han endnu en doktorgrad. Denne gang i Filosofi i Psykoanalyse.

Det var først i slutningen af 80'erne at den slovenske offentlighed blev opmærksom på Žižek. Han skrev artikler til det alternative ungdomsmagasin Mladina, der var kritisk overfor jugoslavisk politik og især militariseringen af samfundet. Han var medlem af Sloveniens Kommunistiske Parti frem til oktober 1988, hvor han sammen med 32 andre slovenske intellektuelle meldte sig ud i protest mod JBTZ retsagen, hvor 4 intellektuelle var stillet for en militær domstol for at have røbet militære hemmeligheder. Der var tale om en politisk retsag, efter de 4 havde skrevet kritiske artikler om den jugoslaviske folkehær. De følgende 2 år var Žižek aktiv i en række bevægelser, der kæmpede for demokratisering af Slovenien. Den mest fremtræden af disse var Komiteen til forsvar for Menneskeretighederne.
Ved de første frie valg i 1990 stillede han op som det Liberale demokratiske Partis præsidentkandidat. Trods hans flirten med liberalisme er han forblevet trofast mod sine kommunistiske idealer og er forblevet stærkt kritisk overfor højrekredse som nationalister, konservative og klassisk liberale - både i Slovenien og resten af verden.

Žižek har altid været meget bramfri og provokerende i sine udtalelser, hvilket har virket som en rød klud på hans modstandere. I 2013 udtalte han, at Konferencecentret hvor de nationalistiske slovenske forfattere holdt deres kongres burde sprænges i luften. Han tilføjede derefter hurtigt: «Eftersom vi lever i tider hvor folk ikke forstår ironi, må jeg tilføje at jeg ikke mener det bogstaveligt».

I 1989 skrev han sig ind på den internationale filosofiske scene med sin første engelsksprogede bog, The Sublime Object of Ideology. Bogen afveg fra den traditionelle anvendelse af marxistisk teori til at opstille en materialistisk opfattelse af ideologi. I stedet trak han Lacans psykoanalyse og Hegels idealisme ind i sit arbejde. Gennem 90'erne blev hans arbejde i stigende grad eklektisk og politisk. Med sin kritik af kapitalisme og neoliberalisme gik han til angreb på det politiske højre, men også mange strømninger på venstrefløjen. Hans værker spænder over teoretiske polemikker, introducerende filosofiske værker og artikler om populærkultur - især film. Han har deltaget i 2 dokumentarfilmprojekter: Den perverteredes guide til Film (2006) og Den perverteredes guide til Ideologi (2012). Han er hyppig skribent i fagtidsskrifter og venstrefløjsmagasiner som Lacanian Ink og In These Times i USA, New Left Review og The London Review of Books i Storbritannien, Mladina samt dagbladene Dnevnik og Delo i Slovenien, Krytyka Polityczna i Polen, Novi Plamen i Kroatien og sidder desuden i redaktionen af det psykoanalytiske tidsskrift Problemi.

Žižek præsenterer i The Sublime Object of Ideology en kritik af Marx' ideologi begreb, hvor ideologi er udtryk for falsk bevidsthed, der hindrer mennesker i at erkende verden som den virkelig er. I tråd med Althusser argumenterer Žižek for, at ideologi er fuldstændig ubevidst og at den fungerer som en række legitimeringer og spontane socio-symbolske ritualer til støtte for virtuelle autoriteter. Det typiske vestlige subjekt er gennemsyret af ideologisk kynisme. I Marx' begreb var forståelsen: De ved det ikke, men de gør det alligevel. I Žižeks forståelsen gælder: De ved det, men de gør det alligevel. Samtidig med at subjektet gennemskuer ideologien og forholder sig kritisk til den, følger hun den alligevel. Deraf kynismen. Iflg. Žižek tillader succesfulde ideologier subjektet at holde en vis bevidst distance til deres idealer og anvisninger. Han kalder dette «ideologisk disidentifikation».

Žižek bringer psykoanalysen ind i sin ideologi forståelse. Han opererer med individets splittelse mellem den bevidste viden og det ubevidste. Gennem sine værker holder han fast i, at subjektet er splittet mellem hvad det ved og kan formulere om politiske emner og en række mere eller mindre ubevidste holdninger til autoriteter og det regime det lever under. Žižek skelner ligeledes skarpt mellem viden og tro.

Han lader sig inspirere af Lacans læsning af af Freuds «ubevidste fantasi». Žižek introducerer begrebet «ideologisk fantasi» til at beskrive hvordan subjektet eller gruppen forstår og forklarer de elementer af ideologien der falder udenfor deres normer og grænser. Han kobler dette sammen med subjektets splittelse i sit forhold til det politiske systems love. For at være effektive skal lovene ikke blot på det bevidste niveau foregive at være til individets og nationens bedste, men også på det mere ubevidste plan rumme en mørk side, hvor individet inddrages i undertrykkelsen i et forhold Žižek kalder «nydelse gennem smerte». I Middelalderen blev dette formidlet gennem f.eks. offentlige henrettelser. I nutiden formidles det gennem TV transmitterede henrettelser i USA's fængsler, eller mediernes svælgen i «terrorsager».

Som en af vor tids mest fremtrædende marxistisk inspirerede filosoffer udsættes Žižek for hyppig og voldsom kritik fra borgerskabet og dets medløbere i mellemlagene. Han kritiseres for at være uklar, ambivalent og uden at kunne fremlægge klare alternativer til den herskende neoliberalisme, han selv kritiserer så voldsomt. Samtidig kriitseres hans utraditionelle stil, der krydres med voldsomme angreb og ironi. Den britiske filosof og journalist Roger Scruton har sammenfattet kritikken således: «At sammenfattet Žižeks tanker er ikke let. Han skifter frem og tilbage mellem filosofisk og psykoanalytiske argumentationsformer og er tryllebundet af Lacans gnomiske ytringer. Han elsker paradokser og tror fast på hvad Hegel kaldte det negatives arbejde, hvor ideerne altid føres et skridt nærmere paradoksernes mur». Fremlægger han ikke klare alternativer, inspirerer han til gengæld til dyb reflektion over verdens reelt eksisterende modsætninger.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 5/10 2016

Læst af: 22.094