 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Dionysisk/Apollinsk
Dionysisk/Apollinsk er et begrebspar, som vi i dag overvejende forbinder med Friedrich Nietzsche, der tager afsæt i disse begreber for at afdække tragediens genealogi i sin bog Die Geburt der Tragödie (GT) (Tragediens fødsel). Inspirationen henter han fra den græske mytologi, hvor Apollon var lysets, spådommens, musikkens, digtningen og drømmetydningens gud, og Dionysos var vinens og ekstasens gud. Hos Nietzsche betegner dette begrebspar to sideløbende kunstdrifter, der er i åben strid med hinanden. Denne strid kan imidlertid vise sig frugtbar, og den ypperligste parring af disse to kunstdrifter identificerer han som den attiske tragedie.
Den apollinske kunstdrift har med drømmenes kunstverden at gøre, hvilket omfatter de billedlige kunstarter. Derimod har dionysiske kunstdrift med rusen at gøre, hvilket vil sige musikkens ikke-billedlige kunst. Sondringen imellem den apollinske og den dionysiske kunstdrift svarer i høj grad til Schopenhauers sondring imellem forestilling og vilje. Forestillingen, også kaldet Mayas slør, er kort sagt viljens fremtrædelse underlagt anskuelsens former, hvilket vil sige individueret og ordnet i henhold til tid, rum og kausalitet. Disse forhold kan ikke behæftes viljen selv, som vi har umiddelbar adgang til qua vores egen kropslige erfaring af den.
Forestillingens verden, den apollinske billedverden, er blot et sløret drømmebillede af den underliggende lidelsesfulde viljestræben. Det er dette drømmeslør, denne skinverden, der er den bildendes kunst forudsætning, og ved denne kunst fornemmes det da også, med Nietzsches ord, at den blot er skin. Bag skinnet gemmer sig, ifølge Nietzsche, musikkens ånd, den dionysiske sønderrivelse af Mayas slør. Denne sønderrivelse indvirker rusens kunst- og enhedsfølelse, hvor individet ophører og forløses i en mystisk enhedsfølelse, hvilket vil sige en forsoning med den altomfavnende verdensvilje. Denne destabilisering af forestillingens ordnede verden mødes af Schopenhauer med gru, men hos Nietzsches føjes der til denne gru en frydefuld ekstase. Det er i det prægnante møde imellem den dionysiske sønderrivende musik og den apollinske drømmeverden, at såkaldte billedgnister fødes og forenes i den attiske tragedie.
Alle kunstnere tager afsæt i disse kunstdrifter og er således enten drømmekunstnere eller ruskunstnere, men i den tragiske kunstner forenes disse to kunstdrifter, og netop den attiske tragedie forstår Nietzsche som en parring af disse to kunstdrifter: "på samme tid rus- og drømmekunstner". Det vil sige, at den apollinske drøm bliver åbenbaret "som sin egen tilstand", altså som et "lignelsesagtigt drømmebillede" af den underliggende enhed (GT, p. 2).
I tragedien fødes dermed den apollinske lignelse som en inkarnation af musikkens ånd, og Nietzsche bestemmer da også netop det tragiske kor som tragediens oprindelige form. Af den dionysiske kors kraft fødes de apollinske billeder som masker på den bagvedliggende viljesbevægelse. Nietzsche kalder det dionysiske kor for moderskødet for de apollinske billedverdner, for dialogen, sceneverdenen og det egentlige drama, hvori individet endeligt sønderbrydes og vender tilbage til det dionysiske kors enhed i døden.
Tragediens forskellige dramatiske inkarnationer, eksempelvis Prometheus og Kong Ødipus, er blot masker for den dionysiske enhed hvoraf de udspringer og hvortil de må vende tilbage: «Dionysos taler Apollons sprog, men Apollon taler til sidst Dionysos' sprog: hvormed det højeste mål for tragedien og for kunsten overhovedet er opnået» (GT, p. 21). Sofokoles og Aischylos fremhæves i denne forbindelse af Nietzsche.
Derimod initieres tragediens undergang af Euripides, der, ifølge Nietzsche, forlader Dionysos og således også bliver forladt af Apollon. Dette skyldes, at Euripides lader den rationelle retfærdiggørelse indtage scenen, og dermed dannes kontrasten imellem den dionysiske rus og absurditet og det sokratiske rationalitetssværmeri og moralisme. Nietzsche bestemmer den æstetiske sokratismes højeste lovs udsagn til at være "alt skal være rationelt for at være skønt" (GT, p. 12), og således bliver den nyere attiske tragedies digtning blot en genspejling af den rationelle erkendelse, der er modsagt af den dionysiske modsætningsfyldte og lidelsesfulde grund.
Selvom det kan være besværligt at afgøre hvad forholdet imellem det apollinske og det sokratiske er, så kan sagen belyses hvis man påtænker det nære slægtskab med Schopenhauers tænkning. For selvom det apollinske implicerer anskuelsens introduktion af struktur, subjekt/objekt-distinktionen, kausalitet samt tid og rum, så kan dette forhold ikke endnu ikke reduceres til rationalitetsdyrkelse. Først når den anskuelige erkendelse suppleres af en «højere potens», som en «slags refleksion over anskuelsen» kaldet fornuften, bliver sokratismens vildfarelse mulig (Verden som Vilje og Forestilling, bd. II, p. 27). Det er med andre ord den selvtilstrækkelige fornuft, der fjerner sig fra anskuelsens umiddelbarhed og nu kræver verden fornuftsbegrundet. Dermed fjerner den sig fra den tragiske parring af den apollinske anskuelse og den dionysiske kunstdrift, der alene søger verden retfærdiggjort som æstetisk fænomen.
Nietzsches udredning danner grund for en mere gennemgribende kulturkritik, hvor den videnskabelige og rationalistiske optimisme står i skarp kontrast til den tragiske livsanskuelse. Hermed modsiges den tragiske livsanskuelse tillige af den videnskabelige socialisme og den demokratiske optimisme. Ligeledes afvises Schopenhauers asketiske kvietisme, samt den kristne bortvenden sig fra det dennesidige, som Nietzsche sætter i forbindelse med en videreudvikling af sokratismen. Dionysos er således tillige antisokrates og antikrist.
Nietzsche tager senere afstand fra bogens gennemgribende svulstige artist-metafysik, som uden tvivl har sit afsæt i Schopenhauer. Ligeledes tager han kraftig afstand fra sin sværmen for den nyere tyske musik, særligt Richard Wagner, der får ham til at «fable om det 'tyske væsen'» og en ny tysk åndelighed (GT, Forord, p. 6). Senere nationalistiske bevægelser, herunder i særdeleshed nazismen, finder næring i denne sværmen. Nietzsche selv var indædt modstander af nationalisme og antisemitisme. Til trods for, at han tager afstand fra aspekter af dette tidlige værk, er der anslået flere gennemgribende tematikker, som resonerer igennem hans forfatterskab. Således er det værd at bemærke ægteskabet imellem Zarathustra og Adriane (Dionysos’ kone), viljen til magt, samt Nietzsches egen bestemmelse af sin filosofiske bestræbelse: «Dionysos mod den korsfæstede» (Ecce homo, § 14, p. 9), ligesom den æstetiske retfærdiggørelse af verden genlyder i senere refleksioner omhandlende tilblivelsens uskyld og den affirmative omfavnelse af skæbnen, Amor Fati.
Sidst ajourført: 29/3 2011
Læst af: 27.582