 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Emotioner
Rent sprogligt henviser emotion til bevægelse, og det er da også forholdsvis almindeligt at benytte begrebet som et svar på en for individet betydningsfuld hændelse. Et svar, som initierer handling. Derudover ligger der i begrebet emotion et ret så varieret betydningsindhold. Såvel i filosofiens historie som i psykologiens. Og et betydningsindhold, der (især i psykologien) ofte henviser til oplevelsesmæssige kvaliteter og i mindre grad til en teoretisk forståelse af emotion som psykisk proces. Med en teoretisk forståelse menes en bestemmelse af de emotionelle processers (funktionelle og strukturelle) forbindelser til andre psykiske processer, som f.eks de motivationelle og erkendelsesmæssige processer.
Vi ser også begrebet emotion benyttet som kvalitativt identisk med begrebet følelser og affektive tilstande. Følelser kan optræde som et overbegreb, men kan også henvise til et mere snævert genstandsområde, strækkende sig fra en henvisning til specielt sansemæssige kvaliteter til en henvisning til specielt længerevarende og komplekse «følelser» (som f.eks. kærlighed) . Den i psykologien måske mest almindelige måde at skelne mellem affekter, emotioner og følelser på er netop gennem deres varighed. Affekter som pludselig opstående og forsvindende, emotioner som mere varige og følelser som de mest varige. Denne klassifikation synes også at have et vist neurologisk korrelat.
Emotioner fænomenologisk set
I psykologiens historie har der som nævnt oftest været tale om et deskriptivt niveau, hvor vi finder en klassifikation og/eller en beskrivelse af fænomenologisk givne træk (oplevelsesmæssige kvaliteter). Sådanne fænomenologisk givne træk kan være den tidligere nævnte varighed, men også intensitet, dybde, grad af kropsfornemmelse, genstandsrettethed, subjektivitetspræg og polaritet (polaritet: nogle emotioner opleves behagelige, andre ubehagelige). A.F. Shand, er en af de første psykologer, der i «The foundation of Character» (1914) giver en ret så omfangsrig beskrivelse af emotioners fænomenologisk givne træk.
Emotioners genese og mulige kulturelle betingethed
Emotioner har udviklet sig gennem fylogenesen (dyrearternes udvikling), men vi ser også en emotionel udvikling i ontogenesen (enkeltindividets udvikling). I denne henseende bliver emotioners mulige kulturelle betingethed et interessant spørgsmål. Er der hos forskellige individer og i forskellige kulturer tale om de «samme» emotioner, blot med forskellige udtryk og fremkommende i forskellige sociale situationer eller bestemmer udtryksformer og de sociale praksisformer selve emotionen. Svaret på dette spørgsmål afhænger af diverse teoriers ontologiske ståsted. I f.eks. en marxistisk forståelse vil udtryksformer og sociale praksisformer virke tilbage og forme de individuelle egenskaber og psykiske processer. Dette i modsætning til mere essentialistiske forståelser, som opererer med en vis uafhængighed mellem individuelle egenskaber/psykiske processer og sociale praksisformer.
Dominerende diskurser i historien
Emotioner og kognitive processer
De emotionelle og de kognitive processer er ofte blevet betragtet som værende i et dualistisk og/eller antagonistisk forhold. Enten lader vi os «lede» af fornuften eller af følelserne. Fornuft forbindes med realisme og objektiv erkendelse. Følelser med irrationalitet, ønsketænkning og behov. Subjektivitet og objektivitet bliver antagonismer, hvor et for stærkt følelsesmæssigt engagement indebærer, at vi «taber hovedet» eller netop mister fornuften.
Vi ser modstillingen i såvel filosofiens historie (f.eks. hos Descartes 1596-1650) som inden for den psykologiske videnskab. I filosofien er emotioner også ofte blevet behandlet i forbindelse med etiske spørgsmål. Det etisk forsvarlige ved at «underordne de varme følelser den kolde fornuft». Denne konception, hvor emotioner ses som en trussel mod moralen, ser vi allerede hos de stoiske filosoffer (300 år f.kr.)
Inden for den psykologiske videnskab finder vi modstillingen hos Freud i hans beskrivelser af forholdet mellem lystprincippet og realitetsprincippet som et antagonistisk forhold. Lysten (primærprocesserne) må hæmmes og underordne sig realiteterne (sekundærprocesserne), hvis vi ikke skal havne i en fordrejet opfattelse af «realiteterne». Når man i den psykologiske videnskab taler om personlighedspsykologi og kognitionspsykologi som to adskilte discipliner/forskningsområder signalerer dette også - ikke nødvendigvis en modstilling - men et manglende focus på den mulige indre forbindelse emotioner/kognition imellem.
Modstillingen emotion/kognition imellem finder vi også i dagligdags tale: Kærlighed gør blind – Du er så engageret i dit barn, at du ikke kan se dit barn objektivt. Vi kan måske også opleve modstillingen som et valg mellem 2 tilsyneladende adskilte livssfærer. Vi kan opleve at måtte vælge mellem produktiv/reproduktiv virksomhed. Mellem samvær og menneskelige relationer på den ene side, arbejde og redskabsbrug på den anden. Der kan være tale om et dilemma for den enkelte, men modstillingen kan også fremtræde som en forskel mellem individer. (Synes f.eks. at gøre sig gældende i kønsrollerne og i kønsopdragelsen).
Følelser som drivkraft
Som det fremgår af ovenstående er emotioner ofte blevet set som en kraft, der får os til at handle. Et direkte udtryk for emotioner som initierende handling finder vi i de hedonistiske konceptioner. Læren om, at vi stræber efter lyst og for at undgå ulyst.
I psykologien finder vi hedonismen i behaviourismens straf/ belønnings-princip. Vi udvikler vore handlinger, når handlingen belønnes, hvorimod handlinger, der straffes, slækkes. I Freuds psykoanalyse stikker hedonismen sit hoved frem i lystprincippets funktionsmåde. Som initerende handling opereres der almindeligvis i den psykologiske videnskab med begreber som motiver, behov og drifter. Disse begreber samt begrebet emotion ses som genstandsrettede, orienteret mod noget, som f.eks. en opgave eller en person. I hedonismen ses emotionerne ikke som rettende sig mod en genstand, men som værende genstanden i sig selv. I andre teorier (som nedennævnte) ser vi andre konceptioner af forholdet mellem emotioner og motiver – og af forholdet emotioner/erkendelse imellem.
Psykologien i dag
Kognitiv teori
Inden for de senere år er der i psykologien kommet et større focus på emotioner. Fortrinsvis inden for den kognitive teori. Kognitiv teori her forstået – ikke som disciplinen der beskæftiger sig med kognitive processer – men som en teoretisk retning, hvilende på en bestemt ontologisk og epistemologisk opfattelse. En forståelse, som opererer med et positivistisk objektivitetsbegreb og en subjektforståelse, hvor subjektet via sine kognitive processer forarbejder og tilpasser sig de objektivt givne omstændigheder. Af kendte forfattere inden for den kognitive teori kan nævnes Richard Lazarus, J.R. Averill, E.M. Opton og Daniel Goleman.
Ifølge kognitiv teori genspejler emotionerne individets omverdensrelationer, de kognitive processers forarbejdning af de for individet betydningsfulde omverdensforhold. Emotioner ses således ikke som irrationelle, men tværtimod som et produkt af de kognitive processer. Når vi alligevel i visse situationer handler irrationelt er det primært betinget i en form for fejlbedømmelse af omverdensrelationerne. Sådanne fejlbedømmelser danner grundlag for, hvad der ofte benævnes som urealistiske og for vor dagligdag forstyrrende emotioner. Terapeutisk set bliver det derfor vigtigt, at individet ændrer sin kognitive forarbejdning af omverdensforholdene for derigennem at ændre de emotionelle tilstande.
Virksomhedsteori/Kritisk Psykologi
Et andet bud finder vi inden for Virksomhedsteori og Kritisk psykologi, som begge i deres ontologi og epistemologi hviler på et marxistisk, dvs. dialektisk materialistisk grundlag. Et grundlag, hvor subjektet ses som omverdensskabende og hvor subjektivitet og objektivitet ikke står i modsætning til hinanden. Nedenfor repræsenteret v. henholdsvis A.N. Leontjew og Ute Holzkamp-Osterkamp.
Ifølge A.N. Leontjew genspejler emotionerne «forholdet mellem motiverne (behovene) og den heldige realisering eller muligheden for heldig realisering af subjektets virksomhed, der svarer til dem» (Leontjew 1983,p. 205). Emotioner ses således som en psykisk genspejling af motivets/motivernes mulige realisering og derved tæt forbundne med såvel de motivationelle som de kognitive processer. Vore motiver er altid rettet mod en genstand (mod et noget- en person, en opgave el.andet), således også vore emotioner. Uden motiver ingen emotioner. Men kendte handleveje fremprovokerer heller ikke emotioner. Emotionelle situationer aktualiseres i situationer med et ikke kendt handlingspotentiale. I situationer med en vis grad af udfordring, der bl.a. er bestemmende for emotionernes polaritet. Der opstår emotioner med en positiv valens, hvis vi forventer, at vort forehavende lykkes og i modsat fald emotioner med negativ valens.
Det er værd at bemærke, at der i oplevede handlemuligheder ikke er tale om en rationel vurdering, men om en ikke begrebsliggjort umiddelbar sanselig genspejling. Emotionerne opstår «efter aktualiseringen af motivet og før subjektets rationelle vurdering af sin virksomhed» (Leontjew 1983, p. 205 ). Set som sådan er emotionerne en umiddelbar anticiperende proces, der opstår i spændingsfeltet efter motivets opståen og før selve motivrealiseringen. De emotionelle oplevelser vi kan have efter en motivrealisering genspejler ifølge denne teori ikke direkte den aktuelle motivrealisering, men vore fremtidige muligheder.
Ute Holzkamp–Osterkamp bestemmer emotionerne på lignende vis som: «Vurderinger af de kognitiv opfattede omverdensforhold med disses subjektive betydning og de individuelle handlemuligheder over for dem som målestok» (1979, p. 240)
Ifølge disse teorier har emotionerne oftest en erkendelsesledende funktion. Emotionerne kan fortælle os noget om vore motiver (som ikke altid er bevidste), men emotionernes ikke begrebsligggjorte umiddelbare sanselige karakter kan også formidle og akcentuere informationer, som ikke fremkommer i den rationelle tænkning. Herved kan emotionerne blive handlingskonstituerende/handlingsudviklende.
Spørgsmålet om emotioners mulige erkendelsesledende funktion
Kognitiv teori og Virksomhedsteori/Kritisk psykologi har i deres bestemmelse af emotioner det til fælles, at emotioner genspejler motivationelle og kognitive processer. Den store forskel ligger i forståelsen af forholdet emotionelle/kognitive processer imellem og dermed af emotionernes mulige erkendelsesledende funktion. Denne forskel er begrundet i teoriernes forskellige ontologiske og epistemologiske ståsteder.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 5/11 2010
Læst af: 33.447