 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Marginalisering
Marginalisering defineres ofte vagt som processer, der bidrager til at nogen udstødes til udkanten af en gruppe eller udenfor en gruppe/sammenhæng. Således afspejler marginalisering som begreb en udstødelse og en bevægelsesretning, væk fra samfundets «midte» ud mod randen eller udkanten af samfundet. Modsat begrebet udstødelse, så implicerer begrebet marginalisering, at der stadig er tale om en delvis om end marginal deltagelse i en sammenhæng/gruppe. Marginal kan forstås på den måde, at man ikke har adgang til at deltage mere fuldt ud. Marginalisering indbefatter, at man har en meget begrænset eller ingen indflydelse på væsentlige vilkår i eget liv.
Marginalisering har i samfundsvidenskabelig sammenhæng haft forskellige betydninger. Den første der introducerede begrebet i samfundsvidenskabelig sammenhæng var R. E. Park (i 1928). En indflydelsesrig sociolog, der var optaget af storbyproblematikker og studier af racerelationer. Park bygger på Simmels tanker om den fremmede, som en der betragtes som stående uden for en homogen kultur, og som værende frigjort fra kulturens begrænsede vaner og traditioner. I Parks forståelse står det marginale menneske som noget positivt om end i lidt mindre grad end hos Simmel. Hertil kan tilføjes, at udforskningen af samfundsmæssigt marginale positioner og perspektiver i positiv forstand kan bidrage med vigtig samfundskritik.
I dagligdagstale og indenfor mange af de systemer, der arbejder med «de marginaliserede» dominerer en mere entydigt negativt forståelse af marginalisering. Marginalisering kobles ofte til arbejdsløshed, manglende socialt netværk, sindslidelse, misbrug, (etnisk og kulturelt) anderledeshed, kriminalitet, hjemløshed mv. Jo flere af disse ting der karakteriserer en persons position, des mere marginaliseret. I det praktiske sociale arbejde er der dog også undtagelser fra denne tendens til primært at fokusere på de marginaliseredes problemer. Alternative socialarbejdermiljøer - f.eks. i København (se: Nissen 2000, Nissen & Clausen 1996, Mørck 2004, 2003) - omtaler f.eks. marginaliserede unge som «vilde unge» og aktiverede som «assistenter». De indikerer dermed at der er tale om personer, der også besidder ressourcer. I deres konkrete arbejde inddrages «vilde» unge eller «assistenterne» i ansvarsfulde positioner, som del af fælles tredje projekter. Socialarbejdernes omtale af de unge som havende ressourcer bliver således i praksis omsat til konkrete erfaringer. Forestillingen om de vilde unge og de aktiverede som også værende ressourcefulde, gives dermed yderligere substans.
Teoretisk kan marginalisering forstås som aspekt ved personers og gruppers samfundsmæssige position. Fra en mere samfundskritisk vinkel kan man opliste forskellige tilgange til marginalisering, der kan supplere hinanden:
Fra poststrukturalistisk perspektiv forstås marginalisering som et aspekt af dominerende diskurs, og dermed er det relateret til magt og viden (Foucault 1997). Poststrukturalismen kan bidrage til dekonstruktion af dominerende diskurs - og f.eks. bidrage til at problematisere at «indvandrerunge er lig problemer» eller forstyrre forhold omkring børns udvikling, der som del af den dominerende diskurs ligeledes tænkes som selvfølgelig viden. Burman (1994) dekonstruerer eksempelvis udviklingspsykologiske teorier og viser dermed, hvordan de er med til at patologisere individer og grupper, der ikke lever op til teoriernes idealiserede modeller.
Fra et social konstruktionistisk perspektiv analyseres det marginale mere nedefra som aspekt ved in- og eksklusionsprocesser samt sociale kategorier konstrueret i konkrete sammenhænge og i interaktionen mellem mennesker. Elevkategorier som f.eks. «tørklædepigen», «den kriminelle andengenerationsindvandrer», «luderen» konstrueres i lokale sammenhænge og er med til at udskille skolelever i de upassende, i «os» vs. «dem» (se Staunæs 2004).
Fra et situeret lærings perspektiv analyseres personers perifere eller marginale deltagelse i forskellige fællesskaber. Marginalitet forstås hos Wenger (2004) som en form for «ikke-deltagelse». Modsat perifer deltagelse så forstås marginalitet som problematisk og begrænsende. Marginalitet afspejler en situation, hvor personen uønsket fastholdes som ikke-deltager og dermed afskæres fra sammenhænge eller praksisfællesskaber, som personen prøver at blive del af.
Kritisk psykologi supplerer de andre tilgange ved at tilføje, at marginalisering handler om at personer i visse samfundsmæssige positioner, har en meget begrænset andel i den fælles samfundsmæssige indflydelse på livsbetingelserne, samt ved at bidrage med begreber der fokuserer på udvidelsen af rådighed. I Mørcks (2003) videreudvikling begrebsættes marginalisering som en gennemgribende proces, der har begrænsende betydning for personens samfundsmæssige position på tværs af hverdagslivets handlesammenhænge. En position hvor såvel dominerende og lokale diskurser, samt andre betingelser har betydning. Marginalitet er en tilstand knyttet til konkrete situationer eller praksisfællesskaber og dermed et alment menneskeligt forhold som alle har erfaringer med. F.eks. at blive afskåret fra at have adgang til handlesammenhænge og muligheder, som ellers ville pege i en meningsfuld retning, set i relation til den deltagerbane, en person har interesse i at realisere. Jo flere sammenhænge en person befinder sig i en marginal position, des mere er der tale om marginalisering. Overskridelse af marginalisering forstås omvendt som at personen gradvist bevæger sig fra en marginal position i retning af en legitim perifer og/eller ansvarsfuld position i gamle eller nye handlesammenhænge og praksisfællesskaber. Overskridelsen af en marginal position i en eller flere sammenhænge har betydning for den måde personen italesættes og forstår sig selv, sine fællesskaber og betydningsfulde andre.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 19/1 2005
Læst af: 126.924