 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Socialgrupper
Der er sædvanligvis en stærk sammenhæng mellem hvilken social klasse eller socialgruppe, som den enkelte tilhører, og hans eller hendes sociale adfærd, holdninger, værdier og levekår. Såvel begrebet social klasse som begrebet socialgruppe anvendes derfor til beskrivelse og analyse af den sociale ulighed i samfundet. Det gælder også alle de forskellige varianter af socialgruppebegrebet, der går under betegnelser som socialt lag, samfundslag, socialt stratum, socioøkonomisk gruppe og social status.
En teoretisk sondring
Der er dog en grundlæggende teoretisk sondring mellem på den ene side begrebet social klasse og på den anden side begrebet socialgruppe i dets forskellige varianter. Afgørende for, i hvilken social klasse man i analyserne vil indplacere den enkelte, er hans eller hendes position i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Det samme gælder for mange socialgruppeinddelinger, men nogle socialgruppeinddelinger anvender andre kriterier end den arbejdsmæssige position, f.eks. livsstil, uddannelsesniveau eller social anseelse. Socialgruppe er på denne måde et elastisk og pragmatisk begreb. Derimod er social klasse et analytisk begreb, som er forankret i samfundsvidenskabelige teorier med ambitioner om at kunne forklare samfundenes såvel historiske som fremtidige udvikling.
Klasseteori
Klasseteoriens grundlægger er Karl Marx, mens Max Weber har fremlagt den mest anvendte alternative teori. Ifølge den marxistiske klasseteori er der uoverstigelige interessemodsætninger mellem de to hovedklasser, nemlig ejerne af produktionsmidlerne, kaldet borgerskabet eller kapitalisterne, og ikke-ejerne, kaldet proletariatet eller arbejderklassen. Disse modsætninger fører gennem klassernes organisering til en klassekamp, dvs. en uforsonlig politisk og/eller økonomisk strid baseret på klasseinteresser og ifølge teorien endende med det klasseløse samfund.
Som Marx påpegede Weber eksistensen af sociale klasser. Deres grænser anså han imidlertid for flydende, og klasserne dannede ikke nødvendigvis basis for klassebevidsthed og kollektiv handling. Derimod understregede han, at klasser er kategorier af personer med nogenlunde samme muligheder i livet - livschancer. Klassebegreber med inspiration fra Max Weber kan karakteriseres som i deres inderste væsen baseret på en kulturcentreret teori om samfundet og dets historiske udvikling og ikke som det marxistiske klassebegreb baseret på en materialistisk teori. Dette kan også udtrykkes således, at der er den forskel mellem det weberske og det marxistiske klassebegreb, at «livschancer» er det centrale weberske begreb, mens «udbytning» er det centrale marxistiske. Og den afgørende forskel mellem «udbytning» og «livschancer» som tyngdepunktet i klasseanalyse er, at «udbytning» ifølge sagens natur indebærer antagonistiske interessekonflikter mellem aktørerne, hvilket livschancer ikke gør.
Socialgrupper
I dansk empirisk sociologi har begrebet social klasse stort set været fraværende. Det helt dominerende begreb er socialgruppebegrebet. Imidlertid er kendskabet til den ovenfor summarisk refererede karakteristik af klassebegrebet nødvendig for forståelsen af den tilbagevendende kritik af de socialgruppeinddelinger, som nu skal præsenteres.
Svalastoga og den funktionalistiske tankegang
Socialgruppeinddelinger trådte for alvor ind på den danske arena for empirisk samfundsforskning med Kaare Svalastogas undersøgelse i 1953/54 af befolkningens opfattelse af, hvor meget prestige der er knyttet til forskellige stillingsbetegnelser. Social prestige (social rang eller social anseelse) er et begreb, som specielt anvendes inden for den sociologiske tradition, der opfatter samfundet som et hierarki og bruger betegnelsen social status om personers placering i «højere» eller «lavere» samfundslag. Især den prestige, som er knyttet til konkrete stillingsbetegnelser eller titler, «erhvervsprestigen», anses for en af de vigtigste målestokke for social status. Interviewundersøgelser viser, at der i befolkningen på tværs af samfundslagene, i forskellige lande og til forskellige tider er udbredt enighed om de forskellige stillingsbetegnelsers relative prestige. Stillinger, der forudsætter lang uddannelse, giver megen magt eller høj indkomst, nyder i almindelighed størst anseelse.
Bag undersøgelserne af social prestige og i tolkningen af undersøgelsernes resultater ligger en funktionalistisk tankegang, der kan sammenfattes i følgende: Nogle positioner i ethvert samfund er mere betydningsfulde end andre og kræver specielle færdigheder. Det er et begrænset antal mennesker, som har tilstrækkelig talent til at skaffe sig disse færdigheder. De må derfor motiveres med særlige belønninger i de positioner, som de opnår. Både belønning i økonomisk henseende og på anden vis, især i form af høj anseelse. Derfor får vi et samfund lagdelt efter social anseelse. Det er ifølge denne tankegang på samme tid uundgåeligt og godt for samfundet, fordi det er metoden til bedst mulig udnyttelse af samfundets talentmasse.
Kaare Svalastoga, som byggede på ovenstående tankegang, lod et repræsentativt udvalg af voksne danskere indplacere 75 typiske stillingsbetegnelser på en rangstige. På dette grundlag konstruerede han en endimensional inddeling af det danske samfund i ni sociale lag, hvor man i det øverste lag fandt bl.a. ambassadøren, statsministeren, biskoppen og departementschefen og i det nederste lag fodermesteren, husassistenten, arbejdsmanden og skopudseren.
Socialforskningsinstituttets socialgruppeinddeling
Svalastogas beskrivelse af det danske samfunds lagdeling efter social prestige var både solid og farverig. Det er da også den dag i dag almindelig kendt, at der er noget som betegnes «Svalastoga-inddelingen».
Imidlertid er hans inddeling stort set ikke anvendt i andre empiriske undersøgelser. Alligevel fik den stor betydning, fordi den på en lidt indirekte måde blev grundlaget for den siden 1960´erne dominerende danske socialgruppeinddeling, som blev udarbejdet på Socialforskningsinstituttet. Uden at tage stilling til Svalastoga-inddelingens baggrund, nemlig at en vis social ulighed er nødvendig, og uden nødvendigvis at gå ind for fænomenet social anseelse som en væsentlig sociologisk dimension, mente man - med rette - at Svalastogas analyse af forskellene mellem de af ham konstruerede lag gav en overbevisende beskrivelse af den sociale uligheds omfang og art i Danmark. Endvidere kunne man i hans metodemæssige fremgangsmåde finde nogle objektive og målbare dimensioner, som formodentlig spiller en stor rolle for befolkningens opfattelse af samfundet som et socialt lagdelt samfund. Svalastoga havde nemlig i sin undersøgelse ikke nøjedes med at præsentere de 75 stillingsbetegnelser for de interviewede. Han havde også for hver stillingsbetegnelse angivet, hvilket uddannelsesniveau og hvilket antal underordnede/ansatte, der var typisk for netop denne stillingsbetegnelse. I analysen af prestigegradueringen kunne han påvise en tydelig sammenhæng mellem positionen på rangstigen og såvel uddannelsesniveau som antal underordnede/ansatte. Med anvendelsen af netop kriterierne uddannelsesniveau og antal underordnede/ansatte i de bestemte kombinationer, som Svalastoga havde brugt i sin afgrænsning af de sociale lag, udarbejdede man i Socialforskningsinstituttet nedenstående socialgruppeinddeling (hvor socialgruppens procentdel af den voksne befolkning i år 2000 er angivet i parentes):
| Socialgruppe I (9%) | Selvstændige i byerhverv og funktionærer med lang, videregående uddannelse eller selvstændige i byerhverv med 21 ansatte og derover og funktionærer med 51 underordnede eller derover. |
| Socialgruppe II (16%) | Selvstændige i byerhverv og funktionærer med mellemlang, videregående uddannelse eller selvstændige i byerhverv med 6-20 ansatte og funktionærer med 11-50 underordnede. |
| Socialgruppe III (17%) | Selvstændige i byerhverv med 0-5 ansatte, gårdejere og funktionærer med 1-10 underordnede. |
| Socialgruppe IV (37%) | Funktionærer med 0 underordnede, faglærte arbejdere og husmænd. |
| Socialgruppe V (21%) | Ikke-faglærte arbejdere. |
Familiesocialgruppe
De oplysninger, der skal bruges ved indplaceringen af personer i ovenstående socialgruppeinddeling, vedrører det enkelte individ, som selvsagt skal indplaceres på grundlag af sin egen placering i arbejdspladsstrukturen. Hermed får man en inddeling, der må anses for særdeles relevant for eksempelvis studiet af beskæftigelsesforhold, arbejdsmiljøgener og helbredsforhold. Imidlertid lever store dele af den voksne befolkning i parforhold, og i modsætning til situationen for nogle årtier siden tilhører i dag såvel den mandlige som den kvindelige part i et parforhold arbejdsstyrken. Samtidig er det ofte således, at den kvindelige og den mandlige part ikke er placeret på samme niveau i arbejdspladsstrukturen og dermed ikke tilhører samme socialgruppe. Familieenheden spænder altså i disse tilfælde over to socialgrupper. Noget indiskutabelt svar på, hvordan familieenhedens «samlede» socialgruppeplacering så skal klassificeres, findes ikke. Hermed har man et problem af væsentlig sociologisk interesse, idet det er familieenhedens «samlede» socialgruppeplacering, der i vid udstrækning er den relevante klassifikation, f.eks. i studiet af børns opvækstforhold, boligforholdene, det økonomiske niveau, forbrugsvanerne og fritidsvanerne. I Socialforskningsinstituttets socialgruppeinddeling anvender man i praksis - i mangel af bedre ideer - den fremgangsmåde, at «familiesocialgruppen» i alle de tilfælde, hvor manden eller kvinden ikke tilhører samme socialgruppe, simpelthen er den af de to's socialgrupper, der kommer først i rækkefølgen, når man tæller fra socialgruppe I mod socialgruppe V.
Som det er vist i de danske levekårsundersøgelser, er socialgruppestrukturen på familieniveau markant forskellig fra socialgruppestrukturen på individniveau. Eksempelvis tilhører 21% af den 30-69 årige befolkning i 2000 socialgruppe V på individniveau mod kun 13% på familieniveau, mens 9% tilhører socialgruppe I på individniveau mod 13% på familieniveau. Forklaringen er, at kvinder sammenholdt med mænd i højere grad er placeret i bunden af arbejdshierarkiet, men mange af dem «hæves» op i socialgruppeinddelingen, når man, i stedet for at indplacere dem efter egen socialgruppe, indplacerer dem efter ægtefællens eller samleverens socialgruppe.
Socialgrupper eller sociale klasser?
Blandt sociologiske forskere er det fortsat et brændende spørgsmål, om vi skal tale om sociale klasser eller socialgrupper, hvor mange socialgrupper eller sociale klasser en befolkning i givet fald består af, hvor grænserne mellem de enkelte grupperinger nøjagtigt går, og hvilke oplysninger der skal bruges til indplacering af de enkelte personer i den ene eller den anden socialgruppe eller sociale klasse.
Begrebet social klasse foretrækkes normalt, når man mener, at et væsentligt aspekt i en social klassifikation af en befolkning er identifikation af de grupperinger, som i kraft af deres forskellige placering i produktionsstrukturen må formodes at have interessemodsætninger og derfor risikerer at komme i - eller ligefrem stræber efter - konflikt.
Derimod anvendes begrebet socialgruppe især af dem, der først og fremmest hæfter sig ved den kendsgerning, at de fleste goder og onder i samfundet er ulige fordelt mellem befolkningsgrupperne efter en næsten systematisk rangorden, der imidlertid ikke nødvendigvis er opstået gennem konflikt endsige klassekamp. Derfor mener mange, at forskellene i levekår mellem socialgrupperne er funktionelt nødvendige og alment accepterede.
Uanset om den sociale ulighed studeres ud fra en klasseanalyse eller beskrives ved hjælp af en socialgruppeinddeling må det understreges, at «arbejdsstillingen» for flertallet af befolkningen er den mest betydningsfulde enkelte indikator på materiel belønning, social position og «livschancer» i almindelighed i de moderne samfund, men også at forskellige klassifikationer, selvom de anvendes på præcis den samme arbejdsstillingsstruktur, kan resultere i helt forskellige billeder af klassernes eller socialgruppernes relative størrelse, således at nogle klassifikationer f.eks. giver en meget større arbejderklasse end andre.
Selvom der er stor uenighed om, hvordan den «rigtige» inddeling i sociale klasser eller socialgrupper bør se ud, er vi dog ingenlunde på bar bund. De fleste klassifikationer, der anvendes i øjeblikket, afspejler således en fælles opfattelse af ændringerne i såvel socialgruppestrukturen som socialklassestrukturen, men dog på ingen måde den samme opfattelse af forklaringerne på og betydningen af disse ændringer. Her går den store skillelinje fortsat mellem analytisk klasseteori og pragmatiske socialgruppe-beskrivelser. Så godt som alle inddelinger identificerer imidlertid en middelklasse - eller snarere flere middelklasser - hvori indgår et antal forskellige grupperinger , der lader sig afgrænse gennem besiddelse af salgbare kundskaber, niveaumæssig placering på arbejdspladsen m.v. Nogle af inddelingerne identificerer også en moderne arbejderklasse, som skræver over den traditionelle grænse mellem manuelt/ikke manuelt arbejde, dvs. at arbejderklassen nu også indbefatter funktionærer med rutinejob i sundheds- og socialsektoren, i andre offentlige sektorer og i handels -, kontor- , transport- og øvrige servicesektorer.
Trods forskellene i teoretiske betoninger afspejler de fleste anvendte socialgruppe- og socialklasse-inddelinger de store sociale og økonomiske ændringer, der har fundet sted siden slutningen af 2. verdenskrig, herunder bevægelsen væk fra den traditionelle klassegrænse mellem manuelt og ikke-manuelt arbejde som en følge af ekspansionen i servicesektorerne og «rutiniseringen» samt feminiseringen af meget underordnet funktionærarbejde.
Sidst ajourført: 23/1 2004
Læst af: 94.390