Fra Jødisk Nationalhjem til Nationalstaten Israel
Jens Nauntofte,
journalist v. DR
I. Varsler
»I Palæstina agter vi ikke at rådføre os med de øjeblikkelige
beboere om deres ønsker ....
Zionismen er af væsentlig større betydning end ønsker og fordomme hos
de 700.000 arabere, som nu bebor det gamle land ... jeg tror ikke, at
zionismen vil skade araberne, men de vil aldrig ønske den velkommen.«
Arthur James Balfour.
II. Løfter
»Hans Majestæts regering ser med velvilje på oprettelsen af et
nationalhjem i Palæstina for det jødiske folk og vil gøre sit bedste for
at lette virkeliggørelsen af denne plan, under den bestemte
forudsætning, at der ikke foretages noget, som kan indskrænke de
borgerlige og religiøse rettigheder, som bestående ikke-jødiske samfund
i Palæstina har, eller jødernes rettigheder eller politiske stilling i
noget andet land.«
Så enkel og kortfattet var den erklæring, Balfour-deklarationen, som
blev så afgørende, at den blev grundlaget for staten Israels oprettelse,
grundlaget for foreløbig 50 års konflikt i Palæstina mellem jøder og
arabere, og i hvert fald en del af grundlaget for, at Storbritannien
smed sit koloniimperium fra sig, og i græmmelse vendte det ryggen.
Balfourdeklarationen blev udstédt i form af et brev, skrevet den 2.
november 1917 af udenrigsminister A. J. Balfour til Lord Rothchild.
Det er om denne erklæring, at den iøvrigt pro-zionistiske Arthur
Koestler i sin bog »Løfte og Opfyldelse« skriver, at »den er et af alle
tiders mest usandsynlige dokumenter. Her lovede en nation højtideligt en
anden nation en tredie nations land.«
For at forstå baggrunden for det jødiske nationalhjems tilblivelse,
er det imidlertid nødvendigt at introducere nogle historiske fakta,
aftaler, korrespondancer og ikke mindst spillets aktører.
Efter at Tyrkiet var trådt ind i den 1. verdenskrig på
Centralmagternes side, arbejdede Storbritannien bevidst på muligheden
for at omstyrte det tyrkiske imperium i den arabiske verden. Til det
formål bestemte Storbritannien sig til at anvende arabisk nationalisme i
kampen mod tyrkerne. Man havde en vag forestilling om at skabe en
uafhængig arabisk stat eller en føderation af stater, som fremover kunne
tjene britiske interesser ved at sikre forbindelseslinier ud til
Imperiet, først og fremmest Indien.
Det førte til, at Storbritannien under krigen indlod sig på tre
hinanden modstridende aftaler om det af tyrkerne beherskede arabiske
område, nemlig 1) den britiske aftale med den arabiske leder Hussein af
Hedjaz af oktober 1915, 2) Sykes-Picot aftalen af maj 1916, og 3)
Balfour-deklarationen af november 1917.
Løftet til Hussein
1) Først drøftelserne med Hussein af Hedjaz: De fandt sted i
en brevkorrespondance mellem Hussein og den britiske højkommissær Sir
Henry McMahon i Cairo. Hussein lovede at træde aktivt ind i krigen på
allieret side, mod at han efter fredsslutningen blev gjort til hersker
over den nye arabiske stat, der ville blive dannet. McMahon gik på den
britiske regerings vegne ind på forslaget, idet han dog gjorde
undtagelse for nogle tyrkiske områder samt et uklart defineret område,
som omfattede »dele af Syrien, der ligger vest for distrikterne
Damaskus, Hama, Homs,og Aleppo. Selv med den bedste vilje omfatter denne
angivelse ikke det palæstinensiske område (men derimod Libanon), og det
skulle senere blive uhyre vanskeligt for Storbritannien at bevise, at
man under undtagelserne selvfølgelig havde tænkt Palæstina inkluderet.
Sykes-Picot
2) Sykes-Picot aftalen: Den franske regering pressede på
englænderne i denne tid for at få en forhåndsaftale om delingen af det
tyrkiske imperium, hvilket førte til, at Sykes og Picot, henholdsvis
engelsk og fransk forhandler, i foråret 1916 førte samtaler med russerne
herom i St. Petersborg. Den 26. april 1916 afsluttedes en hemmelig
aftale, som foruden at tilgodese russiske interesser opdelte det
arabiske område i en britisk og en fransk del. Frankrig skulle have det
nuværende libanesisk-syriske område, mens Storbritannien skulle have
Mesopotamien og området vestover til Palæstinas grænse samt havnene
Haifa og Akko. Palæstina-provinsen skulle internationaliseres. Denne
aftale var klart i strid med Hussein/McMahon-aftalen, og blev da heller
ikke meddelt Hussein. Bl. a. derfor var den hemmelig. Først efter den
russiske revolution, hvor bolschevikkerne åbnede zsar-regeringens
arkiver, kom den fransk-britisk-russiske aftale Hussein for øre, men da
han bad London om en nærmere forklaring, fik han kun et uklart,
henholdende svar. Hvorfor siger sig selv. Briterne havde brudt deres
løfte til araberne. Set fra et britisk synspunkt, var der imidlertid
tale om at vinde sig allierede i krigen, og man var nået til den
overbevisning, at også verdensjødedommen kunne være værdifuld at have på
sin side.
I 1917 var general Allenby, chef for de britiske tropper i Ægypten,
forenet med prins Feisal og dennes guerilla-beduiner, der ledede den
arabiske revolte, trængt op henholdsvis vest og øst for Jordanfloden og
havde presset den tyrkiske hær ud af det storsyriske område. Det er
væsentligt at fastslå, at Palæstina, ved englændernes besættelse af
landet, altså ikke var nogen selvstændig, afgrænset enhed, men derimod
en storsyrisk provins, gennem århundreder administreret af tyrkerne. Som
moderne geografisk og politisk enhed fremstår Palæstina som et resultat
af den første verdenskrig og den følgende fredsslutning.
Balfour
3) Balfour-deklarationen: Her er lidt historisk baggrund for
den zionistiske bevægelse nødvendig. Zionismen var opstået i Rusland i
1880'erne, hvor der blandt de russiske jøder, ikke mindst på grund af de
stadig tilbagevendende pogromer havde fundet en art national vækkelse
sted. Ud af en svævende religiøs myte om jødernes tilbagevenden til
Palæstina, opstod en klart formuleret målsætning, i hvilken man gik ind
for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. En langsom udvandring
fandt sted, og i 1914 boede der ca. 80.000 jøder i Palæstina-området.
Man kan altså med rimelighed skelne mellem en åndelig og en politisk
zionisme, som ikke nødvendigvis måtte være den samme, men ofte var det.
Et andet forhold var jødernes egen opfattelse af deres
mellemfolkelige stilling. Klarest er den blevet omtalt hos
zionistlederen Theodor Herzl, der i den for bevægelsen grundlæggende bog
»Der Judenstaat« gjorde sig til talsmand for en britisk-garanteret
jødisk nationalstat. I sin bog forklarer Herzl de to forestillinger,
jøderne havde af sig selv. Dels a) »Ghetto-konceptionen«, der så
en dyb kløft mellem jøden og ikke-jøden, og ifølge hvilken det jødiske
folk, indtil Messias' komme, var underkastet sine ikke-jødiske
omgivelsers forgodtbefindende og nåde, og dels b)
»assimilations-konceptionen«, hvor på modsat vis jøden fornægter sin
egen identitet og føler sig overbevist om gennem en helhjertet
integration at kunne ophæve den specielt jødiske livsform. Jøderne ville
derefter blive en organisk bestanddel af andre folk. Den nationale
vækkelse fandt frodig grobund i de østeuropæiske ghettoer, mens
assimilationsjøderne i Vesteuropa i stort omfang afviste zionismen. De
frygtede selvfølgelig, at zionismen skulle isolere dem fra det samfund,
som de netop forsøgte at integrere sig i.
I 1897 indkaldte Theodor Herzl jøderne til den første kongres i
Basel. Her blev Organisationen for Verdenszionismen dannet. Den skulle
fungere som en regering for den stat, der endnu ikke var skabt, og blev
en slags centralparlamentarisk autoritet for zionismen.
Weizmann leder
Ved Herzls død i 1904 overtog kemikeren Chaim Weizmann ledelsen i
zionistorganisationen. Han delte Herzls, syn på England, som det land i
Europa frem for noget andet, der ville kunne yde aktiv støtte til
zionismens mål. Weizman bosatte sig i England og arbejdede i tiden op
til første verdenskrig ihærdigt med to mål for øje: at vinde de britiske
jøder for zionismen, og at vinde venner for zionistsagen blandt
toplederne i den britiske regering. Under krigen fik han lejlighed til
at gøre sig fortjenstfuldt bemærket hos den britiske regering. Han blev
i 1916 ansat af marineministeriet for som videnskabsmand at lede
fremstillingen af acetone, et vigtigt stof ved fremstillingen af
ammunition Weizmann fik herved hyppig omgang med ledende politikere som
Lloyd George, Balfour, Winston Churchill m. fl. Lloyd George, der samme
år blev statsminister, har i sine krigserindringer skrevet, at
Balfour-deklarationen var en belønning, hans regering gav Weizmann som
tak for de tjenester, denne havde ydet England.
Men der var naturligvis også andre motiver. Foråret 1917 udløstes to
begivenheder, der var til zionismens fordel. Den russiske revolution og
USAs indtræden i krigen. De allierede var naturligvis interesserede i,
at Rusland fortsatte krigen og ikke sluttede en egen fredsaftale med
Tyskland. Både den britiske premierminister Lloyd George og
udenrigsminister Balfour har senere givet udtryk for, at det var
nødvendigt at opnå de russiske jøders sympati, især da der var en række
jøder i den ledende revolutionære kreds. Man mente at kunne imødekomme
disse ved en positiv holdning til zionisterne. Det samme argument
anfører de britiske ledere i forbindelse med USA, hvor der notorisk sad
en række amerikanske jøder i topstillinger i administrationen. I
samtaler med amerikanske zionister betegnede præsident Wilson ligefrem
sig selv som en zionist.
I Storbritannien havde Chaim Weizmann dog store vanskeligheder med
assimilationsjøderne. Han havde svært ved at overtale regeringen til at
give sig et definitivt løfte om Palæstina, fordi de britiske, jødiske
anti-zionister brugte al deres indflydelse på at forhindre det. Overfor
Peel-kommissionen i 1936 udtalte Lloyd George dog: »Zionistlederne gav
os et definitivt løfte om at de, i fald de allierede forpligtede sig til
at hjælpe med at oprette et nationalt hjem for jøder i Palæstina, ville
bruge al deres indflydelse på at overtale verdens-jødedommen til at
støtte den allierede sag. De holdt deres ord.«
Balfour-deklarationen var resultatet af et velplanlagt. zionistisk
diplomati, og som sådan en mægtig sejr. Men helt tilfreds var
zionisterne ikke. Arabisk orienterede ernbedsmænd på højere poster havde
fået regeringen til at tage det forbehold, at arabernes borgerlige og
religiøse rettigheder ikke måtte indskrænkes. Zionisterne forsøgte dog
at trøste sig med, at det ikke var arabernes juridiske og politiske
rettigheder, der ikke måtte indskrænkes. Endvidere havde de
anti-zionistiske jødekredse i England sikret sig det forbehold, at
nationalhjemmets oprettelse ikke måtte indskrænke jødernes rettigheder
eller politiske stilling i noget andet land. Det første forbehold var
dog det alvorligste, for zionisterne havde forestillet sig et Palæstina,
der skulle være »så jødisk, som Amerika er amerikansk, og England er
engelsk«, skriver Weizmann i sine erindringer.
Med Balfour-deklarationens restriktioner var en jødisk Palæstinastat
kun mulig, i fald araberne sanktionerede dens oprettelse. Ikke desto
mindre accepterede zionisterne, idet man anså det for helt afgørende, at
der blev udstedt en erklæring til fordel for zionismen, inden krigen
sluttede.
III. Løfte og løfte, tja...
Balfour-deklarationen var ikke nødvendigvis i strid med Sykes-Picot
aftalen, der havde forudset en internationalisering af Palæstina, og i
hvert fald godkendte den franske regering erklæringen i februar 1918.
Derimod var den et brud på aftalen med Hussein i Hedjaz, og da han
udbad sig en forklaring, forsikrede briterne ham den 4. januar 1918 om,
at Storbritanniens beslutning om at hjælpe jøderne med at vende tilbage
til Palæstina ikke rakte længere, end den var forenelig med den allerede
eksisterende befolknings frihed, og at erklæringen ikke omtalte nogen
jødisk stat.
På baggrund af den stærke kritik, der senere er blevet rejst mod
Lloyd George-regeringen for løftet til zionisterne, er der blevet
foretaget mange analyser af motiverne, der førte til kabinettets,
udenrigsministeriets og krigsministeriets, godkendelse af deklarationen.
De storpolitiske aspekter, der havde deres baggrund i krigssituationen,
er allerede nævnt. Spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien kunne have
strategiske fordele ved at have Palæstina som en stødpudestat til
Suezkanalen er omstridt. Weizmann afviser, at det kan have været en
afgørende faktor, idet han peger på, at udenrigsminister Balfour længe
afviste et britisk Palæstina-mandat i håb om, at USA ville overtage
ansvaret. Den britiske historiker Christopher Sykes fremfører
imidlertid, at før regeringen kunne fremsætte Balfour-deklarationen,
måtte den have tilsagn fra ministerierne og fra hæren, og at det for
disse folk var de strategiske hensyn, der var dominerende. Han nævner,
at mange britiske militærfolk og politikere ved slutningen af første
verdenskrig var bange for, at en stigende fransk indflydelse i Syrien
kunne skabe vanskeligheder for de engelske kommunikationslinier til
Indien. Da endvidere Storbritanniens stilling i Ægypten var truet af
indre, usikre forhold, støttede de tanken om et jødisk nationalhjem i
Palæstina, i håb om at kunne anbringe britiske garnisoner på den østlige
side af Suezkanalen.
Det er endvidere hævet over al tvivl, at altruistiske motiver har
bidraget til regeringens beslutning. Både for Lloyd Georges og Balfours
vedkommende har et gammeltestamenteligt bibelsyn. været afgørende for
deres entusiastiske holdning til den zionistiske sag. Selv har Balfour
erklæret, at han anså sin deklaration for det største, han havde opnået
i sit liv.
Det zionistiske diplomati
Endelig kan det ikke udelukkes, at en række af de ansvarlige folk så
på deklarationen, med dens upræcise sprog, som en slags moralsk støtte
til jøderne, der løftet til trods snart ville være glemt igen. Sykes
foretog senere en rundspørge blandt de folk, der i 1917 havde siddet i
Whitehall, og adskillige havde ikke betragtet deklarationen som værende
af større vigtighed, da den fremkom. En politisk aftale overholdes kun
så længe, det er i parternes interesse.
At Balfour-deklarationen overhovedet blev omsat i praktisk politik,
skyldtes ene og alene zionisternes egen formidable indsats og deres
internationale diplomati. Araberne hævdede omgående, at erklæringen.
indeholdt en selvmodsigelse, og at deres borgerlige rettigheder ville
blive indskrænket ved opbygningen af et jødisk nationalhjem. De
revolterede første gang i 1921. Briterne havde med lethed kunnet henvise
hertil og omstøde løftet til zionisterne. Megen strid rejste sig også om
betegnelsen »et nationalhjem«. Udtrykket var ikke defineret i
folkeretten, og hvem skulle afgøre, hvornår et nationalhjem var
oprettet?
De følgende årtier skulle vise, at erklæringen var åben for
fortolkning. Weizmann nævner, at både zionisterne og den engelske
regering havde en jødisk stat i tankerne, men at det på daværende
tidspunkt ikke kunne nedfældes i en international deklaration. Både af
hensyn til de europæiske regeringer, araberne, anti-zionisterne - og af
den oplagte grund, at man ikke vidste, om jøderne rundt om i verden
ville følge zionisternes opfordring om at komme til Palæstina.
IV. Sejrherrerne resolverer
Ét var, hvad man i London kunne tænke sig at stille op med de
arabiske områder. Noget andet var, hvordan krigspartnerne ville stille
sig på fredskonferencen, der blev afholdt i Versailles i 1919. Havde
præsident Wilsons fjorten punkter skulle omsættes i praksis, og her især
opfattelsen af folkenes selvbestemmelsesret, ville alle hidtidige
aftaler indgået under krigen være værdiløse - med undtagelse af den
britisk-arabiske plan. Kompromis'et mellem de sammenstødende interesser
blev mandatsystemet.
Frankrig og Storbritannien var uenige om, hvordan de arabiske områder
skulle opdeles og administreres. Præsident Wilson besluttede sig derfor
til at sende en kommission til området for at undersøge, hvad dets
befolkning selv mente. Hverken briterne eller franskmændene ønskede at
deltage i kommissionen, og den blev derfor rent amerikansk, bestående af
to fremtrædende amerikanere, Henry C. King og Charles Crane.
(King/Cranekommissionen).
Hos araberne mødte King og Crane et næsten enstemmigt ønske om fuld
selvstændighed. Syrerne og Palæstina-araberne insisterede på at få en
uafhængig og forenet syrisk stat, omfattende ikke blot det syriske
bagland, men også det libanesiske og palæstinensiske område, altså det
hidtil storsyriske område. Hvis de ikke kunne få selvstændighed med det
samme, var syrerne parate til at acceptere De forenede Stater og
Storbritannien, i den rækkefølge, som mandatmagt. Mod fransk
administration var der en overvældende opposition, undtagen i kristne,
pro-franske kredse i Libanon. Men både for kristne og muhammedanske
arabere gjaldt det, at de udtrykte en stærk modvilje mod zionismen.
Følgelig anbefalede King/Crane-kommission ved sin hjemkomst et
amerikansk mandat over Storsyrien, med britisk mandat som alternativ, og
endvidere frarådede den etableringen at en jødisk stat i Palæstina.
Kommissionen foreslog det zionistiske program skåret betydeligt ned og
anbefalede, at Palæstina skulle blive en del af en forenet syrisk stat.
Arabisk boycot
King/Crane-kommissionens rapport var udført i bedste overensstemmelse
med de wilsonske idealer, og skulle blive den eneste kommission, der i
mellemkrigstiden for alvor gik i dybden med arabiske aspirationer. I
skuffelse over King/Crane-kommissionens skæbne boykottede araberne
nemlig senere de britiske kommissioner. Kommissionens rapport blev
selvsagt ikke modtaget med større begejstring hos franskmændene. Den
blev begravet i papirbunkerne, blev aldrig taget op til overvejelse og
blev ikke offentliggjort før 1922 - længe efter at beslutningen om
områdets fremtid var truffet.
I 1919 mødtes Chaim Weizmann ganske vist med Feisal, Hussein af
Hedjaz' søn. De indgik den 3. januar en overenskomst, hvor Feisal bød
jødisk indvandring i Palæstina velkommen. Feisal gjorde dog den for ham
væsentlige tilføjelse, at hans velvillige holdning til jøderne var
afhængig af, at briternes løfte om uafhængighed for hele det arabiske
område, afgivet under krigen, blev indfriet. Da det ikke blev det,
betragtede Feisal derefter sin overenskomst med Weizmann for annuleret.
Prins Feisal bidrog i det hele taget med sin farverige fremtoning,
hentet lige ud af det arabiske ørkenrige, til at sætte kolorit på
fredskonferencen. Men i pragmatisk korridorpolitik og diplomatisk snilde
var han de europæiske og ikke mindst de zionistiske diplomater håbløst
underlegen. Godtroende og ukendt med spillereglerne kredsede han
hjælpeløst rundt i konferencens udkant.
Den 2. april mødtes de allierede stormagter i San Remo, hvor de
fordelte de arabiske provinser således, at Frankrig fik mandatet over
Syrien og Libanon, mens Storbritannien fik mandat over Mesopotamien
(senere Irak) og Palæstina. I mandatoverenskomsten forpligtede
Storbritannien sig til at effektuere Balfour-deklarationen. Balfours
løfte til zionisterne var herefter en internationalt bundet forpligtelse
overfor Folkeforbundet.
Mandatet
Lad os konsultere et par af artiklerne i mandatoverenskomsten. I
artikel to hedder det, at England blev gjort ansvarlig for at skabe
sådanne politiske, administrative og økonomiske forhold i Palæstina, at
det ville sikre etableringen af et jødisk nationalhjem og udvikling af
selvstyrende institutioner. Artikel fire foreskriver anerkendelse af et
Jewish Agency, der som offentligt organ skal samarbejde med
mandatadministrationen. Endvidere var administrationen i artikel seks
bundet til at lette jødisk indvandring under passende forhold og sikre
en tæt bosætning af jøder i landet.
I artikel to blev Østjordanlandet, også kaldet Transjordan, undtaget
fra de bestemmelser, der gjaldt for det vestlige Palæstina og kunne
herefter administreres sådan som Storbritannien fandt det passende.
England betragtede Transjordan, i modsætning til det vestlige Palæstina,
som hørende ind under det område, McMahon i 1915-korrespondancen havde
lovet uafhængighed. 1 1921 anerkendte England Husseins søn, Abdullah,
som leder af den nye regering i Transjordan.
Om mandatoverenskomsten må det siges, at den som helhed var i
zionisternes favør. Araberne var ikke blevet nævnt en eneste gang ved
navn. En væsentlig undladelse var det, at man bar begrebet »a national
home« med over fra Balfour-deklarationen uden at definere dets
betydning. Den endelige definition syntes at skulle afgøres ved den
måde, Storbritannien ville anvende sin vidtgående autoritet, den
udstrækning i hvilken jøderne ville udnytte deres muligheder, og den
grad araberne ville yde modstand.
I Foreign Office skuede de britiske politikere veltilfredse ud over
verden på deres globus - og konstaterede at alt var såre godt, og den
hvide mands byrde endnu til at bære. Zionistlederne trykkede hånd og
takkede hinanden for godt samarbejde. Diaspora-jødens århundredegamle
drøm om »næste år i Jerusalem« var blevet omskrevet fra religiøs liturgi
til de internationale beslutningstageres mere jordnære paragrafsprog.
Fra Damaskus til Hedjaz svirrede rygterne i alle tænkelige
kombinationer, men mundede som altid ud i, at man med en storsindet
gestus lagde sin skæbne i Allahs hænder - inch allah.
V. Nedtællingen begynder
Det er den imperialistiske politik,
som leger med os begge,
jøder som arabere.
(Fawzi el Hussaini).
Mens der ventedes på udfaldet af de internationale forhandlinger om
Palæstinas skæbne, blev området styret af en britisk
militæradministration. Efter afgørelsen i San Remo i april 1920, blev
den udskiftet med en britisk civil regering. Der blev introduceret et
moderne regeringsapparat, hvor der intet havde eksisteret før.
Retssystemet blev fornyet, afdelinger for sundhed, undervisning og
landbrug oprettet. Der blev bygget nye veje og anskaffet moderne
kommunikationsmidler.
I september 1920 lod højkommissæren, Sir Herbert Samuel, den første
immigrationsbestemmelse for jøder træde i kraft. Kvoten for det første
år var certifikater for 16.500 jøder. En kraftig arabisk opposition gav
sig omgående til kende, idet man forudså, at den arabiske jord ville
blive eksproprieret til fordel for den jødiske kolonisation. Araberne
frygtede, at en storstilet indvandring ville give jøderne en
majoritetsstilling ad åre. Jordspørgsmålet og indvandringstilladelserne
blev fra første stund de to dominerende faktorer, der skulle give
anledning til en uafbrudt række af vanskeligheder og uroligheder frem
til mandatets ophævelse i 1948.
Palæstina-mandatet overflyttedes, nu fra det britiske
udenrigsministerium til koloniministeriet - og kom dermed under Winston
Churchill. Han var ikke fortrolig med de vanskelige forhandlinger, der
havde ført frem til Balfour-erklæringen, og han kendte ikke meget til
den komplicerede, diplomatiske situation, der var opstået af britiske og
franske løfter og krav i den arabiske verden. Han ønskede imidlertid en
klar britisk politik anlagt for Mellemøsten. Et Middle East Department,
knyttet til koloniministeriet, oprettedes. Der indkaldtes, til en
14-dages konference i Cairo i marts 1921, hvor alle ansvarlige britiske
embedsmænd i den arabiske verden mødte op.
Churchill i Jerusalem
På Cairo-mødet blev det vedtaget at skille administrationen af
Transjordan helt ud fra Palæstina. Abdullah, Husseins søn, anerkendtes
som hersker, og her blev grundlaget lagt for det senere kongedømme
Transjordan. Da Churchill og Herbert Samuel, højkommissæren for
Palæstina, rejste op til Jerusalem, kvitterede de venligt på vejene
igennem Gaza for folkets tilråb, uvidende om, at disse fremsatte
ophidsende trusler mod jøderne. En revolte var i optræk.
I Jerusalem talte Churchill med arabiske repræsentanter, der krævede
Balfour-deklaradtionen omstødt og indvandringen standset. Churchill
svarede dem: »Jeg er ked af, at De betragter den anden part af
erklæringen for værdiløs. Den er vital for Dem, og De skulle vedholdende
kræve den opfyldt. Hvis det ene løfte står ved magt, gør det andet det
også. Vi skal overholde dem begge. Undersøg hr. Balfours velvalgte ord,
at Palæstina skal være et nationalt hjem, og ikke det
nationale hjem. Der er en stor meningsforskel. Oprettelsen af et jødisk
nationalhjem, betyder ikke en jødisk regering, der skal dominere
araberne.«
Kort efter Churchills afrejse udbrød der uroligheder med voldsomme
arabiske terrorhandlinger. I februar 1922 tilbød Churchill parterne, at
der blev oprettet en fælles lovgivende forsamling, der skulle erstatte
det eksisterende rådgivende råd. Forslaget strandede på arabisk uvilje
til at samarbejde om en konstitution, så længe Balfour-deklarationen og
indvandrings-bevillingerne ikke var blevet annulleret. Hermed afskar
araberne sig håbet om en Palæstinaregering, igennem hvilken de havde
kunnet yde indflydelse på mandatets ledelse. Det rådgivende råd, der
formelt kun havde til formål at anerkende mandatregeringens forslag, var
sammensat af ti britiske embedsmænd og ti palæstinensere (syv arabere og
tre jøder).
Sir Herbert Samuel, der virkede som højkommissær til 1925, var
britisk jøde og overbevist zionist. Som medlem af regeringen Lloyd
George havde han argumenteret stærkt for Balfour-deklarationen. Da han
blev udnævnt som højkommissær, knyttede zionisterne forståeligt store
forventninger til hans kommende virke. Samuel førte imidlertid en
upartisk ligevægtspolitik mellem jøder og arabere, og da han 1921
midlertidigt standsede den jødiske immigration under indtryk af de
politiske uroligheder, blev han mål for en voldsom zionistisk harme. Den
politiske handling, som han senere skulle blive hårdest kritiseret for,
var hans støtte til valget af Haj Amin el Husseini til stormufti af
Jerusalem i marts 1921. Haj Amin blev den stærkeste politiske figur
blandt palæstina-araberne og senere drivkraften i arabernes
terrorvirksomhed mod jøderne og mandatregeringen.
For at gøre den britiske regerings stilling til de to parter klar og
for at lægge en dæmper på araberne, offentliggjordes den 3. juni 1922 en
politisk erklæring, kendt som the Churchill Memorandum, hvor der blev
givet en mere præcis fortolkning af Balfour-erklæringen. Blandt andet
hed det, at Palæstina i sin helhed ikke skulle omdannes til et jødisk
nationalhjem, men at et sådant hjem skulle grundlægges i Palæstina. I
oktober 1923 tilbød Sir Herbert Samuel araberne at oprette et »Arab
Agency«. der skulle være en pendant til »Jewish Agency«. Dermed ville
araberne stå lige med jøderne, mente han. Tilbuddet blev dog afvist med
den begrundelse, at man ikke ønskede at blive stillet på lige fod med de
fremmede jøder, men at man fortsat krævede selvstændig status.
Perioden fra 1923 til 1928 var relativ rolig i mandatet. Det syntes
at have fundet en tilfredsstillende form under ledelse af kompetente
højkommissærer. Fra slutningen af 1925 til 1928 var Palæstina præget af
en alvorlig økonomisk depression, som midlertidigt hæmmede den
økonomiske udvikling. I efteråret 1928 kom det atter til uroligheder
mellem arabere og jøder, og i august 1929 eksploderede de overspændte
følelser i voldsomheder af en hidtil ukendt styrkegrad i Palæstina. Det
lykkedes de britiske styrker at genoprette orden, og der blev nedsat en
undersøgelseskommission i London, som under ledelse af Sir Walter Shaw
rejste til Palæstina. Shaw-kommissionen blev indledningen til 30'ernes
og 40'ernes lange række af Palæstina-kommissioner og -komiteer, der alle
indleverede omfangsrige rapporter og analyser med forslag til løsning af
det uløselige problem. De blev sjældent efterfulgt i den praktiske
politik.
VI. De magiske kræfter
Der var tre slags kræfter, der styrede den stadige eskalering af det
palæstinensiske drama. Det magiske tretal, om man vil. Forud for 1918
havde Storbritannien med tre forskellige aftaler bundet sig til, viste
det sig, i de næste tre tiår at administrere et område, hvor tre gamle
religioner, jødedommen, kristendommen og islam, beherskede sindene.
Hertil kom tre nye »religioner«, den palæstinensiske nationalisme, den
jødiske zionisme og det britiske imperiums interesser. Hver for sig
eller i stadig skiftende alliancer tog de tre kræfter opstilling og
leverede slag mod hinanden. Såvel zionismen som den arabiske
nationalisme havde fra begyndelsen overtoner af fanatisme. Den tog med
årene til. Hos briterne voksede desillusionen, de var den prædestinerede
taber.
Mens såvel araberne som jøderne havde store åndelige ressourcer at
trække på i deres nationalisme, var det for den enkelte britiske
embedsmand eller soldat i Palæstina-mandatet: ikke umiddelbart klart,
hvorfor han var, hvor han var. Men selvfølgelig var englænderen
hvorsomhelst i verden, hvor imperiets interesser påbød ham at være.
Utilgængelige for idealistiske og religiøse motiver accepterede de
britiske koloniofficerer derfor dagligdags forklaringer, som at den
britiske hær »had a job to do« og var i Palæstina »to, look after the
Canal«. Nogle har heri villet se en forklaring på den senere
Palæstina-administrations anti-zionistiske holdning.
I Storbritannien boede der et ikke ringe antal jøder, som havde
mulighed for at øve indflydelse til fordel for det zionistiske program,
om ikke andet så som vælgere. Det er et karakteristisk træk for hele
mandatperioden, at de politiske partier i England appellerede i deres
valgprogrammer til de engelske jøder, især når de var i opposition. Hver
gang måtte jøderne efter valget erfare, at givne løfter blev brudt.
Storbritannien havde vidtrækkende interesser i den arabiske verden, og i
takt med, at Palæstina-spørgsmålet blev til et anliggende, der optog
alle arabiske stater eller vordende stater, blev det en nødvendighed i
et vist omfang at imødekomme arabiske ønsker. Resultatet blev en håbløs
svajende politik. Skiftevis på den ene eller den anden stol, men oftest
graciøst midt imellem. Og midt imellem var for briterne en bulldogagtig
tro på, at de to andre parter ville lægge deres uenighed til side og
acceptere en bi-national stat, hvor arabere og jøder »kunne græsse
fredeligt side om side«. En sådan stoisk naivitet, kan synes uforståelig
for en senere tid, men kan måske forklares som et typisk karaktertræk i
enhver imperialistisk magtpolitik. Imperiebestyreren dikterer sin vilje
og regner med at få der igennem i sidste ende på den ene eller anden
måde.
Voksende indvandring
Den anden af de tre kræfter var zionismen. Mange havde uden tvivl i
1917 undervurderet denne bevægelse. At samle jøder fra hele verden og
genskabe en jødisk nationalstat i Palæstina forekom mere jordbundne
europæere en fantastisk tanke. Zionismen voksede imidlertid til i
tyverne, faldt tilbage nogle år, for så at nå frem til sit take off
i 1933. Det kritiske tidspunkt indtraf i slutningen af tyverne under
depressionen, hvor det syntes, som om det zionistiske projekt skulle
falde fra hinanden. Der udvandrede mange jøder fra Palæstina, omtrent så
mange som der i de samme år indvandrede, med det resultat, at man blandt
zionister i Palæstina begyndte at tvivle på, at nationalhjemmet skulle
blive andet end et jødisk mindretal i et arabisk Palæstina.
Billedet ændrede sig dog hurtigt. 1933 blev det skelsættende år. I
1930 indvandrede der 4.000 jøder. I 1932: 9.500. I 1933: 30.000. I 1934:
42.000. I 1935: 62.000 jøder. Sammenhængen mellem de større
indvandringstal og den politiske udvikling i Centraleuropa er
indlysende. Mange zionister har måttet spørge sig, hvilken skæbne
nationalhjemmet ville have fået med en anden udvikling i
mellemkrigstidens Europa.
I årene op til 1933 var der hos alle tre parter en grundliggende
fornemmelse af, at Palæstina-problemet alle vanskeligheder til trods nok
skulle munde ud i en acceptabel løsning. For zionisternes part må det
her være rigtigt at påpege det mest afgørende dilemma. Valget stod for
de zionistiske ledere mellem en appeasementpolitik overfor araberne
eller en konsekvent gennemførelse af den zionistiske målsætning. Man
kunne bevare et rimeligt forhold til araberne, hvis man ville slække på
indvandringskvoterne. Det ville betyde, at nationalhjemmets etablering,
altså en jødisk stat, tabte sig i en fjern fremtid. Alternativet var at
arbejde på den størst mulige indvandring, legal eller illegal, dels for
at konsolidere nationalhjemmet, dels for at redde de europæiske jøder
fra den nazistiske racisme. Hermed ville man desværre skubbe araberne
fra sig og gøre dem til sine fjender. Zionisterne valgte det sidste, og
afskar sig dermed enhver mulighed for at komme til forståelse med
araberne. Zionisterne kunne vel ud fra deres målsætning ikke handle
anderledes. På et tidspunkt, hvor den koloniale imperialisme var klart
på retur, i hvert fald set med efter-rationaliserende øjne,
manifesterede zionismen sig som en af de måske kraftigste nationale
bevægelser i det 20. århundrede, og den forbandt sig intimt med
imperialismen. Zionismens succes stod og faldt med den britiske
imperialisme, og skulle den sejre, ville det betyde nederlag for den
arabiske nationalisme.
Palæstina-arabernes første revolte
Den sidste af de tre kræfter er araberne. Palæstina-araberne, og
dermed menes ganske enkelt de arabere, der boede i Palæstina-området,
havde altid haft jøder boende mellem sig, især i Jerusalem og Safed. Men
da palæstina-araberne blev præsenteret for det zionistiske program,
svarede de, at jødernes historiske tilknytning til Palæstina ikke var
synonym med retten til at eje landet. Man var indforstået med, at et
vist antal jøder slog sig ned i området, men under den forudsætning, at
jøderne ikke sigtede mod at overtage landet. Efter
Balfour-deklarationen. og de første år af mandatperioden, stod det klart
for de arabiske ledere, d.v.s. stamme- og familieoverhovederne, at
zionisterne stilede mod intet mindre end en magtovertagelse. Første
revolte kom i 1921, mange andre fulgte. Al historisk erfaring viser, at
en konflikt af den art ikke kan løses fredeligt, men fører til
blodsudgydelse.
Den britiske arabist, George Antonius, der først og fremmest er kendt
for sin fremragende fremstilling af den arabiske nationalismes historie,
»The Arab Awakening«, skriver i denne bog, der blev udgivet i 1938, at
nazismens grusomheder mod jøderne, efter arabernes mening, aldrig kan
blive en undskyldning for at undertrykke et tredie folk, araberne.
Antonius fortsætter: »Jødernes håb er blevet så stærkt, at hvis
zionisternes drøm om en jødisk stat i Palæstina ikke går i opfyldelse,
så vil det forvolde intens desillusionering og bitterhed. De mange
beviser på folkets ånd og evne til at udholde prøvelser og modstå farer
ved opbygningen af et nationalhjem beviser den hengivenhed, hvormed en
stor del af det jødiske folk hylder det zionistiske ideal. Og det ville
være en yderligere grusomhed mod jøderne at skuffe deres håb, hvis der
eksisterede en mulighed for, at de blev opfyldt, uden at det samtidig
førte til grusomhed mod et andet folk, Men fornuftens kendsgerninger er
ubønhørlige, De viser, at der ikke er plads til endnu en nation i
Palæstina, undtagen hvis man fordriver eller udrydder den nation, der
allerede ejer det.«
Mellem 1932 og 1935 blev der dannet seks rivaliserende arabiske
partier. Heraf dominerede to, nemlig Palestine Arab Party, ledet af
Husseini-familien med muftien, Haj Amin el Husseini, som stærkeste
eksponent, og Arab National Defence Party, ledet af den anden store
familie, Nashashibi.
I 1933, hvor den første nye jødiske masseimmigration fandt sted, var
det år, hvor det blev klart, at muftien, Haj Amin el Husseini, var
arabernes nationale leder. Han forsøgte, med delvis held, at overbevise
araberne om, at de skulle boykotte handel med »britiske og zionistiske
varer«. Hans ambition var at rejse en fjendtlig holdning mod
mandatmagten fordi han mente, at zionisterne var hjælpeløse uden
administrationens støtte. Derfor måtte man først rette sine angreb mod
briterne, dermed ville begge modstanderne falde.
Stormuftien
Haj Amin var inderlig nationalist og besad som alle patrioter en
dybfølt overbevisning om, at han og hans landsmænd havde retten på deres
side, for slet ikke at tale om Allah. Som for mange andre politikere i
nærorienten var Mustafa Kemal Atatürk og den tyrkiske nationale
befrielsesbevægelse et forbillede, der kunne inspirere Haj Amin. Men i
sin egenskab af religiøs leder, stormufti af Jerusalem, fik hans
propaganda en religiøs karakter. Han kaldte jøder og briter for
hedninge, og begrebet Jehad, den hellige krig, kunne atter høres. Haj
Amin er fra zionister, men også fra mere neutral side, blevet anklaget
for, at have prædiket anti-semitisme mod jøderne. Han skal have udtalt,
at selve det at være jøde er en fornærmelse. Disse anklager fremkom især
efter, at han under anden verdenskrig aflagde besøg hos Adolf Hitler.
Den engelske historiker, Christopher Sykes, mødte adskillige gange
stormuftien i Georg Antonius' hjem i 1936 og har givet følgende
karakteristik af ham: »Det var umuligt ikke at tro på hans oprigtighed.
Han havde en naturlig værdighed. Han var smuk og meget spinkel af
bygning. Som orientaleren blandt alle orientalere bar han aldrig
europæiske klæder, men en dragt passende for en muhammedansk doktor i
teologi. Hans stemme var blød, og han kendte det trick at sidde stille
som en statue. Han hverken gestikulerede eller hævede stemmen. Han fik
andre mennesker til at føle sig vulgære. Det var vanskeligt at forbinde
nogen blodtørstighed med ham. Den arabiske fortaler, George Antonius der
var et yderst kultiveret menneske, vaklede aldrig i troen på at Haj Amin
var en helgen.«
Hvis man samtidig kaster et blik ud over de andre mellemøstlige
mandatområder, vil det hjælpe til at forstå palæstinensernes
utålmodighed. I 1928 blev mandatet Transjordan ændret til emiratet
Transjordan, der i interne spørgsmål kunne føre en selvstændig politik,
forudsat at regeringen var konstitutionel. 1930 blev den
arabisk-irakiske pagt sluttet, og den ratificeredes året efter, hvormed
Irak fik en for den tid acceptabel uafhængighed. I Syrien og Libanon
gjorde folket oprør, og franskmændene måtte slække på tøjlerne. Den
syriske republik blev udråbt, og en konstitutionel regering indsat.
Alene det, at der eksisterede en syrisk republik, hvortil
palæstinenserne mente, at de burde have hørt, var nok til at sætte de
arabiske sind i brand i Palæstina-mandatet. Kun de kunne ikke få
selvbestemmelse, og begrundelsen var løftet om det jødiske nationalhjem,
og, sagde man, så var det tilmed meningen, at nationalhjemmet skulle
have lov til at udvikle sig til en stat. Vrede og såret nationalfølelse
var det bedst tænkelige grundlag for Haj Amins oprørsagitation. Tilmed
lykkedes det ham at vække hele den arabiske verdens interesse for
Palæstina-spørgsmålet. Den glemte det aldrig igen.
VII. Tragedien folder sig ud. Beslutningstagerne går i tænkeboks
Det blev i trediverne i stigende grad tydeligt, at Palæstina-mandatet
tjente Storbritanniens strategiske interesser i Mellemøsten. I 1932 fik
Irak i praksis uafhængighed, og fire år senere blev også Ægypten
selvstændigt. I begge tilfælde mod, at landene accepterede
militærtraktater, der gav Storbritannien ret til at holde visse luft-,
land- og flådestyrker på deres territorier. Til trods for garantierne
var Englands fremtidsudsigter i disse områder dog nok så usikre, og det
blev afgørende at sikre militære rettigheder i Transjordanien og
Palæstina, der med deres centrale beliggenhed var strategisk fortrinlige
baser. I 1933 blev en moderne havn i Haifa færdigkonstrueret, og to år
senere blev havnen endestation for en olieledning, der skulle føre olie
fra Irak til Middelhavet. Olieselskabet, Irak Petrol Company, der var
britisk kontrolleret, havde ret til fri transit gennem Palæstina. I
Lydda anlagdes en lufthavn, der blev et vigtigt led i lufttrafikken i
Mellemøsten. Hvad den britiske sikring af Suezkanalen angik, kunne Haifa
i nødstilfælde erstatte Alexandria som flådebase i det sydøstlige
Middelhav. Og Negev-ørkenen, den sydlige del af Palæstina, kunne bruges
som erstatning for kanalzonen i forsvaret af Suezkanalen.
Grundaspekterne i Palæstina-spørgsmålet ændrede sig i årene op til
1936. Spørgsmålet om, hvorvidt et jødisk nationalhjem skulle oprettes
eller ej, var ikke længere teoretisk. Nationalhjemmet eksisterede
allerede, og spørgsmålet var derfor nærmere, hvorvidt det kunne siges at
være fuldt oprettet eller ej. I den vestlige verden gennemførte
regeringerne restriktioner mod indvandring, som betød, at jøderne fra
Centraleuropa pressede ekstra hårdt på Palæstina for at komme væk fra
den nazistiske forfølgelse.
Samtidig blev en anti-zionistisk, fjendtlig holdning i den arabiske
nationalbevægelse helt udtalt. I midten af trediverne voksede en hel
generation af palæstina-arabere op, der politisk var blevet opdraget til
at betragte mandatet som en uretfærdighed. De lærte, at det eneste, der
stod mellem dem og arabisk selvstyre, var zionisterne. I de første
måneder af 1936 tog den politiske spænding konstant til. I Syrien og
Ægypten havde nationalistiske demonstrationer fremkaldt forsikringer fra
Paris og London om snarlige traktater, der ville anerkende de to landes
uafhængighed. De fascistiske radiostationer i Italien lagde et stadig
anti-britisk propagandapres på Palæstina. Den lokale arabiske presse
opfordrede de nationale ledere til at følge de andre arabiske staters
eksempel og forsøge at tvinge Palæstinas uafhængighed igennem.
Atter kom det i den britiske regering på tale, om man skulle tillade,
at der blev oprettet en lovgivende, repræsentativ forsamling i
Palæstina. Forslaget blev dog imødegået fra alle jødiske kredse med
indflydelse, idet man hævdede, at den arabiske majoritet i en sådan
forsamling ville forhindre den fortsatte opbygning af nationalhjemmet.
Tanken om en nationalforsamling i Palæstina blev så udskudt på ubestemt
tid.
The Arab Higher Committee
Den 26. april mødtes de palæstina-arabiske partiledere og grundlagde
et permanent timands eksekutivorgan, der fik navnet »the Arab Higher
Committee«, hvis præsident var Haj Amin el Husseini. I samme måned
erklærede Arab Higher Committee seks måneders generalstrejke, som ville
blive afblæst, såfremt den britiske regering ville standse den jødiske
indvandring, og som sandsynligvis ville blive forlænget, hvis den
jødiske indvandring uhindret fortsatte. Endvidere krævede man forbud
udstedt mod salg af jordarealer fra arabere til jøder, og man ønskede
mandatet erstattet med en national regering, der skulle være ansvarlig
over for en repræsentativ forsamling.
Sommeren 1936 var præget af meget alvorlige uroligheder i mandatet.
Arabiske terrorgrupper bar hovedsagelig ansvaret herfor. Jewish Agency
førte en ivrig overtalelseskampagne overfor ekstreme jødiske grupper,
der ønskede at gribe til modterror, og med få undtagelser forholdt den
jødiske befolkningsgruppe sig passivt. 1936-urolighederne affødte en ny
britisk undersøgelseskommission.
Peel-kommissionen satte sig, som den første, ud over dogmet om
bi-nationalisme i et samlet Palæstina. Tværtimod fastslog den, at
mandatet var uarbejdsdygtigt, da der eksisterede et så graverende
modsætningsforhold mellem de to befolkningsgrupper, at en repræsentativ
regering, hvor majoriteten ville respektere minoriteten, ikke kunne
etableres. Følgelig anbefaledes det, at man så hurtigt som muligt delte
Palæstina i en suveræn arabisk og en suveræn jødisk stat samt en britisk
mandatzone. (Se:
Peel-kommissionens delingsplan).
Zionisterne bestemte sig til at støtte Peels delingsforslag, men
araberne afviste det naturligvis. Nok så afgørende var det, at Arab
Higher Committee lod forlyde, at en arabisk støtte til de fascistiske
lande ikke var umulig. På en konference, kommiteen havde indkaldt til, i
Bloudan den 8. september 1937, og hvor der deltog 400 delegerede fra
alle stater, blev følgende udtrykt: »Vi må gøre Storbritannien
forståeligt, at politikken i Palæstina skal ændres. I modsat fald står
det os frit at stille os på de europæiske landes side, som fører en
uvenlig politik overfor Storbritannien.« Peels delingsforslag blev
forkastet af regeringen med den begrundelse, at det var for teknisk
vanskeligt at gennemføre. I mandatet stod det klart, at briterne ikke
var i stand til at holde de arabiske terrorister i ave. Derfor udskilte
ekstreme fløje af Haganah, den jødiske undergrundsbevægelse, sig og
formerede grupperne Stem og Irgun Tsva'i Leumi, der udøvede terror mod
araberne og senere mod de britiske myndigheder.
Krigstruslen i Europa blev mere og mere reel. Den britiske regering
var nødt til at træffe en beslutning, der klart ville angive, hvilken af
parterne i Palæstina-spørgsmålet, den ville støtte. Regeringen indså, at
jøderne ikke ville have noget valg, hvis de skulle vælge krigspartner i
Europa. Man bestemte sig derfor for at forsone araberne på jødernes
bekostning.
Hvidbogen
White Paper 1939 var regeringens afgørelse, fremsat den 17.
maj 1939. Hvidbogen skulle få katastrofale følger for tusindvis af
jøder, der havde håbet på muligheden for udvandring til Palæstina. I
stedet så de sig nu definitivt spærret inde i Centraleuropa. Hvidbogen
lagde linien for den britiske mandatpolitik fra 1939 og frem til 1948.
Det afgørende nye var, at løftet om et jødisk nationalhjem blev
betragtet som opfyldt, og at Storbritannien ikke havde til hensigt at
støtte oprettelsen af en jødisk stat. I stedet proklameredes det, at en
Palæstina-stat ville blive dannet, hvor jøder og arabere i fællesskab
skulle udøve den regerende myndighed. I overgangsperioden, der
beregnedes til ti år, blev jøder og arabere opfordret til at tage øget
del i administrationen. I mellemtiden skulle de jødiske jordopkøb
begrænses stærkt. Der måtte de første fem år ikke indvandre mere end
75.000 jøder ialt. Hvad der kom derudover var afhængigt af arabernes
godkendelse. Hvilket i realiteten betød, at der derefter ikke ville
blive givet flere indvandringstilladelser.
The Arab Higher Committee, der havde opslået sit eksilkvarter i
Beirut, afviste Hvidbogen, for den mente, at selv 75.000 nye indvandrere
var for meget. Zionisterne opfattede Hvidbogen som et forræderi mod
jøderne og afviste den blankt. Chaim Weizmann beretter om, hvorledes han
fløj fra Palæstina til England, hvor han i en samtale med Chamberlain
gjorde opmærksom på den skæbne, der ventede Tysklands og Polens
millioner af jøder. Han anmodede Chamberlain om at være behjælpelig med
at frelse dem, men denne var køligt afvisende.
Med Hvidbogen kulminerede den langsomme forandring i officiel britisk
holdning til nationalhjemmet fra at have været venlig i 1917 til nu at
være det modsatte. Grunden under Palæstina-mandatet begyndte med anden
verdenskrig langsomt at smuldre. Hidtil havde mandatmagten regeret
landet med overvejende støtte fra jøderne i landet. Nu stødte regeringen
zionisterne fra sig uden dog at formilde araberne. Det
lige-imellem-to-stoles princip. Fra 1939 regerede mandatmagten derfor
landet uden støtte fra befolkningen og blev i stigende grad autokratisk.
Den engelske beslutning var et forsøg på en forsoningspolitik overfor
araberne. Det var et faktum, at de arabiske stater viste den største
opmærksomhed for PaIæstina-spørgsmålet, og de viste en stadig tiltagende
antibritisk holdning. Samtidig optrådte de venligt overfor det
nazistiske regime i Tyskland, og det kunne blive fatalt for
Storbritannien, der havde en stor del af sine olieressourcer i den
arabiske verden. Den engelske regering mente ikke at den, med Europa på
grænsen til krig, kunne tillade sig at fremprovokere en yderligere
fjendtlig holdning hos araberstaterne. Dette skulle være et forsøg på at
genoplive den britisk-arabiske alliance fra første verdenskrig. Lykkedes
det ikke helt, så blev britiske hovedinteresser dog sikret så længe
krigen varede, idet Palæstina og Ægypten tjente som sikre baser for
britiske tropper. Lord Balfours erklæring i 1917, der til dels var
fremstået af en idealistisk inspireret humanisme, havde nu kun interesse
i den udstrækning, den tjente Storbritanniens strategiske overvejelser.
VIII. Fronterne trækkes op
Anden verdenskrig nedfrøs midlertidigt Palæstina-problematikken. De
zionistiske ledere i Jerusalem afgav forsikringer om, at Storbritannien
kunne regne med nationalhjemmet som en 100 % allieret, men at man under
ingen omstændigheder ville forsone sig med Hvidbogen. David Ben-Gurion,
formand for Jewish Agencys eksekutiv-komité, udtrykte denne holdning i
et genialt paradoks: »Vi skal kæmpe for Storbritannien i denne krig, som
om der ikke var nogen Hvidbog, og vi skal bekæmpe Hvidbogen, som om der
ikke var nogen krig.«
Zionisterne forsøgte indtil 1944 forgæves at få rejst en jødisk hær
under britisk overkommando. Da dette blev afvist meldte man sig som
almindelige frivillige. I 1942 var der således indrulleret 18.800
palæstinajøder i de britiske styrker. 9.000 palæstina-arabere havde
meldt sig. I særdeleshed for jøderne fik denne militærtræning betydning
senere, og krigen igennem foregik der store våbenopkøb både fra arabisk
og jødisk side. Især blev våbenmarkedet velforsynet, efter at
ørkenkampene i Nordafrika var afsluttet. Jøderne kunne i kraft af deres
større købekraft sikre sig hovedparten heraf.
Illegal jødisk indvandring tog et vældigt opsving efter at Hvidbogen
af 1939 trådte i kraft og skabte et stærkt følelsesbetonet
modsætningsforhold mellem jøderne og de britiske mandatmyndigheder.
Briterne gik ret hurtigt over til at internere flygtningene fra de
opsnappede skibe i lejre på Cypern. Det resulterede i, at de jødiske
terrororganisationer atter gik i aktion, idet de erklærede, at de på
enhver måde ville bekæmpe det eksisterende regime. Regeringsbygninger
blev bombet, flere gange forsøgtes attentat på højkommissæren, men
forgæves. Derimod lykkedes det at ombringe den britiske minister for
Mellemøsten, Lord Moyne, i Cairo november 1944.
Passiv modstand
Der var en passiv modstand hos den jødiske befolkning i forholdet til
den britiske administration. Man ønskede ikke at angive sine egne folk.
Det menes, at kun én % af den jødiske befolkning aktivt støttede de
jødiske terrorister. Jewish Agency lod sin undergrundshær, Haganah,
samarbejde med briterne i et forsøg på at tilfangetage terroristerne fra
Stern- og Irgun-grupperne. Efter mordet på Lord Moyne lykkedes det dog
Haganah at overtale terroristerne til at indstille deres aktivitet
foreløbig. Det bidrog til en mere rolig atmosfære i de sidste
krigsmåneder.
Et forhold, der skulle blive afgørende for Palæstina-spørgsmålet i
efterkrigsårene, var en stadig stigende uenighed mellem USA og
Storbritannien om, hvilken ordning der burde træffes for
Palæstina-mandatet på længere sigt. England kritiserede, at de
amerikanske olieselskaber erhvervede sig stadig større områder i de
olierige araberstater, men lod dem forsvare af den britiske flåde og det
mellemøstlige Royal Air Force. I kampagnen op til præsidentvalget i 1944
havde både republikanere og demokrater indføjet Palæstinaspørgsmålet i
deres valgprogrammer, hvor de krævede restriktioner for jødisk
indvandring og jordopkøb hævet. I Storbritannien reagerede man i
politiske kredse med harme på den vedvarende amerikanske kritik af
bestemmelserne i Hvidbogen.
Regeringsskiftet efter anden verdenskrig affødte ingen ændring i
Hvidbogens bestemmelser. Labour havde nok kort en stærk pro-zionistisk
kampagne i krigsårene, men da det kom til magten, lagdes kursen brat om.
Den nye regering kom meget hurtigt til den opfattelse, at alle
beslutninger, der angik Mellemøsten, måtte sigte på at vinde arabisk
venskab.
Et spørgsmål, der vakte megen politisk røre, var, om et antal
overlevende jøder fra koncentrationslejrene i Tyskland, ca. 100.000,
skulle have lov at rejse ind i Palæstina uden videre. USA plæderede
herfor, men Whitehall afviste stædigt af frygt for den arabiske opinion.
Spørgsmålet rejste forståeligt nok en harmfuld anti-britisk stemning
blandt palæstina-jøderne. Haganah sluttede sig nu til
terroristgrupperne, og en bred jødisk sabotagevirksomhed rettet mod alle
britiske anlæg åbnedes over hele Palæstina. De arabiske terroristgrupper
holdt sig heller ikke tilbage.
Strategisk værdi
Det var Palæstinas strategiske værdi, der havde fået den britiske
arbejderregering til at sadle om, efter kort tid ved magten. I marts
1946 opnåede Transjordanien egentlig selvstændighed efter at have
indgået en militær-overenskomst med Storbritannien. De militære baser i
Irak og Ægypten kunne England imidlertid risikere snart at måtte
nedlægge, og derfor var det pludseligt afgørende for labourregeringen at
opretholde herredømmet i Palæstina. At briterne ingen planer havde om at
forlade landet viste sig f.eks. ved, at de begyndte at oprette
permanente militærlejre i Gazadistriktet, samtidig med at en ny
olieledning konstrueredes fra Irak til Haifa. Intentioner og virkelighed
svarede dog meget dårligt til hinanden. I slutningen af 1946 var der
næsten 100.000 britiske tropper og konstabler i Palæstina, hvilket var
en soldat for hver attende person i landet. Den jødiske
terroristvirksomhed i landet var imidlertid så hårdtslående, at det
britiske civilpersonale måtte evakueres. Landet blev sat i
undtagelsestilstand, og de britiske soldaters forlægninger sikredes i
pigtrådsafspærrede sikkerhedszoner. De britiske soldater hadede
Palæstina og ønskede kun at komme væk. (De britiske kolonisoldaters lod
i de midterste årtier af dette århundrede var ikke misundelsesværdige. I
sommeren 1967 talte jeg i Aden med adskillige soldater, der havde gjort
tjeneste i Palæstina. De hævdede, at Aden var Palæstina om igen.
Forskellen var kun, at terroristgrupperne ikke bar navnene Stern og
Irgun, men derimod hed FLOSY og NLF). Som senere i Aden, undlod den
britiske højkommissær i Palæstina at bruge hærens fulde magt. I så fald
havde oprøret kunnet knuses. Det var klogt, at man undlod dette.
For FN
I London brød sideløbende forhandlingsbestræbelser sammen, fordi
zionisternes og arabernes krav var uforenelige. Den 14. februar 1947,
besluttede den britiske regering derfor at indbringe Palæstina for det
to år tidligere oprettede FN. Dette indebar ikke, at labourregeringen
ønskede at opgive mandatet. Storbritannien ønskede fortsat at bestyre
Palæstinamandatet, men det havde brug for FNs hjælp til at løse den
øjeblikkelige krise.
De forenede Nationer udnævnte en særlig Palæstina-komité, UNSCOP, som
besøgte Palæstina for at danne sig et billede af situationen. I
september 1947 berettede den tilbage i en rapport til FN, at komitéen
ikke kunne nå til enighed. Der var et flertal for en deling af landet,
men et mindretal mente, at Palæstina skulle bestå i sin helhed.
Flertalsforslaget om deling blev med visse ændringer lagt frem til
afstemning i Generalforsamlingen, og blev her i november 1947 vedtaget
med to trediedeles flertal. I sommeren 1948 skulle briterne forlade
Palæstina, og området opdeles i to stater, en jødisk og en arabisk.
Storbritannien havde ved at indbringe Palæstina for FN afskåret sig fra
at bestemme over områdets fremtid. Der ville blive gennemført en
politisk deling, hvor der var forudset en økonomisk union mellem de to
stater. Jerusalem skulle udgøre en international zone.
Da det nu var afgjort, at England måtte opgive mandatet, blev det af
altoverskyggende vigtighed for arbejderregeringen at redde så meget
goodwill som muligt i den arabiske verden. Derfor blev der fra britisk
side ikke ydet nogensomhelst støtte til FN i gennemførelsen af
delingsplanen.
De sidste måneder op til skæringsdatoen, der var blevet fastsat til
15. maj 1948, var Palæstina præget af hyppige sammenstød mellem jøder og
arabere. Begge parter forberedte sig til opgøret ved indsmugling af
våben. Vagtskiftet var i fuld gang. Mens briterne løsnede deres greb om
landets styre, overtog arabere og jøder ansvaret for den videre
politiske udvikling. Samtidig koncentrerede de arabiske stater deres
militære styrker langs grænsen til Palæstina, klar til at rykke ind og
forhindre oprettelsen af den jødiske stat, når Storbritannien var væk.
|
