 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Somogyi, Béla
Béla Somogyi (16. maj 1868 - 17. februar 1920), ungarsk journalist, redaktør, pædagog og socialist. Somogyi fødtes i en fattig familie og måtte arbejde siden han var ganske ung. Han ønskede at blive (folkeskole)lærer, og det lykkedes ham at få en seminarieuddannelse. Denne afsluttede han i 1893, hvorefter han begyndte at arbejde som lærer i en landsby i provinsen.
Her begyndte han at skrive artikler om forholdene i de tilbagestående landregioner til Socialdemokratiets (MSzDP) hovedorgan, dagbladet Népszava. Dog måtte han skrive under et pseudonym for at bevare sin stilling som lærer. I august 1897 blev han imidlertid en af Népszava redaktører, hvilket medførte at han blev afskediget som lærer.
Imidlertid blev Somogyi efter et halvt år pga. hårde interne partikampe nødsaget til at forlade Népszava. I de efterfølgende 7 år deltog han ikke i bevægelsen, men gik i gang med en universitetsuddannelse i fremmedsprog. Efter eksamen blev han først lærer siden rektor for en højere skole.
I 1903 vendte han tilbage til avisen og blev fast medarbejder med speciale i opdragelse og undervisning. Senere blev han ansvarlig for Népszavas indlandsredaktion. Den daværende liberale borgmester i Budapest tillod, at han bevarede sit skolejob og samtidig fortsatte sit arbejde som redaktør. Efterhånden arbejdede han som all-round journalist. Han skrev specielt om økonomiske problemer, bønder, de fattige landarbejdere og kommunalpolitik. I denne tid begyndte han også at skrive for partiets månedlige teoretiske tidsskrift Szocializmus.
Uddannelsesspørgsmål forblev dog hans hovedinteresse inklusive voksenuddannelse. Han organiserede et fagforbund for lærere og gik stærkt ind for adskillelsen af stat og kirke, således at bl.a. undervisningen i religion skulle udgå fra undervisningen. Undervisningen i folkeskolen skulle udvides til 8 skoleår. I dette spørgsmål samarbejdede han med arbejderbevægelsens ungdomsorganisationer, specielt vedr. de unges videreuddannelse. I 1911 blev han redaktør for ungdomsorganisationens tidsskrift.
Efter den ungarske oktoberrevolution blev han vice-undervisningsminister i den borgerlige regering under ledelse af Károlyi Mihály. Da Ungarn i 1919 etablerede sig som Sovjetrepublik, blev han valgt til det centrale Arbejderråd, men blev ikke særlig aktiv, fordi han ikke kunne få et rimeligt samarbejde med kommunisterne.
Efter Sovjetrepublikkens fald og de ledende kadres nærmest uundgåelige flugt til Wien, forblev Somogyi i Budapest, hvor han overtog posten som chefredaktør ved Népszava. Han skrev stærkt kritiske artikler mod den nye kontrarevolutionære regering, i hvilke han beskrev den hvide terrors ugerninger - i vore dage er disse helt glemte, men i samtiden var der en omfattende protestbølge i hvilken førende socialdemokrater, som f.eks. Hjalmar Branting, Karl Kautsky, Emile Vandervelde m.fl. deltog. Den Internationale faglige Central i Amsterdam organiserede en effektiv international boykot af varer til og fra Ungarn.
Somogyis artikler vakte stor vrede i det kontrarevolutionære regime, han var forhadt helt ind i den inderste kreds af Miklós Horthys regering. En gruppe officerer fra denne kreds bortførte ham og hans personlige vagt den 17. februar 1920. De blev begge myrdet og smidt i Donau. Ved hans begravelse den 22. februar 1920 deltog over 100.000 arbejdere i protest.
Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 29/7 2003
Læst af: 29.949