 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Bán, Antal
Antal Bán (Rozmayer) (født i Baranya provinsen i Ungarn i 1903, død i Zürich 25. august 1951), ungarsk metalarbejder og socialdemokratisk leder.
Antal Bán fik sin første organisatoriske erfaring i arbejderbevægelsen i en alder af 14 år. Som 15 årig blev han i 1918 sendt i lære på Ganz fabrikken i Budapest - en af landets største arbejdspladser. I 1919 under Rådsrepublikken afholdt de Kommunistiske Ungarbejdere deres stiftende kongres, og her blev Bán valgt til den nye organisations kontrolkommission. Efter Rådsrepulikkens sammenbrud måtte han emigrere til Jugoslavien, hvor han blev aktiv i det socialdemokratiske parti og i den jugoslaviske fagbevægelse. I 1938 var han socialdemokratiets kandidat ved valget til byrådet i Subotica, og i 1939 blev han udnævnt til næstformand i partiets afdeling i Novisad. Begge byer havde en betydelig befolkning af ungarsk afstamning. Efter at dette område ved starten af 2. Verdenskrig blev knyttet til Ungarn, blev han forbindelsesofficer mellem Novisad afdelingen af sit parti og hovedkontoret i Budapest.
I 1943 slog han sig ned i Budapest, hvor han arbejdede for samlingen og organiseringen af socialdemokratiske intellektuelle. Han spillede en vigtig rolle i dannelsen af kadrer på partiets venstrefløj, der ønskede et brud med partiets forsoningspolitik under ledelse af Peyer. I dette arbejde fik han støtte af partiets teoretiker, Illés Mónus. Efter 1945 blev han sekretær for partiets førstesekretær Árpad Szakasits. Han blev endvidere medlem af politbureauet, medlem af parlamentet og frem til januar 1948 industriminister. Han spillede en banebrydende rolle i udformningen af dekreter omkring fagbevægelsens og fabrikskomiteernes rolle i den nye organisering af arbejdet. Han var nu praktisk talt partiets mest indflydelsesrige leder. Han tilhørte partiets centrum-venstrefløj og støttede samarbejdet med kommunistpartiet.
I 1946 deltog han i en række socialistkongresser i udlandet, hvor han erklærede sig som fortaler for et samarbejde med Ungarns Kommunistparti. Men fra 1946 nærmede han sig partiets midterfløj omkring Kéthly, og af forskellige årsager begyndte han nu at gå imod kommunistpartiet. Han begyndte at modarbejde en fusion med kommunistpartiet, og kom derved i opposition til ledelsesflertallet i sit parti, og i januar 1948 måtte han trække sig som minister. I marts samme år blev han ekskluderet af partiet, sammen med de fleste andre ledere, der havde modsat sig fusionsplanerne. Han valgte nu at gå i eksil, hvor han fik støtte fra udenlandske socialistpartier, og fortsatte sit politiske arbejde i England og Schweiz frem til sin død i 1951.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2003
Læst af: 21.811