Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kampen om Trotzki

Pjece udgivet i 1937 af Marie Nielsen

Moskva-Processen i Slutningen af August 1936 mod en Række af Lenins gamle nære Venner og Medarbejdere med paafølgende Domme og Henrettelse er den direkte Aarsag til Udsendelsen af dette allerede i Aaret 1924 samlede Materiale om den i Sovjetunionen fra 1923 standende Strid om Trotzki.

Naar jeg gør dette, og desuden paatænker at fortsætte med en Række Smaapjecer, der skal belyse Striden igennem 13 Aar mellem Trotzki og hans Meningsfæller paa den ene Side og Stalin (delvis Sinowjev) og Meningsfæller paa den anden Side^¹⁾, saa er to Grunde afgørende for mig.

Striden er ikke et indre russisk Anliggende, men er af international Karakter, idet Kernen i Striden, noget tilsløret maaske af mange forskellige Forhold, er det voldsomme Sammenstød mellem den stalinistiske og nationalistiske Teori: Socialismen er gennemførlig i et Land, og Trotzkisternes Fastholden ved den marxistiske Teori: Socialismens fulde Gennemførelse afhænger af den sociale Verdensrevolution, i det mindste den sociale Revolutions Sejr i de vigtigste Lande. Af Trotzki er denne Teori formet i Slagordet: Den permanente Revolution.

At man ogsaa i Sovjetunionen anser Striden for at være af international Natur ses deraf, at alle kommunistiske Partier igennem Komintern er inddraget i Striden gennem Fordringen om fra Tid til anden at fordømme Trotzki og hans Meninger.

Og dette er min anden Grund for at udsende den bebudede Pjecerække, det manglende Materiale angaaende Striden til Belysning af begge Meningsretninger, og den manglende ideologiske Forberedelse af Medlemsmasserne ved indgaaende Diskussion, før man forlangte, at de skulde dømme.

Her i Danmark har der ikke foreligget Skygge af Materiale, som var tilgængeligt for Medlemsmassen, og der er aldrig ført en Diskussion om denne vældige Strid, der har spaltet Partier i andre Lande og delvis har spaltet Komintern, idet Grundlaget for en ny og 4. Internationale er lagt, og i Sovjetrusland har ført til saa omfattende politiske Oppositionsdannelser, at Regeringen har ment det nødvendigt at skride til fysisk Udryddelse af Førerne.

Hvorfor jeg ikke tidligere er skredet til Udsendelse af oplysende Materiale?

Er man Kommunist af Overbevisning, saa binder den kommunistiske Disciplin ens Handlefrihed.

Man maa ved indre Overvejelser naa til den Anskuelse, at man maa tale for Kommunismens Skyld, før man taler, naar man staar i et Kominternparti.

Danmarks Kommunistiske Parti har nu desuden stillet mig frit, idet Sekretariatet har exkluderet mig af Partiet paa Grund af en Tale, som jeg holdt paa et Medlemsmøde, hvor Partiet i København skulde godkende Domme og Henrettelser fra Moskva-Processen. (Jeg ønsker i denne Forbindelse at meddele Offentligheden, at Exklusionen skete paa ulovlig og uorganisatorisk Vis kun ved de faa. Ledere i Sekretariatet. Maaneder efter havde Underorganisationerne endnu ikke modtaget det «belastende» Materiale imod mig, ligesom Offentliggørelsen i Arbejderbladet den 8/9 36 indeholdt 2 notoriske Usandheder og en Usømmelighed. Jeg har nemlig ikke arbejdet her i Landet for en trotzkisk organiseret Opposition, men har tiet med mine Anskuelser, og jeg har aldrig afgivet nogen Erklæring hverken i Danmark eller Moskva, skønt jeg har været under stærkt Tryk begge Steder, mod Trotzki eller hans Meninger.
Usømmeligheden ligger i Overskriften, i hvilken man insinuerer, at jeg ikke mere er Kommunist. Men den danske Partiledelse kan intet gøre fra eller til for at ændre mine Anskuelser, de bliver, hvad de var - marxistisk kommunistiske.^²⁾)

Og jeg var ikke enig med Indlederen.

Indadtil i Partiet har jeg gjort enkelte Forsøg paa at skaffe Medlemmerne Informationsmateriale til Belysning ogsaa af Trotzki og hans Standpunkter.

1924 kom en norsk Repræsentant for Komintern her til Danmark, for, som han selv paa et Medlemsmøde erklærede, at slette Trotzkis Navn af Historien og for evigt skille det fra Forbindelsen med Lenins Navn.

Jeg havde allerede den Gang igennem de internationale Informationskilder (Intern. Pressekorrespondens og Kom. Intern.) samlet det Materiale, der udgives i denne Pjece. Diskussionen i Sovjet førtes endnu paa den Tid temmelig frit, og der var i Tidsskrifterne ogsaa Indlæg fra Oppositionens Side, men for de fleste danske Arbejdere var Stoffet utilgængeligt, da der ingen dansk Udgave fandtes.

Paa Medlemsmødet talte jeg imod Kominterns Repræsentant og forlangte Informationsmateriale for vore Medlemmer.

Det blev da lovet, at der skulde udkomme en Bog mod Trotzki paa norsk, og i denne skulde jeg som Tillæg faa. offentliggjort det af mig indsamlede Materiale.

Bogen udkom ikke.

Jeg oversatte fra Tysk John Reeds Bog «Ti Dage, der rystede Verden».

Om denne Bog har Lenin i Forordet skrevet: jeg vil ønske, at denne Bog maa blive oversat til alle Sprog, og at Millioner og atter Millioner af Arbejdere maa faa den i Hænde, for den gengiver ikke alene de historiske Kendsgerninger rigtig, men den giver ogsaa Revolutionens Aand.

Bogen udgives imidlertid efter Lenins Død ikke mere og er under de opstaaede Meningskampe forbudt i Sovjetunionen som Undervisningsmateriale, fordi Lenins og Trotzkis Navne er meget snævert forbundne gennem hele Bogen, medens nogle andre af de gamle Bolscheviker staar i daarligere Belysning paa Grund af deres Svigten i de første Revolutionsdage.

I 1932 kom man til mig fra Danmarks kommunistiske Parti og anmodede om Manuskriptet til denne Bog. Det blev lovet, at den skulde blive udgivet til Sovjetunionens 15-Aars Dag.

Bogen udkom ikke. Og trods talrige Anmodninger fra min Side er det i de 4 Aar ikke lykkedes mig at faa Manuskriptet tilbage.

Trotzki kom i 1932 til København paa Indbydelse af den socialdemokratiske Studentergruppe for at tale om den socialistiske Opbygning i Sovjet - en enestaaende Lejlighed for danske Kommunister til selv at høre - selv at høre - selv at vurdere - til at faa Bevis for Rigtigheden af Arbejderbladets Paastand: at han svinede Sovjetunionen til.

Men D.K.P.s Medlemmer blev af Partiledelsen mobiliseret til Gadedemonstration den Aften, nogle advaredes mod at gaa til Mødet, blandt andre jeg.

Jeg gik derhen og hørte det klareste kommunistiske Foredrag om de vældige Resultater, som Sovjet havde naaet under den første 5-aarsplan, som jeg nogen Sinde har hørt. Intet Angreb paa Stalin og ingen Inddragen af den standende Strid i Foredraget.

Men udenfor larmede de danske Kommunister og skreg: Ned med Trotzki!

De vidste ikke, hvad de gjorde!

Det Medlemsmøde, der indkaldtes efter Moskva-Processen, gav mig paany et overvældende Indtryk af den dybe Uvidenhed, der findes iblandt Kommunistisk Partis Medlemmer angaaende de Problemer, der er Baggrunden for Moskva-Processen.

De godkendte Dødsdomme og fordømte. I Virkeligheden vidste de ikke, hvad de gjorde.

Inden for det danske Parti, hvor muligvis ikke en eneste af de ledende i Partiet havde virkelig Kendskab til Meningskampene i R.K.P. (Russiske Kommunistiske Parti), dannede der sig efterhaanden en fast Praksis ved Angrebene paa Trotzki, idet man begyndende med Meningskampene i det russiske Socialdemokrati fra før 1903 og fortsat frem gennem Tiderne søgte at vise, at Trotzki altid havde staaet Lenin imod og Lenin mod ham. Idet man saaledes forvanskede Historien, frakendte man Trotzki enhver revolutionær Egenskab, og efterhaanden som Partiet kom til at bestaa af nye, yngre Medlemmer, der end ikke havde Kendskab til den russiske Revolutions Historie, frakendte man ham endog enhver Fortjeneste af Revolutionen, Forsvaret af den og af Opbygningen og Organiseringen af den røde Armé.

For at kaste Lys over nogle af disse historiske Forvanskninger vil jeg anføre nogle Iagttagelser, som jeg havde lejlighed til at gøre som Deltager i 3. Internationales 2. Kongres, der afholdtes i Moskva i 1920.

For enhver Iagttager sprang det meget tydeligt i Øjne hvilken umaadelig Betydning de russiske Arbejdere tillagde Trotzki. Overalt paa. alle Gader, Pladser og Møder saas hans Billede Side om Side med Lenins. Ogsaa de andre Føreres Billeder saas, men under ingen Omstændighed i samme overvældende Grad som Lenin-Trotzki - Trotzki-Lenin.

Man har undertiden sagt, at Lenin var Revolutionens Hoved, medens Trotzki var Haanden, der omsatte Teorien i Praksis, det er ikke helt retfærdigt mod Trotzki, der selv er en overordentlig skarpsindig Teoretiker, og som fra samme Dag., som Lenin igen stod paa russisk jord (1917) var ganske og fuldstændig enig med ham i hans Syn paa Forholdene og den Politik, der maatte føres.

Men han var desuden en eminent begavet Organisator, der var i Stand til at bringe Orden og ordnet Bevægelse, selv hvor det saa mest fortvivlet kaotisk ud. Ofte kunde han svare Lenin, naar denne sagde: Vi burde have gjort dette, med et: Det er allerede gjort.

John Reeds Bog: «Ti Dage» er fuld af konkrete Eksempler paa den voldsomme revolutionære Kraft, der udstrømmede fra denne Mand.

Jeg fik flere Gange beviser for den næsten fatalistiske Tro, man nærede til, at naar blot Trotzki havde faaet en Sag at ordne, saa blev den ogsaa ordnet.

Paa Vej fra Murmansk til Petrograd talte jeg lidt med en rød Officer, der gjorde Rejsen med. Han fortalte mig, at der endnu tre Aar efter Revolutionen herskede de frygteligste Forhold i Transportvæsenet, det var i Øjeblikket blevet til den største Pare for Revolutionen, men tilføjede han: Nu har Trotzki faaet Transportvæsenet under sig, saa skal det nok komme i Orden. jeg svarede: ja, men han har jo den røde Armé, der er et lige saa stort Spørgsmaal og lige saa vigtigt, desuden er han jo nu ved den polske Front?

Men han svarede fortrøstningsfuldt: Han kan overkomme saa meget. Han bringer det i Orden.

I Moskva var der noget Vrøvl mellem de Kongresdelegerede og Hotellet, vi boede paa. Der blev Delegeretforsamling - Klager. Jeg sagde til en mig fra Danmark bekendt Russer, der boede sammen med os: Af hvilken Grund kan vi dog ikke faa denne Sag ordnet? Han svarede: Det bliver den ogsaa. Trotzki har faaet den overdraget.

At Lenin nærede fuld Tillid til Trotzki fremgaar af flere Forhold.

Med Hensyn til de store Opgaver, han havde at løse, krævede han ofte meget vidtstrakte Fuldmagter, hvad Lenin altid hjalp ham at gennemføre i Folkekommissærernes Raad eller i andre ledende Institutioner. Specielt støttede han ham altid kraftigt med Hensyn til den røde Armé.

Ogsaa et andet Forhold viser Lenins ubegrænsede Tillid. Trotzki var vel nok den flittigste af alle Revolutionens Skribenter. (De væsentligste er Lenin, Trotzki, Bucharin, Sinowjev og Radek).

Og alle hans Skrifter og Bøger udkom paa Statsforlaget, hvorfra de straks videresendtes ud over Verden som kommunistiske Lærebøger.

Nogle af hans Bøger f.eks. «Vor Revolution» og «Resultater og Perspektiv» blev brugt som Lærebøger for Ungdommen i Sovjet.

Folkemassernes Begejstring for ham saa jeg et Eksempel paa, da den røde Hær og den bevæbnede Folkemilits til Ære for den internationale Kongres paraderede paa den røde Plads i Moskva.

Mange Timer stod Trotzki paa Tribunen, mens Masserne defilerede forbi. Han talte og hilste. Hans Røst klang vidt ud over den mægtige Plads med de Titusinder af Demonstranter, der til Gengæld hilste ham med endeløse Ovationer.

Paa Kongressen fik man et dybt Indtryk af den Overlegenhed og Dygtighed, der prægede de russiske Delegerede i Modsætning til Vesteuropæerne. Her var hele den Stab af gamle Bolchewiker, der havde gjort Revolutionen med og nu søgte at lede det mægtige Rige i socialistisk Retning.

Men disse Folk var ingenlunde af den Støbning, der blindt følger en Fører, og selv om ogsaa Lenin paa Grund af sin aandelige Overlegenhed til Lykke for Revolutionen fik dem til at trække paa én Hammel, saa gik det ikke af uden til Tider meget voldsomme Diskussioner som det eneste Middel til at klare sig Tingene, men naar Beslutningen var taget og Mindretallet bøjede sig, blev dette ikke betragtet som mindre kommunistisk, fordi det var blevet i Mindretal, og ingen blev af den Grund exkluderet af Partiet eller bortvist fra Partiarbejdet.

Da Lenin blev syg og ikke mere kunde deltage i Arbejdet, begyndte de første Opløsningstegn at vise sig i den ledende Bolschewikgruppe. Maaske har Tanken om, hvem der skulde være Lenins Efterfølger spillet ind. Trotzki var i Folkemasserne den mest populære Mand næst Lenin, men de gamle Bolchewiker ønskede ham ikke paa Lenins Plads.

1923, endnu mens Lenin var i Live, men ude af Stand til at gøre sin Indflydelse gældende, brød Kampen mellem Grupperne ud.

Det var en Krise i det kommunistiske Parti, der gav Anledningen, og fra første Færd syntes det, som om den «gamle Blok» i Enighed skulde kunne likvidere Krisen, men da det kom dertil, at de fattede Beslutninger skulde gennemføres, brast Sammenholdet, og to Grupper stod fjendtlig over for hinanden^³⁾

Noter

¹⁾ Den påtænkte fortsættelse med en række småpjecer blev desværre aldrig til noget. Pjecen her kom som den sidste udgivelse på det af Broby Johansen drevne «Frem Forlag» i 1937, og i resten af Marie Nielsens levetid var chancerne for at få udgivet sådanne pjecer små, både her i landet og de fleste andre steder.

²⁾ Den meget karakteristiske meddelelse om Marie Nielsens eksklusion af DKP har følgende ordlyd i «Arbejderbladet» for 8. september 1936:

«Til Ernsts brigade.

Marie Nielsen, der i 1928 blev ekskluderet af Danmarks kommunistiske Parti på grund af arbejde for og sympati med den trotskistiske opposition, blev den 30. maj 1932 optaget i partiet efter at have erklæret, at hun havde likvideret sine tidligere synspunkter.

Da Marie Nielsen nu i forbindelse med processen i Moskva mod det trotskistisk-sinovjevistiske terrorcentrum igen har stillet sig på terroristernes side, mod Sovjetunionen og Komintern, er hun efter enstemmig beslutning i partiledelsen ekskluderet af Danmarks kommunistiske Parti.

København, den 7. september 1936.

Partisekretariatet»

Det er denne offentlige meddelelse, MN her polemiserer så skarpt imod. Overskriften på meddelelsen slår MN i hartkorn med Ernst Christiansen, som jo i 1930 var gået fra DKP til Socialdemokratiet.

³⁾ Hermed er gengivet den første sjettedel af MNs 32-sider store pjece. I resten af «Kampen om Trotzki» findes to hovedafsnit: 1) En beskrivelse af den samfundsmæssige og partimæssige krise i 1923 i Sovjetunionen og SUKP med hovedvægten på Trotzkis og hans meningsfællers synspunkter. 2) Den 13. partikongres i maj 1924 i Moskva i Sovjet-Unionens kommunistiske Parti (SUKP) med MNs oversættelse af Trotzkis store tale på kongressen, en tale, der udgør hovedparten af pjecens sidste tredjedel.

MN motiverer selv sin pladsmæssige favorisering af Trotzki således:

«Når jeg ordret gengiver Trotzkis tale og brev og ikke gør det samme over for partiledelsen, så er grunden den, at der foreligger en så uhyre mængde stof i partiledelsens favør, og dette bringes i udstrakt grad af den officielle kommunistiske presse, medens jeg endnu intet sted har set denne bringe stof fra oppositionens side, så en virkelig bedømmelse har kunnet finde sted».

Trotzki retter i sin kongrestale megen kritik, f. eks. mod bureaukratiseringen i partiet, men bøjer sig i samme ubetinget for forbudet mod fraktioner i partiet (fra 1921), afviser kategorisk at have organiseret nogen fraktion, og han slutter sin tale således:

«Ikke alene det enkelte medlem, men også partiet selv kan begå fejl. Sådanne fejl er, efter min mening, enkelte beslutninger af den 13. konference, som jeg for enkelte deles vedkommende holder for urigtige og uretfærdige. Der findes imidlertid ingen partibeslutninger, de være sig nu urigtige og uretfærdige, der kan rokke vor grænseløse hengivenhed for partiet eller vor vilje til under alle omstændigheder at bøje os for partidisciplinen.

Og hvis partiet har fattet en beslutning, som en eller anden af os anser for en uretfærdig beslutning, da siger han: ret eller uret, men det er mit parti, og jeg bærer følgerne af dets beslutning med indtil enden!»

Kort forinden havde Trotzki udtrykkeligt henvist til de engelske nationalisters slagord: «Ret eller uret, mit land!» (som Poul Henningsen en gang træffende kaldte det korteste udtryk for nazistisk indstilling), og som det også fremgår af den citerede slutning på talen, kan Trotzki ikke frikendes for at have ydet sit bidrag til den særlige kommunistiske partipatriotisme, der bl. a. ramte ham så hårdt resten af hans liv, bidrog til hans død og stadig tilsmudser hans minde.

Pjecen er dateret november 1936 og har trykkeåret 1937.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 17.391