 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Israels arbejderparti
Officielt blev det israelske arbejderparti (hebræisk: Mifleget Ha-Avoda) dannet i 1968, men faktisk regerede partiet under forskellige navne Israel i perioden 1948-77. Partiets ideologiske orientering er socialdemokratisk, og er i realiteten ikke et parti men derimod en koalition af forskellige politiske grupper. I 1977 tabte det valget til det højreorienterede Likud parti. I 1984-90 indgik de to partier i en national samlingsregering. Arbejderpartiet vandt atter magten i 1992, mistede den til Likud i 1996, genvandt den i 1999 for atter at miste den i februar 2001. Siden februar 2001 har de to blokke indgået i en ny national samlingsregering.
Rygradden i hvad der i dag betegnes som Arbejderpartiet er Mapai (hebræisk forkortelse for Partiet for Eretz Israels Arbejdere) - et socialistisk, pionerbaseret og pragmatisk parti der blev stiftet i 1930 ved sammenslutningen af to tidligere partier. Mapai blev allerede før Israels selvstændighed det vigtigste jødiske parti, og det forkastede den ultranationalistiske højrefløjs ekstremist- og terrorpolitik. Det var David Ben-Gurions parti. Han blev dets formand i 1944, og blev Israels første premierminister ved statens grundlæggelse i 1948. Han var ligeledes premierminister i 1956 under den britisk-fransk-israelske krig mod Egypten.
Ben-Gurion trak sig i 1963 fra alle poster i partiet som følge af Lavon affæren - en mislykket israelsk terroroperation i Egypten i 1954. I 1965 dannede han sammen med Shimon Peres og Moshe Dayan en udbrydergruppe kaldet Rafi. Da de to partier i 1968 atter blev sluttet sammen, blev det nuværende Arbejderparti dannet. I 1969 gik partiet i alliance med det venstreorienterede Mapam parti. Alliancen holdt frem til 1984, hvor Arbejderpartiet besluttede sig for at indgå i en national samlingsregering med Likud. Splittelsen fik Mapam til at indgå en alliance med to andre partier: Shoulamit Allonis Ratz parti og det liberale Shinoui parti ledet af Amnon Rubinstein. Resultatet var var Meretz (Israels demokratiske Parti) der i dag ledes af Yossi Sarid, der indgik i Rabin og Barak regeringerne, men som nu er i opposition.
En af årsagerne til Arbejderpartiets valgnederlag i 1977 (efter næsten 30 års uafbrudt regering) var oktoberkrigen i 1973, der tog Israel på sengen. Premierminister Golda Meir og forsvarsminister Moshe Dayan tog deres afsked. Yitzhak Rabin efterfulgte Meir på posterne som partiformand og premierminister.
En anden væsentlig årsag til det gamle regeringspartis vigende tilslutning var forandringer i den israelske klassestruktur. Arbejderpartiet havde sin basis i kibbutz bevægelsen, i landsorganisationen Histadrut og i de store statslige industrier. Men de unge generationer delte ikke deres pioner-forældres idealisme, de ønskede et mere komfortabelt liv; det kollektive landbrug og de statslige virksomheder var ikke længere økonomiske og blev en stigende belastning for statsbudgettet. Det førte til privatiseringer og nedskæring i de statslige subsidier. Samtidig var det de sefardiske og orientalske jødiske befolkningsgrupper der voksede mest. De stod udenfor det politiske projekt, som Arbejderpartiets ashkenazi jøder havde indledt i 1940'erne. De sefardiske og orientalske jøder valgte i stigende grad at stemme på de populistiske partier Likud og Shas.
Som følge af det politiske system i Israel lykkedes det endelig ikke hverken Likud eller Arbejderpartiet at opnå absolut flertal i Knesset (parlamentet). Trods det at Arbejderpartiet er er ikke-religiøst parti, valgte det alligevel at alliere sig med det Nationalt Religiøse Parti, for dermed at understrege statens jødiske karakter. Men det religiøse parti blev efterhånden stadig mere uforsonlig overfor palæstinenserne, og endte med at slutte sig til Likud blokken.
Da Arbejderpartiet i 1992 kom tilbage på magten under ledelse af Yitzhak Rabin og Shimon Peres, gav det nyt liv til Mellemøstfredsprocessen, der var indledt med Madrid forhandlingerne i oktober 1991. I september 1993 indgik regeringen Oslofredsaftalerne med PLO, der åbnede op for gradvis palæstinensisk autonomi, og som skulle bane vej for forhandlinger om endelig løsning på det palæstinensiske spørgsmål. Indtil Osloaftalerne havde Arbejderpartiet arbejdet for den såkaldte «Jordan løsning», der gik ud på at Jordan skulle have suverænitet over de dele af Vestbredden, Israel ville være villig til at afstå. Men Arbejderpartiet accepterede nu implicit ideen om oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat på dele af Vestbredden og Gaza, mens Jerusalem fortsat skulle være Israels udelte hovedstad.
Likud og andre højreorienterede partier var voldsomt imod Osloaftalerne, og i november 1995 blev premierminister Rabin myrdet af en fanatisk højreorienteret. Han blev efterfulgt af Shimon Peres, men denne blev slået af Likud lederen Benjamin Netanyahu ved valget i 1996. Efter nederlaget blev Peres erstattet som partiformand af den tidligere hærchef, Ehud Barak. Barak vandt valget i maj 1999, men tabte det i februar 2001. Under midlertidig ledelse af Shimon Peres gik partiet nu ind i en samlingsregering med Likud under ledelse af Ariel Sharon. Det har kastet partiet ud i en dyb identitetskrise, som mange iagttagere ikke mener der er nogen vej ud af. Dette kan på længere sigt skabe rum for dannelsen af et nyt centrum-venstreorienteret parti, der er mere åbent overfor sefardiske og orientalske jøder.
Sidst ajourført: 1/5 2002
Læst af: 33.508