Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Reelle, det

Det reelle må ikke forveksles med realiteten, men udgør, som den franske psykoanalytiker Jacques Lacan anfører, det umulige og ubegribelige. Det reelle svarer ikke til det vi normalt forstår ved realiteten, der bl.a. er defineret af sproglige beskrivelser eller benævnelser samt visuelle og narcissistisk prægede sansninger. Det udgør derimod grænserne for sproget og den visuelle sansning. Det reelle afgrænser disse to områder, idet det modstår en symbolisering og en visuel, sanselig indkredsning. På den måde udgør det reelle for subjektet det ubegribelige og det, som subjektet, eftersom det er determineret af sproget, ikke kan nå frem til andet end ved at blive tilintetgjort. Det reelle er derfor det umulige for subjektet at udholde. Det reelle udgør det, der ligger og forbliver uden for sproget.

Hos den yngre Lacan defineres signifianten som det, der står i stedet for den benævnte ting. Signifianten «slår» på den måde tingen «ihjel», eftersom den ingen eksistens har i sproget, selvom dette giver tingen en betydning for subjektet. På den måde introducerer sproget, der er defineret ved sine signifiantsammensætninger, manglen: det, der mangler i sproget, karakteriseret han videre som det reelle. Det reelle udgør i den forstand en mangel ved sproget.

Senere præciserer Lacan dette med, at det reelle ikke kun udgør sprogets grænser, men også begrænser sproget og understreger dets ufuldstændighed, der bl.a. viser sig i, at sproget ikke udgør et hele, der kan betegne og inkludere sig selv. Eftersom det reelle optegner det sprogets ufuldstændighed og modstår sprogliggørelse, mangler det reelle intet, men forbliver altid på sit sted. Det reelle forbliver også dér, hvor det er, eftersom subjektet, der er determineret af sproget, ikke kan komme frem til det reelle uden at forsvinde. Døden, tabet, guderne og traumet udgør iøvrigt vigtige «manifestationer» af det reelle.

Selvom subjektet forsvinder, når det nærmer sig det reelle, udelukker det ikke, at det i sin nydelse netop kan have sin forsvinden og det reelle som «mål». Tilnærmelsen til det reelle, f.eks. aspekter ved den seksuelle akt, hvori det sprogbærende subjekt opløses, i diverse halsbrækkende handlinger som faldskærmsudspring, i den sanseløs beruselse eller i den ømtålelige omgang med traumet oplever subjektet en næsten ubegrænset nydelse, dvs. en ekstrem lyst iblandet smerte, men tilbagetrækningen fra det reelle giver på den anden side subjektet angst. Nydelsen afløses således af angsten i subjektets relation til det reelle, der derfor udgør det umulige at udholde: det reelle vækker for kraftige affekter.

Et mål for det psykoanalytiske arbejde kan være at arbejde med subjektets forhold til det reelle og nydelsen: at opnå en afgrænset nydelse og dermed en behersket relation til det reelle, der ikke optræder er så angstfyldt som hidtil. Der kan også dreje sig om, at subjektet opløser sin fiksering til bestemte traumer.

R.R.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Psykologi

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 29.189