 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Revolutionære Socialister (RS) (1959-71)
Dansk venstrefløjsgruppe, sektion af Fjerde Internationale
Dannelsen af Revolutionære Socialister (RS) skete i forbindelse med konsolideringen af de danske trotskister, som var medlemmer af SF. Efter i en årrække midt i 1950'erne at have været nær fuldstændig opløsning lykkedes det for en gruppe af danske trotskister - i lyset af opbruddet i stalinismens hegemoni over venstrefløjen - at spille en vigtig rolle i dannelsen af Danmarks Socialistiske Partis Københavnsafdeling i 1957. Da Danmarks Socialistiske Parti (DSP) under indtryk af SF's dannelse besluttede at opløse sig selv og lade sine 500 medlemmer overgå til SF, fulgte trotskisterne med, sammentømret og styrket af arbejdet i DSP.
Organisation og politik
Den formelle dannelse af gruppen RS synes at være sket i forbindelse med anerkendelsen som sektion af Fjerde Internationales Internationale Sekretariat. Men på grund af omstændighederne kunne RS kun i meget begrænset omfang træde åbent frem.
I årene 1959-61 udgav gruppen det beskedne duplikerede blad Socialistisk Pressetjeneste, og i 1963 påbegyndtes udgivelsen af Socialistisk Information, hvis første numre ligeledes var duplikerede. Hen imod slutningen af 60'erne, da både RS og interessen for venstrefløjspolitik voksede, steg også den tekniske kvalitet på Socialistisk Information.
RS fungerede i det meste af 60'erne hovedsagelig som et aktions- og kampagneforum med en stor portion spontanistisk gåpåmod. Medlemstallet lå de første år på cirka 20-30 med en ret ujævn medlemsaktivitet. Sidst i 60'erne voksede organisationen til omtrent 50 medlemmer med lavere gennemsnitsalder og højere aktivitetsniveau.
Der foregik en vis politikudvikling i kernen af RS i løbet af 60'erne. Man blev tvunget af omstændighederne til at finde et revolutionært marxistisk standpunkt på spørgsmål som imperialisme, maoisme og kulturrevolution.
Men udviklingen af politiske analyser og perspektiver for den danske arbejderklasse og den danske politiske virkelighed uden for en snæver venstrefløjskreds var det mere trægt med. Kun en håndfuld skriftlige diskussionsindlæg er bevaret fra første halvdel af 60'erne, skønt en stribe interne politiske diskussioner i Fjerde Internationale i høj grad kunne have ansporet hertil. Og forsøg på at formulere et program strandede hver gang. Interessen for denne form for politik synes altså at have været begrænset, hvorimod trangen til at sætte politiske kampagner og aktiviteter i gang synes at have været nærmest umættelig.
RS' kontakter
Arbejdet indenfor SF var ujævnt og sporadisk, baseret på et par enkeltmedlemmers lokale formandsposter samt uformelle kontakter. En lidt mere stabil rolle fik RS'erne inden for VS umiddelbart efter dettes dannelse, men heller ikke her var arbejdet særlig stabilt eller afklaret med hensyn til politiske perspektiver.
Meget af det mere aktivistiske arbejde blev udført gennem bredere netværk. På den unge københavnske venstrefløj opstod i 1961 den første af en række brede ventrefløjsnetværk. En gruppe unge fra Kampagnen mod Atomvåben (KmA) var i opposition til den topstyrede, upolitiske, «pæne» stil fra KmA og dannede Gruppe 61 som et mere radikalt, aktivistisk og politisk forum. Siden opstod, noget tættere knyttet til trotskisterne, Socialistisk Aktion (SOAK), som eksisterede cirka 1964-66 med udgangspunkt i de af præsten Harald Søbye ledte pinsemarcher for socialisme. Og endelig lykkedes det i perioden 1968-70 at præge dannelsen og den politiske udvikling af det venstreradikale forum Revolutionær Aktion (RA), som var blevet grundlagt som en fraktion af Det ny Samfund.
Antiimperialisme - Algiersolidaritet
Mere systematisk end arbejdet inden for de store partier var et snævrere komitéarbejde, især i forbindelse med antiimperialistisk arbejde, ofte udført gennem de bredere kontaktnet. De danske trotskisters betydeligste indsatser i denne form for arbejde var i forbindelse med henholdsvis Algierkrigen og Vietnamkrigen.
Fjerde Internationale havde tætte kontakter til den algierske frihedsbevægelse, der kæmpede mod det franske koloniherredømme. Disse kontakter var blevet skabt og udbygget og kunne styrke Fjerde Internationales anseelse, bl.a. fordi det franske kommunistparti valgte at støtte op om sit lands koloniherredømme frem for at støtte Algeriets befrielsesbestræbelser.
RS fik i kraft af kontakter gennem Fjerde Internationale en central rolle både i en udadvendt dansk støttekomité til fordel for Algeriet og i et mere snævert arbejde med at levere materiel til den algierske undergrundshær i tiden 1959-62.
Algierarbejdet var afgørende for at sammentømre den danske trotskistgruppe. Initiativet kom fra folk i Fjerde Internationales ledelse, som havde nær kontakt med FLN. Det var navnlig Georg Jungclas - en erfaren tysk trotskist, som i Hitler-perioden havde levet som emigrant i Danmark og her havde været knudepunkt for opbygningen af de første danske trotskistiske grupper. Og ikke mindst grækeren Michel Pablo, som i en årrække efter Anden Verdenskrig fungerede som organisatorisk leder af Fjerde Internationale.
De danske trotskisters vigtigste opgave var leverancen af forskellige mekaniske dele til FLN. Det drejede sig bl.a. om præcisionsbor og fjedre til magasiner, som de danske trotskister kunne få produceret eller købe færdige i Danmark og levere efter aftale med ledende FLN-folk, bl.a. oberst Boumedienne. Via papirfirmaet Erges, som trotskisterne havde købt, kunne disse dele eksporteres til FLN.
En anden opgave var opbygningen af en udadvendt dansk støttekomité og et blad til støtte for Algeriet. Her valgte de danske trotskister at sætte venligtsindede ikke-trotskister i front af hensyn til budskabets udbredelse. Algier frit fik derfor til at begynde med den gamle Spaniensfrivillige Leo Kari som chefredaktør. Senere blev han erstattet af Jan Stage, da tidsskriftet efter FLN's sejr i Algeriet skiftede navn til Internationale perspektiver. Første nummer af af Algier frit udkom efter cirka et års forsinkelse i 1960 og blev anmeldt i DKU’s blad Fremad under overskriften «Provokatører i arbejde».
Der kom en del opmærksomhed på sagen, da Michel Pablo og en anden trotskist, Sal Santen, i 1960 blev arresteret i Amsterdam og sigtet for falskmøntneri og fremstilling af falske identitetspapirer til algierske flygtninge. Den første og alvorligste sigtelse blev frafaldet, men sagen trak ud, og Fjerde Internationale benyttede i hele Europa lejligheden til en kampagne for Pablo og Santen. Et særligt problem for Pablo var, at han som græker stod til at blive udvist fra Holland. Men han kunne ikke vende tilbage til det diktatur, han af politiske grunde var flygtet fra, og Frankrig, hvor han havde været aktiv i en årrække, kunne han ikke vende tilbage til pga. sine Algieraktiviteter. Så Fjerde Internationales grupper rundt om i Europa indledte kampagner for asyl til Pablo. I Danmark lykkedes det blandt andet at få den dengang fremtrædende højskolemand og SF’er Niels Højlund til at opfordre regeringen til at give Pablo asyl.
De danske trotskisters aktiviteterne har helt givet været politiet bekendt, uden at der nogensinde blev grebet ind. Aktiviteterne vakte også flere højreorienterede agenters opmærksomhed. Agenternes arbejde inden for RS bar en smule frugt i 1969, da RS’ eksportvirksomhed og forbindelse til FLN blev afsløret i de højreorienterede magasin Reflex.
Mere håndgribelig var faren for terrorhandlinger fra den fransk-nationalistiske organisation Den røde hånd, som flere steder i Europa likviderede folk, der arbejdede i solidaritet med FLN. Trods lejlighedsvise trusler nåede Den røde hånds fysiske terror dog aldrig Danmark.
Efter Algeriets selvstændighed i 1962 blev de danske trotskisters indsats anerkendt af FLN, da et par stykker af dem tog til Algeriet for at deltage i en officiel fejring af befrielsen. De danske trotskister fulgte hele vejen op gennem 60’erne udviklingen i Algeriet. De håbede, at landet under Ben Bellas ledelse var på vej mod en form for socialisme. Da Boumedienne væltede Ben Bella ved et statskup i 1965, indledte RS en mindre modkampagne til støtte for Ben Bella.
Antiimperialisme - Vietnam
Erfaringerne fra solidaritetsarbejdet med Algeriet videreførte RS bl.a. i et mindre vellykket forsøg på at igangsætte solidaritetsaktioner med den spanske venstrefløj mod Francostyret. Langt mere vellykket blev arbejdet for at samle en dansk Vietnambevægelse på et klart politisk grundlag.
I SOAK's navn tog en gruppe RS'ere i 1966 initiativ til stiftelsen af den ubetingede, «to-fløjede» Vietnamindsamling, Giro 1616. På baggrund af erfaringer fra den svenske Vietnambevægelse så RS'erne en mulighed for at skabe bred opbakning på venstrefløjen til et projekt om en samling af solidaritetsarbejdet med Vietnam på et klart politisk grundlag om sejr til den vietnamesiske befrielseshær FNL. Dette stod i modsætning til den linje, som de ledende kræfter inden for DKP ønskede, nemlig en mindre politisk præcis parole om «fred» i Vietnam.
Ligesom i forbindelse med Algier-arbejdet var RS's forbindelse til Fjerde Internationale afgørende her. Fjerde Internationale havde på sin verdenskongres i 1965 karakteriseret udviklingen i Vietnam som omdrejningspunktet for den verdensrevolutionære proces, og der var - de politiske forskelle til FNL-ledelsen til trods - tætte kontakter mellem Fjerde Internationale og repræsentanter for FNL. Disse kontakter kunne RS benytte sig af, ligesom det gav prestige til RS at arrangere dansk deltagelse i nogle af de store internationale Vietnamdemonstrationer i bl.a. Belgien og Tyskland, hvor Fjerde Internationales andre sektioner ligeledes havde spillet en drivende rolle.
RS' aktivistiske erfaringer og politiske linje bidrog til at opbygge en lang række enkeltstående initiativer i Vietnambevægelsens første år. Gennem Socialistisk Aktion tog man initiativ til V-dagskomiteen, der den 2. oktober 1965 gennemførte den første danske demonstration med politisk støtte til FNL.
Trotskisterne var ligeledes drivende i Foreningen af danske Vietnamfrivillige, som vakte stort røre i pressen i sensommeren 1966. Det var et nøje tilrettelagt mediestunt med det daværende RS-medlem Finn Ejnar Madsen som frontfigur. Ekstra Bladet fulgte foreningen nøje og med store overskrifter. Socialistisk Information kunne i slutningen af 1966 berette, at der nu stod cirka 100 danske frivillige parat, og at det var lykkedes at få DKU til at afgive en erklæring om, at man var villig til at sende frivillige til at kæmpe i Vietnam. Desuden opstod der en lignende forening i Frankrig. Noget praktisk kom der ikke ud af anstrengelserne, som mest var tænkt som en vej til at skabe opmærksomhed om Vietnamkrigen.
Andre initiativer fik mindre opbakning - bl.a. forsøget med Vietnamklubberne. Disse blev grundlagt i efteråret 1966 i samarbejde med Giro 1616 som en «løs sammenslutning af klubber, som dannes på arbejdspladser, læreanstalter m.v.» Der var tale om en ret fast struktur med kontingent. Målene var ubetinget støtte til FNL og Nordvietnam, samt oplysning og debat om Vietnam på arbejdspladserne. Der blev udgivet et blad, Vietnamklubben, hvis redaktion var domineret af RS. I januar 1967 var der oprettet 11 klubber, og man planlagde rejser til FNLs repræsentanter i Østberlin og Prag. Imidlertid blev arbejdet med Vietnamklubberne aldrig nogen omfattende succes, og i 1968 blev de opløst.
Vietnamarbejdet, og navnlig dannelsen af Giro 1616 gav RS en del politisk medvind og vakte interesse blandt dele af den danske venstrefløjsungdom. RS formåede hermed få midler at få en snebold til at rulle og vokse sig stor. Men efter at have sendt bolden afsted mistede RS enhver kontrol over den. Vietnamkomiteerne udviklede sig i kraftigt sekterisk retning, og RS' udbytte af arbejdet blev alvorligt begrænset af, at man ikke havde nogle nye projekter af samme kaliber at sætte i gang og tilbyde de unge, hvis interesse var blevet vakt. RS' spontanistiske træk viste sig altså i sidste ende at begrænse gruppens muligheder.
RS og Socialistisk Ungdomsforum
Det vigtigste og mest stabile arbejde inden for bredere organisationer, kunne RS lægge i Socialistisk Ungdomsforum (SUF), der var blevet dannet i 1961 og de første år fungerede som SF's ungdomsorganisation, senere VS'. Inden for SUF skete der via antiimperialistisk aktivitet i støt venstredrejning op gennem 60'erne. Denne radikalisering gav bedre muligheder for de ikke-reformistiske og ikke-moskvatro venstreretninger, hovedsagelig maoisterne i Kommunistisk Arbejdskreds og trotskisterne i RS.
Fra cirka 1965 var SUF's indre balancering mellem de venstreradikale og en mere pacifistisk fløj tippet over til førstnævntes fordel. Dette åbnede op for nye stridigheder mellem de forskellige radikale strømninger indbyrdes. RS' politiske linje måtte afklares overfor nye fænomener og nye udfordringer fra andre politiske strømninger.
Maoismen og kulturrevolutionen gav anledning til mindre afskalninger, idet mange af de nyrekrutterede medlemmer var utilfredse med RS' kritiske og forbeholdne linje over for kulturrevolutionen. Disse nyrekrutteringer var ikke sket gennem tilslutning til et revolutionært marxistisk program, men gennem RS' åbning for en venstreradikalistisk praksis i kampagner mod Francospanien og i Foreningen for Vietnamfrivillige. Dette fravær af almen politisk afklaring gjorde organisationen sårbar over for en række politiske udviklinger. Men gradvis førte den politiske afklaring samt de omfattende Vietnamaktiviteter til, at en gruppe af unge, mere teoretisk og programmatisk interesserede tilsluttede sig RS på grundlag af individuel tilslutning til Fjerde Internationales verdensomfattende politiske analyser og strategi.
I løbet af 1969 og 1970 skærpedes kampen mellem den maoistiske og den trotskistiske fløj i SUF. Den endte - via en mangfoldighed af organisatoriske kneb fra alle strømningers side og på baggrund af trotskisternes programmatiske fordel - med, at SUF blev trotskistisk og i 1971 valgte at tilslutte sig Fjerde Internationale som sympatiserende organisation. RS blev i den forbindelse de-facto opløst.
De ledende i «trotskificeringen» af SUF var unge medlemmer af RS. Andre fløje i RS havde ønsket at føre en linje, som mere lignede den hidtidige, med at pleje kontakterne til venligtsindede folk inden for VS og andre dele af den yderste venstrefløj. Men de unge var i overtal og havde desuden argumenter med sig fra Fjerde Internationales 9. verdenskongres, som var blevet afholdt i 1969 og som - omend tvetydigt - havde anbefalet alle europæiske sektioner at skabe sig en mere selvstændig politisk rolle for at kunne virke som tiltrækningspol for unge radikaliserede.
Med SUF's overtagelse af rollen som dansk Fjerde Internationale-gruppe afsluttedes fasen med spontanistiske aktioner og antiimperialistisk kampagnearbejde, hvor RS i sine bedste øjeblikke havde fungeret som dem, der satte ringe i vandet for at lade andre brede dem videre ud. Det trotskistiske SUF, som senere ændrede navn til RSF og endnu senere til SAP, var op gennem 70'erne langt mere opmærksomme på at udvikle omfattende politiske analyser og strategiske svar for en dansk og international politisk virkelighed. Men samtidig blev SUF også gennem sin større fokusering på analyser af objektive styrkeforhold mere tilbøjelig til at lade muligheder passere forbi på grund af en særlig form for ærefrygt over for disse styrkeforhold - efter alt at dømme en afspejling af, at man ønskede at distancere sig fra RS' mindre kontrollerede, spontanistiske politiske virke.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 27.882