Turks & Caicos Islands
| Befolkning | 45.000 |
| Valuta | US$ |
| Areal | 430 Km2 |
| Hovedstad | Cockburntown |
| Befolkningstæthed | 37,2 indb./Km2  |
| HDI placering | |
Øgruppe på over 30 øer, der ligger i den sydøstligste ende af Bahamas kæden. Kun 8 er beboede. Grand Turk (hvor hovedstaden ligger), South Caicos, Center Caicos, North Caicos, Providence, Salt Key, Pine Key og Parrot Key. Klimaet er tropisk og regnfuldt, men lidt modereret pga. indflydelsen fra havet. Øgruppen ligger på den rute mange orkaner tager nordpå, og er blevet ramt af katastrofer i 1928, 45 og 60. Øernes vigtigste økonomiske aktivitet er fiskeriet.
Folket: Flertallet af befolkningen har afrikansk oprindelse, men der eksisterer dog en lille europæisk minoritet. I de senere år har der fundet en betydelig etnisk blanding sted - især på Turks. Endelig findes der et betydelig antal emigranter fra Haiti.
Religion: Baptister (41,2%), metodister (18,9%), anglikanere (18,3%), 7. dags adventister (1,7%), andre (19,9%). (1980).
Sprog: Engelsk
Politiske partier: National Progressive Party (PNP); Popular Democratic Movement (PDM); United Democratic Party (UDP).
Officielt navn: Turks and Caicos Islands.
Hovedstad: Cockburn Town, på øen Grand Turk, 4.900 indb. (1999).
Andre vigtige byer: Befolkningen fordeler sig således: Grand Turk, 5.000 indb.; South Caicos, 1.700 indb.; Center Caicos, 396 indb.; North Caicos, 1.900 indb.; Providence, 977 indb.; Salt Key, 284 indb. (2000)
Regering: Nigel Dakin er guvernør, udpeget af det britiske koloniregime i London i juli 2019. Premierminister er siden februar 2021 Washington Misick. Parlamentet har ét kammer med 19 medlemmer, hvoraf de 15 vælges ved direkte valg for en 3 årig periode og 4 udpeges af guvernøren.
Nationaldag: 30. august (Grundlovsdag, 1976)
Væbnede styrker: Forsvaret varetages af Storbritannien
Turks & Caicos er to grupper af øer adskilt af en kanal af dybtvand, omkring 150 km nord for Haiti og i den sydligste del af Bahamas gruppen. Arawak indianerne var de beboere i regionen. Ifølge nogle forskere betrådte Columbus i 1492 for første gang den nye verden på East Caicos eller Grand Turk. De første europæiske settlere slog sig ned i 1678 og var saltminearbejdere fra Bermudas.
Det følgende århundrede blev Turks & Caicos invaderet af både franskmænd og spaniere. I denne periode fungerede øerne både som tilholdssted for pirater og for deres ofre fra handelsmarinen - spanske galeoner der transporterede Amerikas rigdomme til Europa. Omkring 1787 slog Storbritannien sit overherredømme fast, importerede slaver fra Afrika og indledte produktionen af bomuld. Frem til vore dage er øerne fortsat britisk koloni.
Frem til separationsakten af 1848 blev øerne administreret fra Bahamas. I 1834 blev slaveriet ophævet, og fra 1874 var øerne underlagt Jamaica. En status der først blev ophævet, da dette blev selvstændigt i 1962, og øerne genvandt deres status som separat koloni. Under den 2. verdenskrig byggede USA en luftbase på South Caicos, og i 1951 undertegnede kolonimyndighederne en aftale, der gav USA ret til at bygge en missil- og flådebase på øen Grand Turk.
I 1972 fik øerne deres egen guvernør. Forfatningen fra 1976 gav dem større autonomi, oprettede et parlament, en regering, en højesteret og en appelret.
Ved valget i 1976 vandt det selvstændighedsorienterede Popular Democratic Movement (PDM) over det pro-nordamerikanske National Progressive Party (PNP). I valgåret 1980 erklærede Storbritannien sig interesseret i at give øerne selvstændighed. Øerne kostede på det tidspunkt angiveligt kolonimagten 2 millioner dollars årligt. Men valget bremsede denne udvikling. PDM havde ikke været i stand til at løse landets økonomiske krise, arbejdsløsheden var 30 %, og mange frygtede, at selvstændighed yderligere ville forværre den økonomiske situation. PNP vandt derfor valget.
Norman Saunders overtog nu posten som premierminister, og det lykkedes ham at overbevise briterne om, at øernes status skulle lades uforandret, og at de skulle gå ind i et turistprojekt sammen med franske Club Mediterranée. Samtidig forsøgte han at tilskynde til udviklingen af let-industri og skattefri bankvirksomhed. Endelig indgik han en aftale med BCM Ltd. om bygningen af et olieraffinaderi med kapacitet til 125.000 tønder dagligt.
Uenighederne internt i regeringen omkring den økonomiske politik blev trængt i baggrunden, da Saunders og hans udviklingsminister Stafford Missik (hans vigtigste modstanden indenfor regeringen) begge blev arresteret i Miami. Arrestation skete, da de forsøgte at opbygge et internationalt netværk for transport af narkotika fra Sydamerika til USA.
Saunders betalte en enorm kaution og trådte øjeblikkelig tilbage fra sin stilling. Han blev erstatte af Nathaniel Francis fra PDM, der dog sammen med resten af sin regering blev tvunget til at træde tilbage et år senere efter anklager om «ukonstitutionel opførsel og misrøgt af ministerierne». Den britiske regering besluttede derefter at suspendere regeringen indtil der kunne gennemføres nyvalg i 1988. Det blev vundet af Oswald Skippings PDM, der fik 11 af de 13 pladser på valg. Det direkte britiske styre kunne dermed bringes til ophør.
Den nyvalgte regering erklærede, at den ønskede finansiel uafhængighed indenfor en periode af 4 år og politisk selvstændighed inden 1998. Målet skulle samtidig baseres på en solid økonomi og en folkelig tilslutning til beslutningen.
Arbejdsløsheden nåede op på 12 % i 1992. I 1993 lå importen på 42,8 millioner dollars, mens der kun blev eksporteret for 6,8 millioner.
Martin Bourke blev udpeget til guvernør i 1993, og Derek H. Taylor blev i 1995 udpeget til premierminister af guvernøren.
Turismen øgedes med 10 % i første semester af 1995 ifht. samme periode året forinden. Ud af de 60.000 turister var 70 % nordamerikanere. Øernes økonomi var desuden baseret på fiskeri og international bankvirksomhed.
Gennem 1996 forsøgte regeringen og oppositionspartierne uden held at overtale den britiske krone til at fjerne Martin Bourke fra posten som guvernør. Fjendtligheden skyldtes hans magtmisbrug og mangel på respekt overfor befolkningen. Da hans ansættelse udløb i september, blev han erstattet med John Kelly.
Skibene med flygtninge fra Haiti der ankom til øerne gennem 1998 og 99 blev systematisk afvist af landets kystbevogtning. I juni 98 blev et haitiansk skib sænket og 6 af dets ombordværende blev dræbt under en skudveksling med kystbevogtningen. De overlevende hævdede, at marinen havde beskudt skibet uden varsel.
Valget til den lovgivende forsamling i december 1999 gav flertal til PDM, der fik 52,8 % af stemmerne og 9 pladser. PNP fik 40,3 % og 4 af de 13 pladser. I januar 2000 blev Mervyn Jones udnævnt til ny guvernør af den britiske krone.
I april 2000 brød en ny finansskandale ud da det blev afsløret, at en advokat var forsvundet sporløst - og sammen med ham pengene fra en kristen fond han bestyrede. På øerne er 7.000 finansielle selskaber registreret - de fleste involveret i forretninger der regnes for suspekte i deres oprindelseslande. Storbritannien, USA og en række europæiske lande har fremsat klager over måden øernes finanssektor er skruet sammen på, der tillader hvidvaskning af millioner af dollars der stammer fra narkohandel og andre lyssky aktiviteter.
Efter angrebet på USA 11. september 2001 faldt turismen betydeligt. Det fik guvernøren til at igangsætte et støtteprogram for de hoteller og flyselskaber, der betjente øen.
I februar 2004 opfordrede FN's Generalsekretær Kofi Annan til at kolonisystemet i 16 områder bliver bragt til ophør - deriblandt i Turks. Iflg. FN resolution 1541 skal kolonierne have 3 muligheder: fri tilknytning til et andet land, selvstændighed eller fuld integration som provins eller stat. Canada erklærede sig villig til at optage Turks som provins.
I december blev Richard Tauwhare udpeget som ny guvernør. Han blev formelt idsat i juli 2005.
Ifølge en undersøgelse gennemført af miljøorganisationen Action Atlas offentliggjort i 2006 har forurening alvorligt skadet koralrevene omkring øerne og truer med helt at ødelægge dem.
Det Nationalprogressive Parti fik en stor sejr ved parlamentsvalget i februar 2007, hvor det vandt 13 ud af 15 pladser i parlamentet. Michael Misick blev genvalgt som premierminister.
Guvernør Gordon Wetherell overtog i august 2009 regeringsmagten på øerne, da det britiske udenrigsministerium havde besluttet at indføre direkte styre fra London. Anledningen var at ministeriet havde ladet gennemføre en undersøgelse der afslørede udbredt korruption og magtmisbrug i den siddende regering under Michael Misick. Skridtet blev voldsomt kritiseret af både den afsatte regering og oppositionen, der karakteriserede guvernøren som en en-mands dikator. Storbritannien meddelte at det direkte styre ville fortsætte frem til 2011.
Ved parlamentsvalget i november 2012 gik PDM 5 pladser frem og fik 7 ud af parlamentets 15 pladser. Ny premierminister blev Rufus Ewing. PNP fik godt nok 8 pladser, men havde et betydeligt dårligere resultat. PDM havde betalt med betydeligt flere stemmer pr. plads end PNP. Landet var ikke længere styret direkte fra London.
Parlamentsvalget i december 2016 var et nederlag for det regerende PNP der mistede 3 mandater og måtte nøjes med 5. PDM gik til gengæld 3 mandater frem til 10. Som følge af nederlaget gik premierminister Rufus Ewing af som formand for PNP og trak sig helt ud af politik. PDM's Sharlene Cartwright-Robinson overtog posten som premierminister.
Parlamentsvalget i februar 2021 var en katastrofe for det regerende PDM, der mistede 9 af sine 10 mandater. Deriblandt premierministerens. Hun trådte derefter tilbage både som premierminister og som formand for partiet. Sejrherre var PNP, der gik 9 mandater frem til 14. Dets formand, Washington Misick blev ny premierminister.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 30/5 2022
Læst af: 40.284