Nord Makedonien
| Befolkning | 2,1 mio. |
| Valuta | Makedonske dinarer |
| Areal | 25.710 Km2 |
| Hovedstad | Skopje |
| Befolkningstæthed | 77,7 indb./Km2  |
| HDI placering | 78 |
Makedonien ligger i den sydlige del af Balkan uden adgang til havet. Mod nord støder landet op til Serbien og Kosova, mod øst til Bulgarien, mod syd til Grækenland og mod vest til Albanien. To bjergsystemer gennemskærer regionen: Pindo der er en forlængelse af Alperne og Ródope i landets centrale og østlige del. Klimaet er kontinentalt. I hovedstaden er gennemsnitstemperaturen om vinteren 1ºC og om sommeren 24ºC. Vardar dalen er landets vigtigste landbrugsområde, og i bjergegnene opdrættes får og geder. I undergrunden findes nogle forekomster af kobber, jern og bly.
Folket: Makedonere, 66,4%; albanere, 23,1%; tyrker, 3,9%; sigøjnere, 2,3%; serbere 1,9%. (1994).
Religion: Overvejende kristen ortodoks; islam
Sprog: Makedonsk (officielt), albansk
Politiske partier: Koalitionen består af: Makedoniens indre revolutionære Organisation, De demokratiske parti for Makedoniens nationale enhed og alternativt Demokrati. Makedoniens Socialdemokratiske Liga. Socialistpartiet. Albanske partier: Partiet for demokratisk Velstand og Albanernes demokratiske Parti. Koalition mellem det Liberal demokratiske Parti og Makedoniens demokratiske Parti. Makedoniens Socialistparti m.fl. Der findes endvidere partier for en række minoritetsgrupper: tyrkere, sigøjnere og muslimer.
Sociale organisationer: Sammenslutningen af Makedoniens Kvindeorganisationer
Officielt navn: Republika Makedonija
Administrativ inddeling: 30 distrikter
Hovedstad: Skopje, 668.500 indb. (2006).
Andre vigtige byer: Bitola, 92.300 indb.; Prilep, 81.600 indb.; Kumanovo, 77.900 indb.; Tetovo, 54.600 indb. (2000)
Regering: Stevo Pendarovski er siden maj 2019 landets præsident; Dimitar Kovačevski er siden januar 2022 premierminister. Parlamentet har ét kammer (Sobranie) med 120 medlemmer, der vælges for en fireårig periode.
Nationaldag: 8. september (Uafhængighedsdagen, 1991)
Væbnede styrker: 10.400 (heraf 8.000 rekrutter) (1993).
Paramilitære styrker: 7.500 (politi)
Makedoniens antikke kultur er knyttet Grækenland og Anatolien. Iflg. arkæologiske studier slog makedonernes forfædre sig ned i landet i begyndelsen af bronzealderen. Fra det 8. århundrede f.v.t. emigrerede det makedonske folk mod øst - fra sit oprindelsesområde mod Aliakmon flodens breder. Aegae var hovedstad i det rige, der under kong Amyntas I strakte sig til den anden side af floden Axion og halvøen Calcidica.
Makedonien opnåede en hegemonisk position indenfor Grækenland under Filip II's styre (359-336 f.v.t.). Alexander III (den Store) var søn af Filip og elev hos filosoffen Aristóteles. Han besejrede det persiske imperium og anførte Makedoniens hære til Nordafrikas kyster, den arabiske halvø, og gennem Mesopotamien helt til Indien.
Det makedonske imperium blev skabt i løbet af blot 11 år, og bidrog til at sprede den græske kultur i det nære østen. Alexander den Store grundlagde et stort antal byer, ansporede til en blanding mellem den græske kultur og de besejrede folks kulturer og var dermed med til at skabe det der er blevet kendt som helenismen. Efter hans død i 323 f.v.t. fulgte en periode med interne magtkampe, men Makedonien bevarede sin enhed som imperium.
I år 280 invaderede grupper af galater Makedonien, hvor de styrtede og henrettede kongen. Tre år senere blev galaterne smidt ud af Antigone II, der blev kronet som konge af den makedonske hær.
Flertallet af befolkningen var beskæftiget i landbruget - med undtagelse af bycentre som Beroea og Pella og de græske byer ved kysten. Udnyttelsen af skovene og minedriften lå helt i kongens hænder.
Under Filip V's styre (221-179) erobrede Makedonien de Illyriske stater, der havde været underlagt det romerske imperium. Derefter trængte det frem mod øst og nordøst, til det havde underlagt sig byerne Rodas og Pergamo. Rom reagerede og slog i 197 Filip, indskrænkede hans rige til Makedonien og fratog ham Tessalien. Han valgte nu at samarbejde med romerne, konsoliderede sin magt og Makedoniens velstand, og det lykkedes ham desuden at få Tessalien tilbage.
I 168-146 blev Makedonien omdannet til en romersk provins, bestående af 4 administrativt uafhængige områder. Indenfor rammerne af imperiet fik Makedonien til opgave at overvåge de græske oprør og hindre udenlandsk invasion over nordgrænsen. I år 27 blev Makedonien gjort til senatsprovins uafhængig af Aquea (Grækenland). Omkring det 4. århundrede e.v.t. var de fleste makedonere blevet kristnede.
Invasionerne af goter og hunner ændrede ikke i større grad makedonernes etniske sammensætning, mens slaverne etablerede sig permanent i regionen.
Imellem det 7. og 14. århundrede var Makedonien underlagt de skiftende imperier i området: bulgarerne, byzantinerne og latinerne, indtil det var fuldstændig underlagt serberne - bortset fra den græske republik i Saloniki.
I slutningen af det 14. århundrede indledte Tyrkiet sin invasion af Balkan. I 1371 havde det erobret størstedelen af Makedonien, og i 1389 påførte det det serbiske imperium et afgørende nederlag i Kosova. Osmannerne tilegnede sig de bedste jorder og oprettede et feudalt system. De kristne bønder blev underlagt de muslimske herskere, som de måtte betale skatter til, eller de blev fordrevet til mindre frugtbare områder.
I 1864 opdelte det Osmanniske imperium Makedonien i 3 provinser: Saloniki, Monastir med en del af Albanien og Kosova, der havde tilhørte det antikke Serbien. I 1878 tvang Rusland Tyrkiet til at oprette staten Bulgarien, der også bestod af størstedelen af Makedonien, men de andre europæiske magter tilbageleverede området til osmannerne. De følgende årtier stredes Bulgarien, Serbien og Grækenland om deres ret til Makedonien.
I slutningen af det 19. århundrede udvikledes en stærk nationalistisk bevægelse i Makedonien. De slaviske makedonere stiftede i 1893 VMRO (Vatreshna Makedonska Revolutsionna Organizatsia) med parolen: «Makedonien for makedonerne». Både Bulgarien og Grækenland financierede partisaner i Makedonien, hvilket var udløsende for den græsk-tyrkiske krig i 1897. Tyrkerne anvendte til gengæld serberne for at afbalancere VRMO og bulgarerne.
Stigningen i konspirationen blandt bulgarere, grækere, serbere og makedonere medførte, at Rusland og Østrig-Ungarn i 1903 pressede på for udnævnelsen af en general-inspektør og en reorganisering af politiet i området. Tyrkiet accepterede, men i august fandt der støttet af Bulgarien en folkerejsning sted, der blev slået voldsomt ned. Som led i den efterfølgende repression jævnedes 105 slavisk makedonske landsbyer med jorden.
De to Balkankrige i 1912 og 1913 handlede om fordelingen af de tyrkisk-osmanniske områder i regionen, efter at imperiet i 1908 var brudt sammen i kølvandet på de såkaldte unge tyrkers oprør. Bulgarien og Serbien undertegnede en gensidig bistandspagt, som også Grækenland og Montenegro tilsluttede sig. Rusland støttede Balkanligaen udfra sin interesse i at bremse det Østrig-Ungarske imperiums fremstød mod sydøst.
Efter at have besejret Tyrkiet under den første krig, vendte de allierede sig gensidigt mod hinanden. Bulgarien udløste den anden krig og blev på samme tid stillet overfor både Grækenland og Serbien. Rumænien og Tyrkiet sluttede sig nu sammen med Grækenland og Serbien for at besejre Bulgarien. Med Bukarest traktaten fik Grækenland Saloniki og størstedelen af de makedonske kystområder, mens Serbien fik den centrale og nordlige del af Makedonien.
Med udbruddet af første verdenskrig så Bulgarien en mulighed for tilbageerobning af sine makedonske positioner. Sofia allierede sig derfor med aksemagterne Østrig-Ungarn, Tyskland og Tyrkiet for at besætte den serbiske del af Makedonien og dele af Serbien iøvrigt. Sejrsmagterne (England, Frankrig osv.) besluttede ikke at ændre grænsedragningen mellem Grækenland og Makedonien, og republikken blev nu inkluderet i det nye serbisk-kroatiske-slovenske kongedømme..
I mellemkrigstiden skærpede det serbiske dynastis dominans de etniske konflikter i Jugoslavien. Kong Alexander tiltog sig i 1929 diktatoriske beføjelser, og blev i 1934 snigmyrdet i Marseilles af kroatiske nationalister. Da Jugoslavien derfor ved starten af anden verdenskrig blev besat af Tyskland, var det internt splittet, og var ikke i stand til at yde besættelsesmagten tilstrækkelig modstand.
Den jugoslaviske patriotiske kamp styrkedes i de efterfølgende år. Først og fremmest pga. den guerillakamp, der blev ført af Ligaen af Jugoslaviske Kommunister, der i maj 1945 tog magten og senere proklamerede oprettelsen af Jugoslaviens Føderale Folkerepublik. Det slaviske Makedonien indgik i denne nye stat som den ene af dens 6 republikker.
I 1947 anerkendte Jugoslavien, at Makedonien var et af landets mindst udviklede områder. Føderalregeringen begyndte derfor at overføre ressourcer til industriprojekter - først og fremmest indenfor brancherne stål, kemi og tekstiler.
I 1989 lavede føderalregeringen en tilføjelse til den makedonske forfatning, der eliminerede enhver reference til minoriteterne. I januar 1990 besluttede en ekstraordinær kongres i Ligaen af Jugoslaviske Kommunister at indføre flerpartistyre og fjerne henvisningen i forfatningen til ligaens ledende rolle. Alligevel afviste kongressen et forslag om at give større autonomi til ligaens afdelinger i de enkelte republikker. Efter kongressen fik dette afdelingerne i Slovenien, Kroatien og Makedonien til at forlade ligaen og omdøbe sig til Partiet for Demokratisk Fornyelse.
Under den åbne krig mellem løsrivelsesrepublikkerne Kroatien og Slovenien og Jugoslaviens føderale hær gennemførte Makedonien den 8. september 1991 en folkeafstemning, der gav flertal for, at republikken skulle løsrive sig fra føderationen. Alle de politiske partier i republikken - bortset fra den lille albanske minoritet - støttede selvstændigheden.
Mens flere lande i starten af 1992 anerkendte Kroatien og Slovenien, lagde Grækenland hindringer i vejen for anerkendelse af Makedonien, da de mente Grækenland historisk havde ret til dette begreb - og område. For Athen var den makedonske republik en kunstig størrelse der var blevet skabt af Jugoslavien, mens Grækenland endnu var under nazistisk besættelse, og udråbelsen af en selvstændig makedonsk stat var for grækerne en trussel om efterfølgende territorielle krav på Saloniki.
20. januar 1992 gennemførte repræsentanter for Grækenland og Bulgarien et uformelt møde. 5 dage tidligere havde Sofia anerkendt Makadonien. I Skopje beskyldte dagbladet Nova Makedonika regeringerne i Grækenland og Bulgarien for at pleje territorial-interesser i Makedonien. Ved en folkeafstemning den 12. januar stemte det etniske albanske mindretal i Makedonien for dannelsen af deres egen selvstændige stat.
Den 3. april 1992 proklamerede albanerne i Jugoslavien oprettelsen af den Selvstændige Republik Illirida. Det skete på makedonsk territorium.
Rest-jugoslavien trak nu sine tropper ud af Makedonien. I juli trak regeringen sig tilbage, efter at det ikke var lykkedes at sikre landets internationale anerkendelse. Måneden efter afviste parlamentet et forslag fra EU om at ændre landets navn, for at Grækenland kunne trække sine forbehold tilbage. Samme måned tiltrådte socialdemokraten Branko Crvenkovski som premierminister og sikrede landets anerkendelse fra Rusland, Albanien, Bulgarien og Tyrkiet.
FN's Sikkerhedsråd anbefalede i april 1993 optagelsen af landet i Generalforsamlingen under navnet «Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien». Optagelsen havde fra starten været modarbejdet af Grækenland, der frygtede at det nye land ville fremsætte territorialkrav overfor den græske grænseprovins, der også hedder Makedonien.
Athen blokerede i den udstrækning det var muligt landets internationale relationer, med det formål dels at få ændret landets navn, få ændret dets forfatning (som grækerne anså for ekspansionistisk) og få det til at vælge et andet flag, eftersom det eksisterende flag havde en stjerne, der associeres med Alexander den Store, og af Grækenland anses for at være et symbol for den helenistiske kultur.
Efter optagelsen i FN indledte Makedonien og Grækenland forhandlinger med briten Lord Owen og nordmanden Thorvald Stoltenberg som mæglere. Valget af socialisten Andreas Papandreus ved det græske parlamentsvalg i oktober 1993 medførte en opblødning af forhandlingspositionerne.
Krigen på Balkan berørte Makedoniens økonomi voldsomt. Selvom landet officielt tilsluttede sig de internationale sanktioner mod Beograd, var præsident Kiro Gligorovs regering tvunget til at lade lastbiler passere gennem landet, der transporterede varer til det tidligere Jugoslavien. Desuden fungerede togruten mellem Athen og Beograd fortsat, og den blev bl.a. anvendt til transporten af olie.
Den 16. februar 1994 - 2½ år efter Makedoniens selvstændighed - indførte Grækenland en total økonomisk blokade af landet. Grækerne nægtede at anerkende anvendelsen af det græske navn «Makedonien» og anvendelsen af Vergina stjernen i landets flag. Den nordlige grænse og havnen i Thessaloniki - hvorigennem 80% af Makedoniens og alt landets olie passerer - blev lukket. I april blev Grækenland stillet for Europadomstolen, men blokaden fortsatte.
Den 16. oktober blev Gligorov genvalgt med 52,4% af stemmerne. Makedoniens Socialdemokratiske Alliance leder af premierminister Branko Crvenkovski sammensatte en ny regering i koalition med de liberale, Socialistpartiet og Parti for Demokrati og Velstand - albanernes vigtigste politiske organisation. Denne koalition fik navnet Makedoniens Alliance.
I oktober 1995 eksploderede en bombe i Gligorovs bil. præsidenten overlevede og fortsatte sit arbejde. Samme måned ledte forhandlingsprocessen til, at Grækenland hævede de økonomiske sanktioner af landet.
I 1996 førte en privatiseringsplan til, at koalitionen og regeringen faldt fra hinanden. Crvenkovski fjernede 4 ministre og gendannede regeringen.
Landets økonomiske og sociale situation var særdeles vanskelig. I 1997 blev det vurderet som et af Europas fattigste lande.
Albanske aktivister fortsatte kampen for anerkendelsen af det albanske sprog og kultur. Albanerne udgør over 20% af befolkningen. Nogle gik endog så langt som til at mene, at de regioner af landet hvor albanerne var i flertal skulle overføres til Albanien.
Parlamentsvalget i oktober-november 1998 gav flertal til en ny koalition med navnet Organisationen for Makedoniens Indre Revolution / det Demokratiske Parti for Makedoniens Nationale Enhed. Den fik 28,1 % af stemmerne. Den socialdemokratiske Liga fik 25,1 %, mens Alternativt Demokrati med lidt over 10 % sluttede sig til regeringskoalitionen. De Albanske Parti for Demokrati og Velstand fik 19,3 %. I slutningen af november blev Ljubco Georgievski udnævnt til premierminister.
I FN nedlagde Kina veto mod fortsættelse af den fredsbevarende mission i landet, der derfor blev nedlagt 1. marts 1999. Baggrunden var, at Makedonien havde oprettet diplomatiske forbindelser med Taiwan. For at undgå problemer med den albanske minoritet i landet pga. den stigende spænding i Jugoslavien, anmodede regeringen NATO om at udstationere tropper ved grænsen mellem de to lande. Iflg. regeringen havde den Kosova albanske UCK guerilla baser i landet, men alligevel udløste anmodningen til NATO en respons fra Jugoslavien, der betragtede udstationeringen som «uvenlig». Da NATO's krig mod Jugoslavien indledtes i marts 1999, fik det tusinder af Kosova albanere til at søge tilflugt i Makedonien, hvilket yderligere skærpede de interne spændinger. Regeringen bad nu direkte NATO om hjælp.
Første runde af præsidentvalget i 1999 gav 38 % af stemmerne til Tito Petkovski fra det eks-kommunistiske Socialdemokrati. Men anden valgrunde blev vundet af regeringskoalitionens kandidat, Boris Trajkovski, der i første valgrunde havde måttet nøjes med 25 %. Både oppositionen og internationale valgobservatører kritiserede valget for en lang række alvorlige uregelmæssigheder.
I de sidste måneder af 1999 og de første af 2000 krævede de albanske partier større støtte til flygtningene og til de områder der overvejende er beboet af albanske efterkommere. Situationen var nær ved at bringe regeringen til fald. Forholdet mellem de to etniske gruppper blev stadig forværret og i marts 2001 indledte makedonsk-albanske partisaner aktioner mod den makedonske stat fra grænseområdet mod Kosova.
I marts 2001 brød et væbnet oprør ud, der krævede større rettigheder til dne albanske minoritet. Oprøret sendte 100.000 på flugt og førte til, at den albanske Nationale Befrielseshær besatte flere områder i landet. Volden blev først indstillet i august efter udenlandsk indgriben. Udlandet krævede, at rebellerne lagde våbnene mod at den albanske minoritets rettigheder blev anerkendt.
Efter forhalinger og flere brud på våbenhvilen, vedtog parlamentet i november en række ændringer af forfatningen, der giver større rettigheder til albanerne. Forfatningen taler ikke længere om den «albanske minoritet», men om de albanere der «lever indenfor Makedoniens territorium». Albansk er nu officielt sprog - ved siden af makedonsk - og offentlige myndigheder - især politiet - skal oprette stillinger til albanere.
I en rapport fra Human Rights Watch dokumenteredes overtrædelser af menneskerettighederne begået af begge parter, og selv om der som led i fredsaftalen var indgået aftale om amnesti og immunitet anbefalede organisationen, at de skyldige i de værste krænkelser retsforfølges af myndighederne.
Det internationale samfund besluttede i starten af 2002 at bevilge 500 mio. Euro til genopbygning og økonomiske reformer i landet. Det var det dobbelte af det beløb der oprindelig var blevet diskuteret, og var en anerkendelse af den stabilitet der allerede var opnået trods 6 måneders væbnet konfrontation.
Den 15. september 2002 deltog internationale observatører i en overvågningsmission ifbm. det første parlamentsvalg efter oprøret i nordvest året forinden. Socialdemokratiet under ledelse af Branko Crvenkovski havde indtil da været i opposition, men vandt valget med 40% af stemmerne, mens Ljubco Georgievskis nationalistiske parti (VMRO) kun fik 24%. Præsident Boris Trajkovski inviterede vinderen Crvenkovski til at danne en ny koalitionsregering. Denne havde allerede fungeret som premierminister i 1992-98. Over halvdelen af albanerne stemte på den Demokratiske union for Integration under ledelse af den tidligere albanske oprørsleder Ali Ahmeti. Unionen var den politiske efterfølger til den Nationale Befrielseshær.
Amnesty International kritiserede i 2003 de fortsatte overgreb og mishandlinger af den albanske befolkning begået af især «Løverne» - en speciel etnisk ren politienhed, der var blevet dannet af indenrigsministeriet i kølvandet på Befrielseshærens opstand.
I februar 2004 døde præsident Trajkovksi i en flyulykke undervejs til en konference i Mostar. Det bosniske TV beskyldte NATO for at stå bag ulykken. Han blev midlertidigt erstattet på posten af parlamentsformanden, Ljubvo Jordanovski.
Præsidentvalget i april 2004 blev vundet af Branko Crvenkovski med 42,5% mod Sasko Kedevs 34.1%. Observatører fra OSCE vurderede, at valget var indenfor standarderne for internationale demokratiske valg, men bemærkede alligevel en række uregelmæssigheder. Crvenkovski blev erklæret for vinder af valgkommissionen, men oppositionen hævdede at der var tale om valgsvindel og krævede valget annulleret. Formanden for OSCE's observatørkorps, Friedrich Bauer, erklærede at valget ikke var blevet gennemført under de bedste forhold, og at der var kastet skygger over valghandlingen i nogle områder. Formanden skrev i sin rapport imidlertid ikke noget om, hvorvidt uregelmæssighederne havde berørt valgresultatet.
I juni udpegede parlamentet den tidligere udenrigsminister Hari Kostov til ny premierminister.
I juli demonstrerede omkring 20.000 i Skopje mod et parlamentsforslag om at revidere de kommunale grænser mod Albanien, og mod at give mere magt til albanere, der lever i bestemte områder i Makedonien. Alligevel vedtog parlamentet i august loven om revidering af grænsedragningen mod Albanien, og besluttede samtidig at give udstrakt autonomi til albanerne, der i bestemte områder i landet er den dominerende gruppe. Et forsøg fra makedonske nationalisters side i november på at omstøde de nye love slog fejl, da det kun lykkedes dem at samle 26,5% støtte ifbm. en folkeafstemning om spørgsmålet.
Ligeledes i november trådte Hari Kostov tilbage som premierminister. Posten blev midlertidig overtaget af Radmila Sekerinska. I december blev Vlado Buckovski indsat som ny premierminister og dannede ny regering.
I juli 2005 vedtog parlamentet en ny lov, der gav albanerne lov til at hejse deres flag i de områder, hvor de er i flertal. Efter at Makedonien sammen med Albanien og Kroatien i 2003 undertegnede den nordamerikansk-adriatiske aftale, der skal bane vej for de 3 landes optagelse i NATO, indledtes i Makedonien en række reformer der skal bane vej for optagelse i 2009.
Det vigtigste oppositionsparti, VMRO-DPMNE vandt parlamentsvalget i juli 2006 med 40% af stemmerne, mens socialdemokraterne måtte nøjes med 24%. OIRM-PDNM's leder, Nikola Gruevski blev udnævnt til ny premierminister.
Indenrigsminister Ljube Boskovski og politiofficer Johan Tarkulovski blev indkaldt af krigsforbryderdomstolen i Haag, anklaget for drabene på 7 albanere i landsbyen Ljuboten i 2001. Hvis de kendes skyldige, vil de blive idømt livsvarigt fængsel.
Parlamentsvalget i juni 2008 blev vundet af den konservative koalition, der gik 18 pladser frem til 63. Den socialdemokratisk ledede opposition gik 5 pladser tilbage til 27. Valget var kun præget af få uregelmæssigheder.
Skærmydslerne med Grækenland om brugen af navnet Makedonien fortsatte i 2008, hvor Grækenland dels spændte ben for Makedoniens optagelse i NATO og i december fik sat optagelsesforhandlingerne med EU i stå.
Makedonien havde kun i begrænset omfang været del af det spekulations-cirkus og lånefinancierede forbrug der havde præget resten af Europa, og landet blev derfor kun i begrænset omfang ramt af den globale økonomiske krise, der i fuldt omfang brød igennem i 2008. Landets BNP faldt derfor kun 1,5% i 2009.
Første runde af det makedonske præsidentvalg i marts 2009 blev vundet af den konservative Gjorge Ivanov med 35% af stemmerne. Han fik 63,1% af stemmerne i anden runde i april og blev landets nye præsident. Ivanov ville prioritere at få landet optaget i NATO og EU.
Skattevæsenet assisteret af politi gennemførte i november 2010 et raid rettet mod en TV station, 3 dagblade og en række andre private virksomheder for at efterforske skatteunddragelse. Oppositionen med det socialdemokratiske SDSM i spidsen indkaldte til demonstration foran parlamentet. 50.000 deltog i hvad oppositionen kaldte for forfølgelse af regeringskritiske medier, men alligevel fortsatte efterforskningen og den 24. december blev 16 personer anklaget for skatteunddragelse og pengevask. I slutningen af januar 2011 besluttede SDSM og de mindre oppositionspartier sig for at trække sig fra parlamentet i protest mod regeringens «manglende demokratiske evner». Oppositionen krævede samtidig nyvalg. Regeringen forsøgte uden held at få oppositionen tilbage og endte med at udskrive nyvalg i juni 2011.
Parlamentsvalget blev et nederlagt for regeringskoalitionen, der tilsammen mistede 10 mandater. Til gengæld gik SDSM 18 mandater frem. Det konservativt nationalistiske VMRO-NP var dog fortsat det største parti i parlamentet med 56 ud af 123 pladser. Trods tilbagegangen kunne Gruevski derfor fortsætte som permierminister for en koalitionsregering.
Gruevski indvidede i januar 2012 den såkaldte triumfbue i Skopje, der markerede 20 års dagen for landets selvstændighed.
Landets albanske mindretal udsættes fortsat for alvorlig undertrykkelse. I februar 2012 skød og dræbte en politimand 2 etniske albanere i Gostivar. Nye angreb på etniske albanere fandt sted i marts i Tetovo og Skopje. I maj blev 20 etniske albanere arresteret efter 5 makedoniere var blevet dræbt ved Smilkovci søen udenfor Skopje. 5 af dem blev anklaget for mord, terrorisme og underkastet tortur. Tusindvis af etniske albanere demonstrerede til fordel for de arresterede og blev af myndighederne karakteriseret som terrorister.
I oktober 2012 foreslog EU's udvidelseskommissær Štefan Füle for 4. gang at indlede optagelsesforhandlinger med Makedonien. Forhandlingerne var de 3 foregående gange strandet på et græsk veto. Füle måtte dog hurtigt konstatere, at Bulgarien også ville nedlægge veto mod Makedoniens optagelse.
Den økonomiske udvikling var i 2011-12 negativ og arbejdsløsheden lå på 32-36%.
Den europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i december 2012 en kendelse der kendte Makedonien skyldig i i 2003 at have bortført den tyske statsborger Khaled el-Masri, have tilbageholdt ham 23 dage i Makedonien før han blev sendt til et af USA's torturcentre i Afghanistan. Kendelsen sagde videre at den makedonske stat bar ansvaret for den ulovlige tilbageholdelse, forsvinden, tortur og anden nedværdigende behandling, for hans transport ud af Makedonien til steder hvor han på ny fik krænket sine menneskerettigheder, og endelig at den makedonske stat havde afvist at gennemføre en efterforskning af begivenhederne. Det var første gang domstolen afsagde en kendelse i en sag vedrørende et offer for USA's torturprogram.
Ivanov blev genvalgt som præsident i april 2014. I første runde fik han 51,7%, mens SDSM's Stevo Pendarovski fik 37,5%. I anden runde fik Ivanov 55,3% mod Pendarovskis 41,1%. Ved parlamentsvalget samme måned fik den konservative VMRO–DPMNE koalition 61 mandater ud af parlamentets 123. En fremgang på 5. SDSM fik 34, en tilbagegang på 8.
USA's kongres offentliggjorde i december 2014 et 600 siders resumé af en hemmeligstemplet rapport om CIA's torturprogram fra 2001. Makedonien deltog også i dette program, var nævnt i resuméet og Amnesty International opfordrede atter engang landet til at gennemføre en uvildig undersøgelse af dets deltagelse i torturprogrammet generelt og specielt dets udlevering af den tyske statsborger Khaled el-Masri til tortur i 2003.
I januar 2015 vedtog parlamentet en forfatningsændring, der forbød ægteskab mellem personer af samme køn. Menneskerettighedsorganisationer kritiserede landets diskriminerende tiltag. Intolerancen var som i de fleste andre europæiske lande tiltagende. Især overfor flygtninge, albanere og LGBT personer. I oktober 2014 havde 30 hætteklædte unge angrebet en café i Skopje med flasker og sten. På caféen fejrede omkring 60 gæster oprettelsen af et LGBT støttecenter 2 år tidligere. Der var tale om det 6. angreb på centret siden dets åbning 2 år tidligere, og i ingen af tilfældene havde myndighederne udfoldet større bestræbelser på at finde de skyldige bag overfaldene.
Makedonien blev i 2015 transitland for den store flygtningestrøm fra Asien. Omkring 600.000 flygtninge rejste i løbet af året gennem landet. Frem til juni var det almindelig praksis, at flygtningene blev afvist ved grænsen, men fra juni var presset så stort at de fik lov til at passere. Der var dog regelmæssige rapporter om mishandling af flygtning foretaget af makedonske grænsevagter eller tropper fra indenrigsministeriet. I august ændredes reglerne igen, og Makedonien ville nu kun acceptere indrejse af flygtninge fra Syrien., Iraq eller Afghanistan. Alle andre blev afvist. Efter pres fra EU lukkede landet atter grænsen helt i november - i strid med FN's Flygtninekonvention. Makedonien selv bidrog også til flygtningestrømmen. 10.210 makedonere - overvejende romaer - flygtede til EU for at undslippe diskrimination, forfølgelse og fattigdom. Meget få af dem fik asyl.
I maj 2015 udbrød der uroligheder i hovedstaden Skopje. Baggrunden var anklager mod oppositionslederen Zoran Zaev, der svarede igen ved at erklære, at premierminister Gruevski lod 20.000 personer aflytte, var indblandet i korruption og var indblandet i et politimord i 2011. Det kom flere gange i løbet af måneden til sammenstød mellem politi og demonstranter med sårede på begge sider. Indenrigsministeren og flere andre ministre trådte tilbage, men premierministeren nægtede at lade sig rokke. Hen over sommeren blev der ført forhandlinger mellem regeringen og oppositionen med EU som mægler. De resulterede i Prino aftalen, hvis vigtigste indhold var, at Gruevski skulle træde tilbage som premierminister i januar 2016 og der skulle gennemføres et nyt parlamentsvalg i juni 2016. I januar blev Emil Dimitriev indsat som ny premierminister. I april 2016 standsede præsidenten imidlertid efterforskningen af Gruevskis aflytningsprogram, den tidligere premierministers deltagelse i korruption og magtmisbrug samt 56 andre politikeres andel i de kriminelle aktiviteter. Dette udløste omfattende demonstrationer, der fra Skopje spredte sig til hele landet og strakte sig frem til juli. Demonstranterne krævede præsident Ivanov stillet for en rigsret og efterforskningen genoptaget. I juli sejrede demonstranterne delvist. I parlamentet blev der nedsat en kommission der skulle undersøge præsidenten med henblik på en rigsret; efterforskningen blev genoptaget; og der blev nedsat en teknokratregering, der skulle lede landet frem til parlamentsvalg i december (udsat fra april og juni).
Makedonien lukkede i marts 2016 grænsen mod Grækenland, efter landene længere nordpå på Balkan havde lukket deres grænser, og dermed sat en prop i Balkanruten for flygtninge. Lukningen medførte, at flere tusinde flygtninge var strandet på den græske side i Idomeni, indtil de i maj blev fjernet. Den europæiske menneskerettighedskommission kritiserede flere gange gennem 2016 Makedoniens behandling af flygtninge og håndtering af flygtningesituationen i det hele taget.
Ved parlamentsvalget i december 2016 gik det regerende konservative VMRO-DPMNE 10 mandater tilbage til 51. Socialdemokraterne gik 15 mandater frem til 49. Det konservativt albanske BDI gik 9 mandater tilbage til 10. Til gengæld kom den socialt konservative Besa Bevægelse ind med 5 mandater. Trods tilbagegangen forsøgte VMRO-DPMNE at danne en ny regering i koalition med BDI. Forhandlingerne brød imidlertid sammen i i januar 2017, hvor socialdemokraterne overtog forhandlingsprocessen. I april dannede socialdemokraterne en koalitionsregering med de albanske minoritetspartier. Som led i aftalen valgtes den etniske albaner Talat Xhaferi til parlamentsformand. Det udløste nationalkonservativt makedonske protester ledet af VMRO-DPMNE. 200 bøller stormede parlamentet, hvor de sloges med journalister og politikere. Bl.a. blev den nye socialdemokratiske premierminister Zoran Zaev såret. Socialdemokratiets næstforkvinde Radmila Sekerinska måtte syes efter bøller havde trukket hende gennem parlamentet i håret. Ved sin tiltræden erklærede premierminister Zaev, at optagelse i NATO og EU, samt økonomisk vækst og kampen mod korruption ville blive den nye regerings topprioritet.
I juni 2018 indgik den græske premierminister Alexis Tsipras en aftale med den makedonske premierminister Zoran Zaev for at løse striden om landets navn. Landet blev med aftalen omdøbt til Republikken Nord Makedonien. Aftalen blev vedtaget i parlamentet en uge senere, og Grækenland ophævede derefter sin modstand mod Nord Makedoniens optagelse i EU og NATO. Præsident Ivanov nægtede imidlertid at underskrive aftalen og truede premierminister Zaev med 5 års fængsel for landsforræderi. I september gennemførtes en folkeafstemning om navneændringen. Forslaget blev vedtaget med 91% af de afgivne stemmer, men da valgdeltagelsen kun var på 37% havde afstemningen ingen gyldighed. Navneændringen blev skrevet ind i forfatningen i december. Landet blev optaget i NATO i marts 2020 og i april blev der indledt optagelsesforhandlinger med EU.
Stevo Pendarovski fra socialdemokratiet fik 44,75% af stemmerne ved første runde af præsidentvalget i april 2019, mens Gordana Siljanovska-Davkova fra det nationalistiske VMRO-DPMNE fik 44,2%. Anden runde i maj blev vundet af Pendarovski med 53,6%.
Den franske præsident Emmanuel Macron spændte i 2019 ben for landets optagelse i EU. Premierminister Zoran Zaev indgik derfor en aftale med det største oppositionsparti VMRO-DPMNE om at fremskynde parlamentsvalget til juli 2020. Ved valget gik Zaevs socialdemokrati 8 mandater tilbage til 46, mens VMRO-DPMNE gik 7 mandater tilbage til 44. Det nye venstrefløjsparti Levica fik valgt 2 mandater. Efter valget fortsatte Zaev som premierminister i en koalitionsregering bestående af socialdemokratiet, BDI (Den demokratiske union for Integration) og Albanernes demokratiske Parti. Lokalvalgene i september 2021 var en katastrofe for socialdemokratiet, men det lykkedes alligevel at bevare flertallet bag den socialdemokratisk ledede regering. Premierminister Zaev trak sig dog som formand for partiet og som premierminister. I januar 2022 blev disse poster overtaget af Dimitar Kovačevski.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 2/3 2022
Læst af: 105.972