 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Økonomisk Demokrati (ØD)
Socialdemokratisk plan for udligning af indkomst- og formueforholdene i samfundet samt overførsel af dele af ejendomsretten til produktionsmidlerne til arbejderklassen. Planerne blev aldrig ført ud i livet og måtte skrinlægges i slutningen af 1970'erne efter voldsom modstand fra arbejdsgiverside.
Baggrund
I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne udarbejdede fagbevægelsen og Socialdemokratiet i fællesskab en plan for ØD. Formålet var at ændre ejendomsretten til produktionsmidlerne, at forandre den økonomiske magtstruktur i samfundet, at skabe reel medindflydelse og medbestemmelse for arbejderne og samtidig sikre den nødvendige kapitalinvestering i erhvervslivet, så væksten kunne fastholdes. I januar 1973 var planerne så langt fremme, at den socialdemokratiske regering under ledelse af Anker Jørgensen i Folketinget kunne fremsætte et forslag om ØD. Forslaget var udformet på en sådan måde, at både arbejdere og arbejdsgivere skulle betale til ordningen. Indbetalingerne skulle starte i 1974 og udgøre ½ % af lønsummen for at stige til 5 % i 1983.
For virksomheder med over 50 ansatte skulle 2/3 af den indbetalte kapital blive i virksomheden, styret af de ansatte selv. De ansattes kapital i virksomheden måtte dog ikke overstige 50 % af dens aktiekapital. Resten af kapitalen skulle sammen med bidragene fra de mindre virksomheder og de offentlige arbejdsgivere indbetales til en central ØD-fond, hvorfra de kunne investeres i erhvervslivet. Det skulle ske ud fra en vurdering af, hvor kapitalen gjorde mest nytte. Fonden skulle bestyres af 60 repræsentanter, hvoraf de 40 skulle udpeges af fagbevægelsen og de resterende 20 af regeringen. Den samme fordeling skulle gøre sig gældende i den af repræsentantskabet udpegede 10 mands store bestyrelse.
På de enkelte virksomheder skulle arbejderne have stemmeret på aktieselskabernes generalforsamlinger med en vægt, der svarede til den, kapitalfonden havde placeret i virksomheden.
Socialdemokratiets forslag om ØD blev mødt med skepsis og modstand fra mange sider. Arbejdsgiverne og de borgerlige partier kæmpede indædt mod lovforslaget, men også venstrefløjspartierne var modstandere. På arbejdspladserne agiterede tillidsfolk fra SF og DKP kraftigt imod forslaget, og i Folketinget var SF heller ikke indstillet på at støtte regeringen i den sag. Flere undersøgelser tydede samtidig på, at flertallet af arbejderne heller ikke var særligt interesserede i ØD. De foretrak tilsyneladende mere i lønningsposen.
Venstrefløjens modstand mod ØD var i høj grad knyttet til en frygt for sammenblanding af klasseinteresser. Når arbejderne blev medejere af deres arbejdspladser, var de ikke længere blot arbejdere, men også småkapitalister og ville derfor have en selvstændig interesse i at bevare kapitalismen. Samtidig vil de få et modsætningsfyldt forhold til f.eks. forurening og fyringer.
Modstanden mod lovforslaget om ØD medførte, at det ikke nåede til realitetsforhandlinger i Folketinget, før der blev udskrevet valg i efteråret 1973. Dette valg blev et katastrofalt nederlag for Socialdemokratiet og førte til dannelsen af en borgerlig regering. Da partiet genvandt regeringsmagten i 1975, blev forslaget ikke genfremsat. ØD forblev endnu i en årrække på partiets program, men blev efterhånden knyttet stadig mere sammen med indkomstpolitik.
I Sverige havde det svenske socialdemokrati større styrke og fik i starten af 80'erne gennemført en lov om oprettelsen af centrale lønmodtagerfonde. Det udløste den første demonstration af arbejdsgivere i landets historie. Også her måtte projektet dog efter en årrække tages af dagsordenen.
Siden 1980'erne har en række større virksomheder i Danmark i stedet indført medarbejderaktier. Denne model sikrer nok (ligesom ØD) sammenblanding i aktieejernes klassebevidsthed, men den individuelle ejerform hindrer kollektiv indflydelse på virksomhedens og erhvervslivets udvikling. I mangel af nogen større ØD-fond har Socialdemokratiet i stedet gennem ATP fonden søgt at føre erhvervspolitik - med noget blandede resultater.
I 90'erne har fagbevægelsen haft stort held med opbygning af arbejdsmarkedspensionsfonde, der i dag hører til Danmarks største pengetanke. Men i dag er enhver utopi om ændring af principperne for det økonomiske liv opgivet. Fondene der administreres i fællesskab med arbejdsgiverne, fungerer helt og holdent på markedsøkonomiens præmisser.
Sidst ajourført: 6/8 2012
Læst af: 39.485