Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

U-landsimporten

U-landsimporten (ULI) er Danmarks første landsdækkende organisation for alternativ handel med u-landsvarer. Foreningen startede i 1984 import af u-landsvarer på vilkår der sikrer producenten i u-landet en fair betaling for sit arbejde. Oplysning om alternativ handel og de ulige handelsvilkår for u-lande i den globale verdensorden er et sidestillet formål. Siden 1992 udgives medlemsbladet «TradeFair». På sortimentet findes primært dagligvarer: kaffe the, nødder, krydderier, chokolade. Salget foregår dels i almindelig detailhandel, dels gennem postordre fra kontoret på Nykøbing Mors, og fra særlige u-landsbutikker. Bag dannelsen af ULI stod en blandet kreds af organisationer i det danske u-landskab: Mellemfolkeligt Samvirke, Svalerne, Internationalt Forum, Genvej til Udvikling, Det danske Missionsselskab, Morsø U-landsforening m.fl.

Ideen bag den ny forening var at skabe et alternativ til den uretfærdige og skæve verdenshandel og give danskerne muligheden for at handle solidarisk ved at betale en mere retfærdig pris for produkter fra u-lande. Forhåbningerne til tanken om en Ny økonomisk Verdensorden havde ti år tidligere været høje, da dannelsen af olieproducenternes kartel OPEC viste, at u-landene ved at stå sammen kunne skaffe sig større betaling for deres råvarer. U-landene bad om handel i stedet for bistand med paroler som «Trade not Aid», og ønskede at bryde med afhængigheden af råvareproduktion ved at få større del i forarbejdning og industrialisering. Den ny økonomiske verdensorden blev ikke til noget. Ud over oliekartellet var andre råvareaftaler ikke effektive, og i-landene gav ikke frivilligt afkald på deres privilegier og økonomiske magt.

I årene op til dannelsen af ULI havde bl.a. Kirkernes U-landsoplysning, gennemført oplysningskampagner om de skæve handelsvilkår for u-landene og havde som led her i importeret kaffe fra producent-kooperativer, der havde fået bedre betaling, end den kommercielle branche kunne tilbyde. Morsø U-landsforening havde etableret en venskabsby i Tanzania, Bukoba, en centralt kaffeproduktions-område og havde startet import af produkter herfra i det små. I Danmarks nabolande, Holland, Tyskland og Sverige havde u-lands- og solidaritetsorganisationer etableret importselskaber. Det var derfor nærliggende at følge ideen op på dansk grund.

ULI blev etableret som ikke-kommerciel forening - foreningen måtte ikke give overskud, handelen skulle hvile i sig selv - med både kollektivt og individuelt medlemsskab - på livstid for 200 kr. Lager og hovedkontor placeredes på Nykøbing Mors, hvor Poul Illemann - aktiv i Morsø U-landsforening - blev ansat som daglig leder og «u-landshøker». Formand var Carsten Fogde - tidl. MS-frivillig - og ansat i Specialarbejderforbundets afdeling i Tommerup. Kasserer gennem de første mange år var Poul R. Kristensen, fra U-landsforeningen Svalerne, der importerede juteprodukter og kunsthåndværk, navnlig fra Bangladesh. Foreningen var fra starten præget af mange frivillige ildsjæle, men den store afhængighed af frivillige og en begrænset omsætning gav U-landsimporten en turbulent tilværelse.

1984-91 En rolig start

Efter den stiftende generalforsamling i Odense i august 1984 åbnedes kontor og lager i Nykøbing i januar 1985, med deltagelse af Socialdemokratiets Christian Kelm Hansen - formanden for Danidas styrelse. Man valgte at fokusere på dagligvarer og ikke på kunsthåndværk. Dels af ideologiske grunde, idet man ønskede at illustrere, at u-landenes produkter er centrale i vores hverdag og ikke blot nips til pynt; dels af pragmatiske grunde idet andre organisationer stod for kunsthåndværk (U-landsfonden af 1962, Svalerne m.fl.) Vareudvalget var i høj grad afhængig af udbudet hos organisationens kolleger i nabolandene. Typisk skaffedes produkter fra lande, hvor der var u-landssamarbejde som Tanzania, Indien, eller i lande, man sympatiserede med pga. en progressiv regering, f.eks. Nicaragua, Mozambique. Perioden var ganske stabil med forskellige forsøg på at udbrede kendskabet til det begrænsede vareudvalg, der dog ikke nåede langt ud over u-landskredsene. Sortimentet voksede langsomt med bl.a. krydderier fra Grenada, og Danmarks første økologiske kaffe fra UCIRI-kooperativet i Mexico.

Målsætningen om at skaffe producenterne en bedre betaling for arbejdet var ofte vanskeligt at virkeliggøre, idet staten i mange lande havde monopol på udenrigshandel med produkterne. ULI købte derfor til den gældende markedspris af statshandelsselskaberne og lagde dertil en merpris reserveret til fordel for producenterne. Disse solidaritetsfonde voksede sig ganske store, idet det viste sig vanskeligt at kanalisere midlerne til ordentlige projekter for producenterne. I den stabile startperiode udvikledes der derfor i det stille en bombe for U-landsimportens troværdighed, som førte til en periode med stor turbulens.

1992-95 Krise i troværdighed og økonomi

Troværdigheden led et knæk da det stod klart, at midler reserveret som betaling til producenter i Nicaragua og Tanzania, ikke kunne udbetales straks, men var bundet i varelageret. Økonomisk betød det en periode med nedskæringer, hvor u-landshøkeren blev fyret og endnu flere opgaver som f.eks. vareimport blev varetaget af frivillige. Man løste problemet ved at gennemføre en plan for frigivelse af de bundne «solidaritetsfonde» over seks år til projekter for producenter i Nicaragua og Tanzania. I Nicaragua støttedes et producentkooperativ i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke. Peter With, der havde baggrund i Internationalt Forum, var formand for U-landsimporten i en del af denne periode. For at klare foreningen gennem de svære beslutninger indgik bestyrelsen en aftale med Per Grove-Stephensen fra PR-firmaet Samfunds-Kontakt, der tilbød gratis at fungere som leder af handelsvirksomheden og etablere en opdeling mellem oplysning - der skulle hvile i sig selv - og handelen med u-landsvarer. En ny gruppe af frivillige fra Nykøbing Mors gjorde det i perioden med lav bemanding på kontoret muligt at køre driften videre. Lene Jensen trådte til som ny forretningsfører i 1993, og i 1994 tog Brian Krogh fra de frivillige på Mors over som formand, men blev afsat året efter, da han uden bestyrelsens godkendelse overførte alle foreningens reserver til projekterne i Nicaragua og Tanzania. Herefter tog Gunhild Tinggård over som formand, pengene blev tilbageført og planen for afvikling af «solidaritets-gælden» blev gennemført som planlagt.

1995- Økonomisk konsolidering og identitetsdebat

Foreningens omsætning steg og økonomien forbedredes efter 1995 efter introduktionen i Danmark af Max Havelaar - mærket. Mærkningsordningen sikrer forbrugeren en garanti for, at produktet er handlet på fair vilkår for producenter i den tredje verden. På den måde udbredes de ideer som U-landsimporten først introducerede om alternativ handel også til produkter, fra almindelige kommercielle virksomheder. Lanceringen af Max Havelaar medførte større omtale og udbredelse af fair handel. Det smittede af på U-landsimporten, som fik sine produkter med Max Havelaar mærket på, udbredt i flere butikskæder end tidligere. Samtidigt rejste Max Havelaars ordningens succes spørgsmålet om U-landsimportens mission. Flere produkter fandt sin vej til sortimentet, men det har vist sig vanskeligt at øge omsætningen for produkter, der ikke indgår i Max Havelaar mærkningen.

Fremgangen betød en bedre økonomi for U-landsimporten, og dermed mindre afhængighed af frivillige i den daglige drift. Solidaritetsgælden til producenterne blev i princippet bragt helt ud af verden. Nu henstår der kun begrænsede midler, der afventer relevante projekter for producenterne, bl.a. støtte til økologisk omstilling og certificering. Per Thomsen tog over som formand i 1997. Der blev råd til at ansætte et par medarbejdere på lageret på Nykøbing Mors; fra 1996 blev Margit Kjeldgaard ansat som informationsmedarbejder med kontor i København. Posten blev i 1998 erstattet af en generalsekretær og besat af Per Stangegaard, der har arbejdet med handel, bl.a. i Afrika.

Et af svarene på spørgsmålet om ULI's opgave efter Max-Havelaar mærkets etablering har været kampagner for etisk handel. I 1997-98 arbejdede foreningen på at skabe tilslutning i Danmark til den europæiske kampagne for «Clean Clothes» - dvs. for tøj og beklædning, der er produceret miljømæssigt og socialt bæredygtigt. I 1998-99 har ULI lanceret kampagnen «Tyg lige på den», der sigter på at skabe bedre vilkår i det internationale handelssystem og Verdenshandelsorganisationen WTO for fødevareproducenter i den tredje verden.

Konklusion

Som forretning forblev U-landsimporten en lille niche på dagligvareområdet, men ideologisk og holdningsmæssigt har foreningen udfyldt en afgørende rolle i u-lands- og græsrodsmiljøet ved at tilbyde et alternativ indenfor produkter, der ellers domineres af store multinationale virksomheder. De alternative produkter gjorde det muligt at vise solidaritet i hverdagen gennem sit forbrugsvalg, i en periode hvor begrebet «den politiske forbruger» endnu ikke var slået igennem.

Da visionerne om Ny økonomisk Verdensorden for den tredje verden fra 70'erne fortonede sig, blev ULI et praktisk alternativ for bl.a. de mange unge, der i 80'erne var engageret i solidaritetsarbejde med Nicaragua, Mozambique og andre lande. Og da Brundtland-rapporten og Rio-konferencen om Miljø og Udvikling først i 90'erne satte visionerne om bæredygtig udvikling på dagsordenen, var U-landsimporten hurtigt på banen med tanken om bæredygtig handel, der kombinerer miljøvenlig produktion med fair forhold for producenterne i den tredje verden. U-landsimporten var således først med en fair handlet økologisk kaffe i Danmark og kunne tilbyde handlemuligheder i solidaritet med både miljøet og de fattige i u-landene.

Det var i U-landsimporten, tanken om en mærkning af bæredygtigt handlede produkter først blev drøftet i Danmark - bl.a. på et seminar om Bæredygtig Handel i Århus i 1991, med deltagelse af FDB's formand Bjarne Møgelhøj. Mens ULI selv var for lidet kendt en organisation til at lancere et sådant mærke, lykkedes det enkeltpersoner fra foreningen, bl.a. Christian Friis Bach - fra 1997 formand for Mellemfolkeligt Samvirke - og Peter With, at sælge ideen til en række en række større og mere kendte organisationer. Folkekirkens Nødhjælp, Ibis, MS, AIF og Verdensnaturfonden etablerede i 1993 Max Havelaar fonden i Danmark og introducerede Max Havelaar mærkningen, der kom til at betyde et løft for fair handel i Danmark.

Fremtiden for ULI vil afhænge af evnen til at udnytte de muligheder, som Max Havelaar ordningen har givet til at skabe endnu større udbredelse for sine produkter - også for dem der ikke indgår i Max Havelaar mærkningsordningen. Desuden vil den afhænge af evnen til at engagere sine medlemmer og andre grupper bag kampagner og initiativer, der sætter fokus på den skæve verdenshandel og de praktiske handlemuligheder. Denne opgave er ikke blevet mindre, efter at FDB i sommeren 1999 besluttede at fjerne ULI's varer fra sine hylder.

P.W.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 31.563