Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Indre kolonialisme

Indre kolonialisme er en særlig form for kolonialisme udøvet af en stærkere stillet befolkningsgruppe indenfor en stat for at tilegne sig økonomiske og/eller sociale fordele gennem udbytning af én eller flere svagere stillede befolkningsgrupper (se Minoriteter) indenfor samme stat. Begrebet anvendes af en række minoritetsbevægelser - specielt i Europa - hvor bl.a. tabet af oversøiske kolonier har fået staternes indre kolonikonflikter til at bryde frem. I Vesteuropa er indre kolonialisme specielt tydelig i Frankrig, England og Spanien, men der findes eksempler på indre kolonialisme i alle verdensdele.

Betragtet som et center-periferi-forhold indebærer indre kolonialisme, at center og periferi i udgangspunktet udgør forskellige etniske og geografiske grupper, og at centret dominerer periferiens økonomiske, politiske og/eller sociale liv og søger at gøre dette til en integreret del af det samfundsmønster, som centret selv er bedst tjent med. Den indre kolonialisme kan etableres på mange måder og med forskellige grader af - eller former for - vold eller tvang:

1. Konventionel krigsførelse eller lignede voldsanvendelse. Det skete f.eks. på Sardinien, efter befolkningen i 1820'erne modsatte sig, at ejendomsretten til jorden skulle være privat, og det sker i dag i Sydamerika, hvor indianere jages med skydevåben og napalm.

2. Kommerciel handel med ulige bytte mellem tidligere økonomisk set isolerede områder indenfor staten (se Ulige bytte). Derved skabes bl.a. eksportafhængighed. F.eks. er en række stammer på bl.a. Borneo blevet afhængige af at producere krydderier til salg på markedet.

3. Folkeforflytninger fra centret til periferien. Det var f.eks. en bevidst politik i Østrig-Ungarn at flytte tyske bønder ud i de erobrede områder. I Amazonas og andre steder hvor jungle nu gøres til ager- eller industriområder, sker noget tilsvarende på den stedlige befolknings bekostning.

4. En industripolitik som giver centret de økonomiske fordele, mens periferien bliver leverandør af råvarer, halvfabrikata og/eller profit til centret. Det gælder f.eks. i forholdet mellem Skotland, Wales og England.

5. Opbygningen af en effektiv, centraliseret statsadministration. I Frankrig kan f.eks. amtmanden - le préfet - nærmest sammenlignes med en britisk koloniguvernør: Han udpeges af præsidenten personligt og har fuld reel kontrol over al administration i sit område.

6. En kulturpolitik som begunstiger centrets kultur. Man kan forhindre, at minoriteten først får undervisning på sit eget sprog og sin egen kultur, før den lærer statssproget og «statskulturen», og/eller at minoritetens egen kultur kan bruges i alle livssituationer - altså ikke-diskriminering på centrets præmisser. Et eksempel på sådanne former for indre kolonialisme er forholdene i Sameland.

Fældes for såvel de hårde som de «bløde» former for indre kolonialisme er, at de på kortere eller længere sigt fører til fysisk, socialt eller kulturelt folkemord (genocide), således som dette defineres og fordømmes af bl.a. FN i 1948 og UNESCO i 1967. Folkemord sker ved, at man langsomt eller hurtigt fjerner

Konsekvenserne for staten som helhed af den indre kolonialisme ser på kortere eller længere sigt ofte ud til at være: Staten bliver mere ensartet («nationalstat»). Man opnår et større marked, både med hensyn til varemængde, geografisk udbredelse og varetyper og dermed øget økonomisk vækst. Kontrollen over rigdommene koncentreres geografisk indenfor en eller få etniske grupper. Udkantsområder - specielt minoriteternes - affolkes og kun de gamle bliver tilbage. Arbejdskraftens bevægelighed bliver større - bl.a. fordi det lokale tilhørsforhold svækkes. Store befolkningsgrupper stigmatiseres - dvs. får molbo-stempel. Det gælder f.eks. bretonerne, oksitanerne og korsikanerne, der i Frankrig har ord for at være henholdsvis dumme, dorske og hidsige. Psykiske problemer, manglende indsigt i samfundet og politisk passivitet tager til. Ressourceudnyttelsen bliver dårligere når traditioner og tilpasningsformer går tabt.

Generelt set er de fleste af disse konsekvenser følger af de svækkede lokalsamfund og de styrkede storsamfund. Det særegne ved den indre kolonialisme er, at alle disse virkninger går ud over én etnisk gruppe og er til gavn for en anden.

Indre kolonialisme og marxismen

Indenfor marxismen findes der ikke nogen etableret teoretisk forståelse af indre kolonialisme, selv om emnet ofte er behandlet - først og fremmest under etiketten «nation» (se Nation). Kun centrumsorienterede partier (som de tidligere eurokommunistiske partier) og enkelte af de stalinistiske minoritetsbevægelser (som f.eks. enkelte fraktioner indenfor ETA i Baskerlandet) anser ophævelsen af klassemodsætninger og indføring af demokratisk centralisme som nødvendig og tilstrækkelig drivkraft til at få fjernet den indre kolonialisme. Langt de fleste minoritetsbevægelser vælger at forstå den indre kolonialisme og klasseundertrykkelsen som principielt uafhængige af hinanden: Man fjerner ikke nødvendigvis den indre kolonialisme ved at fjerne klassemodsætningerne. Den strategiske situation må derfor afgøre, hvorvidt en nationalistisk linje, en klassekampslinje eller en kombination er den mest korrekte i den givne situation. Uenighederne om hvilken modsætning man skal lægge hovedvægten på, ligner således på mange punkter uenighederne mellem befrielsesbevægelserne i den tredje verden. Den fælles målsætning for bevægelser som kæmper mod indre kolonialisme, er selvstyre og selvbestemmelsesret - enten på begrænsede felter og indenfor staten (som f.eks. Parti Québécois i Canada definerer sine mål), eller på alle felter, dvs. fuld løsrivelse.

E.F.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 23/10 2003

Læst af: 28.409